LandsrettenØstre Landsret stadfæstede byrettens afvisning af en sag om ejendomsretten til en BMW X5. Appelindstævnte GmbH, en tysk virksomhed der hævder at have ejendomsret til bilen efter køb fra et tysk konkursbo, skulle efter hovedreglen i sagsøges i Tyskland. Hverken den principale påstand om udlevering (vindikation) eller den subsidiære erstatningspåstand kunne begrunde værneting i Danmark.
Sagen udspringer af en kæde af transaktioner omkring en BMW X5 30d xDrive. Den 26. august 2019 udstedte det tyske selskab Virksomhed GmbH en faktura på 35.200 euro til det danske selskab Virksomhed ApS 1 ved salg af bilen. Af fakturaen fremgik, at Virksomhed GmbH tog ejendomsforbehold i bilen, indtil fuld betaling skete.
Den 29. august 2019 videresolgte Virksomhed ApS 1 bilen til Appellant A/S for 323.750 kr. Appellant A/S indgik den 30. august 2019 en leasingaftale med en leasingtager, hvor Appellant A/S fremgik som ejer og Virksomhed ApS 1 som leverandør.
Bilen blev synet hos Virksomhed ApS 2 i Padborg den 2. september 2019, hvor der blev foretaget både registreringssyn og toldsyn. Bilen blev indregistreret i Danmark med Appellant A/S som ejer. Den 4. september 2019 betalte Appellant A/S 228.750 kr. til Virksomhed ApS 1 (købesummen fratrukket 95.000 kr.).
Virksomhed GmbH modtog aldrig betaling fra Virksomhed ApS 1. Den 15. november 2019 udstedte Virksomhed GmbH en kreditnota på 35.200 euro til Virksomhed ApS 1. Den danske forsikring for bilen ophørte den 20. april 2020.
Virksomhed GmbH gik konkurs den 1. april 2021, og Virksomhed ApS 1 gik konkurs den 22. april 2021. Den 19. juli 2021 købte Appelindstævnte GmbH bilen af KFZ-Service und Abschleppdienst, som havde erhvervet den fra Virksomhed GmbH's konkursbo — »Aus Insolvenzmasse Virksomhed GmbH – ohne papirer«.
Person 3, direktør i Appellant A/S, har forklaret, at selskabet har ca. 2.000 aftaler om køb, salg og leasing af biler og indgår 300-400 leasingaftaler årligt. Appellant A/S havde en samarbejdsaftale med Virksomhed ApS 1 om levering af leasingaftaler. Appellant A/S ser aldrig bilerne, men har tillid til nummerpladeoperatørens verifikation.
Person 4 har forklaret, at hans ekskone ejer Appelindstævnte GmbH. Han har i sit arbejdsliv solgt 30.000-40.000 biler. Virksomhed GmbH krævede altid betaling forud for levering til Virksomhed ApS 1. Han var overrasket over, at der blev udstedt en dansk registreringsattest, og antager at en medarbejder er gået med til at indregistrere bilen. Efter synet kom bilen med det samme tilbage til Virksomhed GmbH i Tyskland, hvor den i dag står i en aflukket hal i Flensborg.
Det var ubestridt, at spørgsmålet om værneting skulle afgøres efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EU-domsforordningen).
Hovedreglen følger af artikel 4, stk. 1, hvorefter personer, der har bopæl på en medlemsstats område, som udgangspunkt skal sagsøges ved retterne i denne medlemsstat. For juridiske personer følger det af artikel 63, stk. 1, at disse har bopæl det sted, hvor de har deres vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed. Det var ubestridt, at Appelindstævnte GmbH er hjemmehørende i Tyskland og dermed som udgangspunkt har værneting dér.
Undtagelsen i artikel 7, nr. 2 bestemmer, at en person i sager om erstatning uden for kontrakt kan sagsøges ved retten på »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå«.
Appellant A/S nedlagde principal påstand om, at Appelindstævnte GmbH skulle anerkende Appellant A/S' ejendomsret til bilen og udlevere den — et ejendomsretligt vindikationskrav.
Subsidiært påstod Appellant A/S erstatning på 323.750 kr. med procesrente, idet selskabet ville lide et tab svarende til den betalte købesum, såfremt bilen ikke blev udleveret som følge af Appelindstævnte GmbHs uberettigede tilbageholdelse.
