LandsrettenØstre Landsret stadfæstede byrettens dom om, at en pakistansk statsborgers afledte opholdsret i Danmark ophørte den 13. april 2017 — da hans ægtefælle, der var unionsborger, udrejste. Det centrale spørgsmål var, om »begyndelsen af proceduren til skilsmisse« efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 17, stk. 2, nr. 1 skulle regnes fra parrets separationsanmodning (29. marts 2017) eller fra skilsmisseanmodningen (11. oktober 2017). Landsretten fastslog — i overensstemmelse med Højesterets dom U.2024.4581H og EU-Domstolens praksis — at det afgørende tidspunkt var skilsmisseanmodningen, og at unionsborgeren derfor ikke længere opholdt sig i Danmark, da proceduren begyndte. Appellanten fik dermed ikke medhold og pålagdes 20.000 kr. i sagsomkostninger.
Appellanten, der er pakistansk statsborger, fik med virkning fra den 14. september 2012 opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familiemedlem til sin daværende ægtefælle — en unionsborger — i medfør af dagældende § 8 i opholdsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 474 af 12. maj 2011, nu EU-opholdsbekendtgørelsen § 10).
Sagens tidslinje:
| Dato | Begivenhed |
|---|---|
| 14. september 2012 | Appellanten får opholdstilladelse som familiemedlem til unionsborger |
| 29. marts 2017 | Ægtefællen indgiver anmodning om separation |
| 4. april 2017 | Parret bliver separeret |
| 13. april 2017 | Ægtefællen (unionsborgeren) udrejser af Danmark |
| 11. oktober 2017 | Appellanten indgiver anmodning om skilsmisse |
| 24. oktober 2017 | Parret bliver skilt |
Appellanten har under sagen forklaret, at separationen var en fælles beslutning, og at den var nødvendig af hensyn til pakistansk lovgivning — uden forudgående separation ville de pakistanske myndigheder ikke anerkende skilsmissen. Anerkendelse var afgørende for, at han kunne gifte sig igen, og for at hans børn kunne opnå pakistansk statsborgerskab.
Appellanten oplyste endvidere, at han i forbindelse med separationen drøftede sit opholdsgrundlag med Statsforvaltningen, som vejledte ham om, at han ikke skulle foretage sig yderligere, men blot afvente og søge om permanent ophold ved 5 års uafbrudt ophold.
Udlændingenævnet traf den 17. februar 2021 afgørelse om, at appellantens ret til ophold ophørte den 13. april 2017 som følge af ægtefællens udrejse, idet betingelserne for bevarelse af opholdsret i forbindelse med skilsmisse ikke var opfyldt. Nævnet fandt desuden, at han på daværende tidspunkt — efter ca. 4 år og 7 måneders ophold — ikke opfyldte betingelserne for permanent ophold.
Opholdsbekendtgørelsen implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet) og skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis.
Efter dagældende § 30, stk. 1 (nu § 29, stk. 1) ophører et familiemedlems afledte opholdsret som udgangspunkt, når unionsborgeren udrejser.
Dog kan en tredjelandsstatsborger bevare sin opholdsret efter dagældende § 15, stk. 2, nr. 1 (nu EU-opholdsbekendtgørelsen § 17, stk. 2, nr. 1), som gennemfører opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a:
- ægteskabet ved begyndelsen af proceduren til skilsmisse eller omstødelse har varet i mindst 3 år, heraf mindst 1 år her i landet
Derudover kan en tredjelandsstatsborger opnå permanent opholdsret efter dagældende § 19, stk. 4 (nu EU-opholdsbekendtgørelsen § 18, stk. 3, nr. 2):
- Tredjelandsstatsborgere, der har haft lovligt ophold her i landet som familiemedlemmer til en hovedperson uafbrudt i 5 år.
EU-Domstolen har i flere afgørelser udtalt sig om fortolkningen af opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a. I sag C-218/14 (Singh m.fl., præmis 62 og 66) fastslog Domstolen, at en tredjelandsstatsborgers ægtefælle skal opholde sig i værtsmedlemsstaten indtil den dato, hvor proceduren til skilsmisse påbegyndes, for at tredjelandsstatsborgeren kan bevare sin opholdsret på grundlag af bestemmelsen.
