LandsrettenSagen vedrører fem klimaaktivister fra organisationen Nødbremsen, der blev administrativt frihedsberøvet af Københavns Politi i forbindelse med en demonstration ved Vejlands Allé den 21. juni 2024. Appellanterne har krævet anerkendelse af ulovlig frihedsberøvelse samt erstatning for magtanvendelse og påståede nøgenvisitationer.
Kl. 08.03 i morgenmyldretiden blokerede aktivisterne motorvejsafkørslen ind mod København, hvilket skabte betydelige trafikale forstyrrelser og frustration hos ventende bilister. Politiet udstedte et påbud om at fjerne sig fra kørebanen. Da demonstranterne nægtede, blev de flyttet til fortovet og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og Færdselsloven § 53. På trods af vejledning om at fortsætte demonstrationen lovligt på fortovet, vendte gruppen umiddelbart efter politiets afgang tilbage til vejen og genoptog blokaden. Kl. 08.27 fulgte ny anholdelse og sigtelser.
Demonstranternes adfærd vurderedes af politiet som en konkret fare for gentagelse af den betydelige ordensforstyrrelse, hvilket retfærdiggjorde indbringelsen til Station Bellahøj.
Appellanterne nedlagde påstand om, at Københavns Politi skal anerkende frihedsberøvelserne som ulovlige. Subsidiært fremsattes krav om økonomisk godtgørelse:
Københavns Politi påstod byrettens domme stadfæstet, subsidiært begrænset erstatning på maks. 3.100 kr. pr. klager.
Forhandlingen centreredes om tre hovedpunkter i lyset af Politiloven § 8 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK):
Frihedsberøvelsens lovlighed og varighed Landsretten fastslog, at demonstranternes blokade af morgentrafikken og deres umiddelbare genoptagelse af handlingen efter første påbud udgjorde en betydelig forstyrrelse af den offentlige orden. Rettens lagde vægt på den nærliggende risiko for gentagelse, hvilket gjorde mindre indgribende midler utilstrækkelige. Frihedsberøvelserne fandtes derfor lovlige efter Politiloven § 8, stk. 4.
Vedrørende varigheden bemærkede retten, at politiet må indrømmes et vist råderum til sagsbehandling, herunder identifikation, registrering af sigtelser og koordinering med vagthavende. De aktuelle tidsrum (maks. ca. 4 timer) ansees ikke for at overskride det nødvendige.
Nøgenvisitation og magtanvendelse Klager 4 og Klager 5 hevdet at være blevet nøgenvisiteret. Politikommissærer og betjente bestred dette energisk og påpegede, at der ikke er oprettet nogen notater om visitationer i politiets systemer, hvilket er fast praksis. Et fremlagt, udateret "protestnotat" fra Nødbremsen ansås af landsretten for usubstantielt bevis, der ikke kan tilsidesætte vidneforklaringerne og manglen på officielle registreringer. Retten fandt således ikke bevist, at der var foretaget nøgenvisitation.
Vedrørende fjernelsen fra vejen fastslog retten, at demonstranternes passive modstand ("nød-sitting") komplicerede håndteringen. Anvendelse af førergreb blev anset for nødvendig og i overensstemmelse med kravet om så skånsom fremgangsmåde som mulig.
Menneskerettigheder Indgrebet vurderedes ikke at stride mod forsamlingsfriheden (EMRK artikel 11), da det var foreskrevet ved lov og nødvendigt for at beskytte anden trafikkants rettigheder og sikkerhed. Der konstateredes heller ikke selvstændige krænkelser af forbuddet mod nedværdigende behandling (EMRK artikel 3).
Landsretten stadfæstede Københavns Byrets domme, hvorved Københavns Politi frifindes for alle rejste krav. Frihedsberøvelserne stadfæstes som lovlige og proportional, og der idømmes ingen erstatning. Sagsomkostninger for landsrettrinnet ophæves, så ingen part betaler til den anden.