Appellant A/S gjorde gældende, at den skadegørende handling var selve afhentningen og transporten af bilen ud af Danmark — ikke den uberettigede tilbageholdelse i Tyskland. Endvidere anførte Appellant A/S, at Virksomhed GmbH udleverede bilens originale registreringsattest forud for indregistreringen og herved gav fuldmagt til at indregistrere bilen med Appellant A/S som ejer.
Appelindstævnte GmbH gjorde heroverfor gældende, at bilen henstod i Tyskland, da Appellant A/S købte den af Virksomhed ApS 1, og at sagen i sin helhed var knyttet til Tyskland. Den direkte skade var indtrådt i Tyskland, og den påståede skadevoldende handling var foretaget i Tyskland.
Landsretten behandlede først den principale påstand og fastslog, at et vindikationskrav falder uden for begrebet »erstatningsansvar« i forordningens artikel 7, nr. 2. Den principale påstand kunne derfor ikke danne grundlag for sagsanlæg ved de danske domstole.
For så vidt angik den subsidiære erstatningspåstand, anvendte landsretten de principper, der følger af EU-Domstolens faste praksis, herunder sag C-364/93 (Marinari) og sag C-133/11 (Folien Fischer).
Landsretten redegjorde for EU-Domstolens fortolkning af »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«:
Udtrykket »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå« i forordningens artikel 7, nr. 2, [omfatter] både stedet for skadens indtræden, og stedet for den skadevoldende begivenhed, der ligger til grund for denne skade, og at en sagsøgt efter sagsøgerens valg kan sagsøges ved retten på disse steder.
Landsretten bemærkede endvidere, at det følger af Marinari-dommen, at bestemmelsen ikke omfatter det sted, hvor skadelidte hævder at have lidt et formuetab som følge af en skade, der oprindelig er indtrådt i en anden stat. Og af Folien Fischer-dommen, at retten på skadetilføjelsesstedet normalt er bedst egnet — »blandt andet på grund af nærheden i forhold til tvisten og på grund af, at bevisoptagelsen herved lettes«.
Landsretten lagde til grund, at bilen i dag befinder sig i Tyskland. Det blev endvidere lagt til grund, at bilen var i Danmark i forbindelse med told- og indregistreringssynet den 2. september 2019, hvor Appellant A/S blev registreret som ejer.
Men:
Landsretten bemærkede udtrykkeligt, at der ikke herved var taget stilling til, hvem der har ejendomsretten til bilen, eller hvorvidt Appellant A/S har et berettiget erstatningskrav mod Appelindstævnte GmbH.
Efter sagens udfald skulle Appellant A/S betale 35.000 kr. ekskl. moms i sagsomkostninger for landsretten til Appelindstævnte GmbH til dækning af advokatbistand. Ved fastsættelsen blev der taget hensyn til sagens værdi, omfang og forløb, herunder at der var tale om en afgørelse alene vedrørende værnetingsspørgsmålet, samt hovedforhandlingens varighed. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Landsretten stadfæstede byrettens dom.
På baggrund af bevisførelsen for landsretten er det ikke muligt med den fornødne sikkerhed nærmere at fastslå om og i hvilket omfang bilen i øvrigt har været i Danmark, herunder hvornår. Det er heller ikke muligt nærmere at fastslå, hvornår og under hvilke omstændigheder, at bilen blev flyttet tilbage til Tyskland efter synet i Danmark den 2. september 2019.
Landsretten fandt, at der var betydelig usikkerhed om, hvornår og i hvilket omfang bilen havde befundet sig i Danmark, herunder hvorvidt tilbageholdelsen — som Appellant A/S støttede erstatningspåstanden på — var påbegyndt i Danmark.
Konklusionen blev derfor:
Herefter og efter det af byretten i øvrigt anførte, finder landsretten, at det ikke er tilstrækkelig sandsynliggjort, at stedet, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå, er i Danmark.
Betingelserne efter artikel 7, nr. 2 for at anlægge erstatningssagen i Danmark var ikke opfyldt. Landsretten tiltrådte derfor byrettens afvisning af sagen.