I sag C-930/19 (X mod État belge, præmis 41) bekræftede EU-Domstolen (Store Afdeling) denne retsstilling og præciserede samtidig, at der gælder en anden retsstilling for artikel 13, stk. 2, litra c (særlig vanskelig situation, herunder vold i hjemmet).
Højesteret har i dom af 14. august 2024 (U.2024.4581H) fastslået, at proceduren til skilsmisse efter § 17, stk. 2, nr. 1, skal anses for påbegyndt på det tidspunkt, hvor der blev indgivet ansøgning om skilsmisse — uanset at ægtefællerne havde været separeret forud.
Sagens afgørende spørgsmål var, om appellanten bevarede sin midlertidige ret til ophold i Danmark, efter at hans tidligere ægtefælle udrejste den 13. april 2017.
Besvarelsen afhang navnlig af, om Udlændingenævnet med rette anså parrets skilsmisseprocedure for påbegyndt ved appellantens indgivelse af skilsmisseanmodning den 11. oktober 2017 — eller om skilsmisseproceduren efter en konkret vurdering rettelig skulle anses for påbegyndt allerede ved ægtefællens indgivelse af separationsanmodning den 29. marts 2017.
Hvis skilsmisseproceduren anses for påbegyndt den 29. marts 2017, opholdt unionsborgeren sig fortsat i Danmark på dette tidspunkt, og betingelserne for bevarelse af opholdsret efter § 17, stk. 2, nr. 1, ville være opfyldt (ægteskabet havde varet mere end 3 år, heraf mere end 1 år i Danmark). Hvis skilsmisseproceduren derimod først anses for påbegyndt den 11. oktober 2017, var unionsborgeren allerede udrejst, og opholdsretten var dermed ophørt.
Appellanten gjorde gældende, at Udlændingenævnet havde foretaget en fejlagtig fortolkning af opholdsbekendtgørelsen, og at afgørelsen ikke byggede på en konkret vurdering af sagens omstændigheder.
Tidspunktet for skilsmisseproceduren
Unionsborgerens udrejse
Permanent opholdsret
Appellanten gjorde endvidere gældende, at han havde opnået tidsubegrænset ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 18, stk. 3, nr. 2, idet han havde opholdt sig lovligt i Danmark efter EU-reglerne i uafbrudt 5 år.
Statsforvaltningens vejledning
Appellanten henviste til, at Statsforvaltningen havde vejledt ham om, at han ikke skulle foretage sig noget i anledning af separationen, men blot afvente og søge om permanent ophold ved 5-års uafbrudt ophold. Han var ikke blevet vejledt om, at separationen kunne have betydning for hans opholdsret.
Subsidiært anmodede appellanten om, at sagen blev udsat, og at følgende spørgsmål blev præjudicielt forelagt EU-Domstolen i medfør af TEUF artikel 267:
Appellanten anførte, at EU-Domstolen ikke tidligere havde taget stilling til situationen, hvor ægtefællen udrejser umiddelbart efter en forudgående separation som et naturligt og integreret led i en endelig skilsmisse. Højesterets dom U.2024.4581H tog ikke stilling til de faktiske omstændigheder, der gjorde sig gældende i nærværende sag.
Udlændingenævnet gentog i det væsentlige sine anbringender for byretten og påstod stadfæstelse.
Tidspunktet for skilsmisseproceduren
Betydningen af sag C-930/19 (X mod État belge)
Permanent opholdsret
Appellanten havde ikke haft lovligt ophold i Danmark uafbrudt i 5 år. Siden ægtefællen udrejste den 13. april 2017, havde hun ikke haft en selvstændig opholdsret som hovedperson, og appellanten kunne derfor ikke aflede en opholdsret af hende.
