LandsrettenGrønlands Landsret har taget stilling til en straffesag mod en hundeslædekusk, der var tiltalt for at have holdt bidske hunde, som ved tre episoder i foråret 2023 angreb turgængere på hundeslædespor og i bygden By 1 - herunder en far og hans to små døtre samt en kvinde og hendes søn. Landsretten frifandt tiltalte for ét af de tre forhold, men fandt det bevist, at han holdt bidske hunde i de øvrige to forhold, og idømte ham en bøde og et treårigt forbud mod at holde eller omgås husdyr. Sagen var anket af begge parter fra Qeqqa Kredsret.
Sagen angik tre forskellige episoder, hvor tiltaltes hundespand angreb personer, som befandt sig i nærheden af hundeslæderuter i Grønland.
Tiltalte kørte hundeslæde med et spand på ca. 30-50 hunde i tre længder. Han skubbede bag på slæden for at hjælpe hundene op ad en bakke, da han fik øje på Forurettede 1 og hans to døtre (Forurettede 4 og Forurettede 5) ca. 30 meter væk. I samme øjeblik drejede 6-7 af de forreste hunde mod de forurettede og angreb dem. Tiltalte fik med besvær standset hundene ved hjælp af bremsekæden, da slæden ikke havde fodbremse. Forurettede 1 lå ned og holdt om sin yngste datter for at beskytte hende, mens hundene bed dem begge; datteren blev efterfølgende syet med 70 sting. Der forelå fotodokumentation af de forurettedes skader og en politiattest.
Tiltaltes hunde løb mod Forurettede 2 og hendes søn, mens de gik på et spor. Kusken kunne ikke stoppe hundene, selvom han råbte, og både mor og søn blev bidt flere gange, efter deres opfattelse af flere hunde. Tiltalte forklarede, at det var første gang, han oplevede, at hans hunde gik til angreb på mennesker, og at han aldrig tidligere havde set tegn på, at hundene var bidske.
Tiltalte og hans søn kørte hver sit hundespand til By 1. 6-7 af sønnens hunde rev sig løs og omringede Forurettede 3 i en vifteformation, hvor hun følte sig akut truet. Tiltalte forklarede for landsretten, at hundene tilhørte hans søn, hvilket han ikke tidligere havde oplyst under sagen.
Qeqqa Kredsret afsagde dom i sagen den 18. marts 2025 (kredsrettens sagl.nr. KS-QEQ-860/2024).
Under anken for landsretten nedlagde parterne følgende påstande:
Forurettede 1 nedlagde på egne og børnenes vegne erstatningskrav: 6.100 kr. til sig selv, 4.903 kr. på vegne af Forurettede 4 og 1.300 kr. på vegne af Forurettede 5. Tiltalte erkendte erstatningspligten og den størrelsesmæssige opgørelse. Sagen blev behandlet med domsmænd.
Tiltalte og vidnerne afgav i det væsentlige samme forklaringer som i første instans, men med visse supplerende oplysninger.
Tiltalte forklarede, at han havde haft hunde i over 34 år og aldrig tidligere havde oplevet noget lignende. Han beskrev hundene som normalt veltrænede og ikke aggressive, men forklarede, at de havde et udpræget jagtinstinkt, som kunne udløses momentant. Efter episoderne blev alle hans hunde aflivet.
Forurettede 1 forklarede, at der forud for episoden havde floreret rygter i byen om, at tiltaltes hunde angreb folk, og at han havde talt med en turist, som fortalte, at tiltaltes hunde havde forsøgt at bide ham. Tiltaltes reaktion efter angrebet virkede efter hans opfattelse påfaldende afmålt.
Forurettede 2 forklarede, at kusken ikke kunne stoppe hundene, da de først var sat i bevægelse mod hende og sønnen, og at hun aldrig havde oplevet noget lignende.
Forurettede 3 og Vidne 1 forklarede om episoden i By 1, herunder at hundene stod samlet i en vifteformation og var klar til at angribe, og at de grønlandske hunde efter Vidne 1's opfattelse er bidske, hvis de ikke opdrages ordentligt.
Efter en samlet vurdering af bevisførelsen - herunder navnlig de forurettedes troværdige forklaringer, der understøttes af politiattesten, de foreviste fotos og dele af tiltaltes egen forklaring - lagde landsretten til grund, at tiltaltes hunde på tid og sted som anført i tiltalen angreb og til dels bed de forurettede med skader til følge. Landsretten fandt det herefter bevist, at tiltalte holdt bidske hunde. Det kunne ikke ændre herpå, at tiltalte for landsretten uden nærmere dokumentation havde forklaret, at hundene i forhold 3 tilhørte hans søn.
Det blev efter tiltaltes forklaring lagt til grund, at han som erfaren kusk gennem mange år aldrig tidligere havde oplevet, at hans hunde var bidske, eller set indikationer herpå. Landsretten fandt det derfor ikke med den til domfældelse fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte på gerningstidspunktet var eller burde have været bekendt med hundenes bidskhed. Tiltalte blev herefter frifundet i forhold 2.
Landsretten fandt, at det efter episoden i forhold 2, som Forurettede 2 umiddelbart efter hændelsen gjorde tiltalte opmærksom på, og henset til at tiltalte efter vidneforklaringen ikke formåede at stoppe hundene, må have stået tiltalte klart, at han holdt bidske hunde. Da tiltaltes hunde herefter angreb mennesker i forhold 1 og 3, tiltrådte landsretten, at tiltalte var fundet skyldig i disse to forhold.
Henset til karakteren og alvorligheden af overtrædelserne, herunder de betydelige skader de forurettede i forhold 1 havde pådraget sig, fandt landsretten, at tiltalte skulle idømmes en bøde efter Landstingslov nr. 18 af 30. oktober 1998, § 28, stk. 1, jf. § 10, stk. 1 og 2. Under hensyn til den lange sagsbehandlingstid, der i det væsentlige ikke kunne tilskrives tiltaltes forhold, blev bøden fastsat til 3.000 kr.
Da tiltalte var fundet skyldig i to forhold begået inden for en kort periode, fandt landsretten endvidere, at sagen havde en sådan grovhed, at tiltalte skulle idømmes forbud mod enhver form for hold af eller omgang med husdyr i en periode på 3 år fra endelig dom, jf. Landstingslov nr. 18 af 30. oktober 1998, § 28, stk. 3 og stk. 5, jf. § 10, stk. 1 - mindre end de 5 år, anklagemyndigheden havde påstået.
De nedlagte erstatningskrav blev taget til følge fuldt ud: tiltalte skulle betale 6.100 kr. til Forurettede 1, 4.903 kr. til Forurettede 4 ved Forurettede 1 og 1.300 kr. til Forurettede 5 ved Forurettede 1. Kredsrettens afgørelse om svie- og smertegodtgørelse til Forurettede 1 blev stadfæstet.
Statskassen skulle betale sagens omkostninger.