Præjudiciel forelæggelse
Der var — navnlig efter EU-Domstolens dom i sag C-930/19 (Store Afdeling) — ingen tvivl om fortolkningen af artikel 13, stk. 2, litra a. Anmodningen om præjudiciel forelæggelse burde derfor ikke tages til følge.
Landsretten indledte med at fastslå, at opholdsbekendtgørelsen implementerer opholdsdirektivet og derfor skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis.
Landsretten henviste til Højesterets dom af 14. august 2024 (U.2024.4581H), hvor Højesteret fastslog, at proceduren til skilsmisse efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 17, stk. 2, nr. 1 skal anses for påbegyndt på det tidspunkt, hvor der blev indgivet ansøgning om skilsmisse — uanset at ægtefællerne havde været separeret forud. Højesteret henviste navnlig til EU-Domstolens afgørelser i C-218/14 (Singh m.fl., præmis 47 og 64) og C-930/19 (X mod État belge, præmis 22, 31 og 45).
På den baggrund tiltrådte landsretten, at Udlændingenævnet med rette anså skilsmisseproceduren for påbegyndt ved appellantens indgivelse af skilsmisseanmodning den 11. oktober 2017. De konkrete omstændigheder — herunder hensynet til pakistansk lovgivning — kunne ikke føre til et andet resultat.
Landsretten fastslog herefter, at det er en forudsætning for bevarelse af opholdsretten, at unionsborgeren fortsat opholdt sig i Danmark på tidspunktet for indgivelse af skilsmisseanmodningen. Landsretten citerede EU-Domstolens klare udtalelser herom:
En tredjelandsstatsborgers ægtefælle skal opholde sig i værtsmedlemsstaten indtil den dato, hvor proceduren til skilsmisse påbegyndes, for at tredjelandsstatsborgeren kan gøre gældende, at den pågældendes ret til ophold bevares på grundlag af direktivets artikel 13, stk. 2, litra a.
Dette fremgår udtrykkeligt af C-218/14 (Singh m.fl., præmis 62 og 66) og C-930/19 (X mod État belge, præmis 41).
Landsretten bemærkede, at der gælder en anden retsstilling, hvis forholdet i stedet havde været omfattet af artikel 13, stk. 2, litra c (særlig vanskelig situation), men at dette ikke kunne føre til en anden vurdering i den foreliggende sag, jf. C-930/19, præmis 41-43.
Landsretten fandt, at det af appellanten anførte om samtaler med Statsforvaltningen heller ikke kunne føre til en anden vurdering.
Landsretten tiltrådte, at appellanten på tidspunktet for ægtefællens udrejse ikke havde opnået ret til tidsubegrænset ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 18, stk. 3, nr. 2, idet han alene havde opholdt sig i Danmark i ca. 4 år og 7 måneder.
Landsretten fandt — navnlig henset til Højesterets dom U.2024.4581H og de deri citerede domme fra EU-Domstolen — at der ikke var tvivl om forståelsen af de relevante EU-retlige regler. Dette gjaldt både spørgsmålet om, hvorvidt afledt opholdsret fortabes, når unionsborgeren udrejser som led i en skilsmisse, og spørgsmålet om forståelsen af »begyndelsen af proceduren til skilsmisse«.
Det var derfor ikke nødvendigt at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen.
Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorved Udlændingenævnet var frifundet.
Efter sagens udfald anså landsretten appellanten som den tabende part, jf. retsplejelovens § 312, stk. 6.
Landsretten fandt, at sagen ikke rejste EU-retlige spørgsmål af en sådan kompleksitet eller principiel karakter, at der forelå særlige grunde til at fravige hovedreglen om, at den tabende part skal betale sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3. Der var derfor ikke grundlag for at ændre byrettens bestemmelse om sagsomkostninger.
Ved fastsættelsen af beløbet lagde landsretten vægt på navnlig sagens karakter, forløb og omfang.
Appellanten blev pålagt at betale 20.000 kr. i sagsomkostninger for landsretten til Udlændingenævnet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal Appellant, tidligere Sagsøger inden 14 dage betale 20.000 kr. til Udlændingenævnet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
