LandsrettenØstre Landsret stadfæstede byrettens frifindelse af en bygherres dødsbo for et erstatningskrav på 245.535,70 kr. Fem købere af ejendomme ved Vej 1 gjorde gældende, at de leverede vinduer ikke var støjreducerende som angivet i en materialebeskrivelse fra 2005, og at lokalplanens støjgrænser var overskredet. Landsretten fandt, at materialebeskrivelsen ikke udgjorde en del af købsaftalerne, at sælger ikke havde afgivet nogen garanti, og at køberne ikke havde ført tilstrækkeligt bevis for, at støjgrænsen på 55 dB(A) var overskredet.
Sagen angik fem købere — Appellant 1, Appellant 2, Appellant 3, Appellant 4 og Appellant 5 — der hver især havde købt en ejendom af Appelindstævnte, som var bygherre for et boligprojekt ved Vej 1. Appelindstævnte var afgået ved døden, og sagen blev ført mod dennes dødsbo.
I forbindelse med ejendomsprojektet havde Virksomhed A/S den 30. marts 2005 udarbejdet en "Summarisk beskrivelse af boliger". Om vinduerne fremgik heraf:
Topstyrede i vacuumimprægneret træ, isat 2-lags termoruder (type Clima Plus) samt lydreducerende. Leveres hvidmalede fra fabrik med isat ventilationsspalte. I skravægge monteres Velux ovenlysvindue som vist på plantegning.
Det var imidlertid ubestridt, at denne summariske beskrivelse ikke var henvist til i de enkelte købsaftaler mellem appellanterne og Appelindstævnte. Appellanterne gjorde gældende, at de faktisk monterede vinduer i boligerne ikke var støjreducerende, hvilket udgjorde en mangel ved ejendommene.
Af § 10, pkt. 10.1, i Lokalplan nr. […] fremgik, at det for de primære opholdsarealer skulle sikres, at støjniveauet fra vejtrafik ikke oversteg 55 dB(A). Oversteg støjniveauet denne grænse, skulle der anlægges en støjmur eller støjvold langs Vej 2. Det var ubestridt, at der faktisk var opført en støjvold langs Vej 2.
Efter skønsmandens besvarelse af spørgsmål IB lagde landsretten til grund, at spørgsmålet om en eventuel overskridelse af det maksimale støjniveau kun var relevant for ejendommenes førstesal ud mod Vej 2.
Vidnet, hvis mor tidligere ejede ejendommen Vej 1 9, forklarede for landsretten:
Retten i Hillerød afsagde dom i 1. instans den 19. februar 2024 (sag BS-39214/2020-HIL) og frifandt boet efter Appelindstævnte. Appellanterne ankede dommen til Østre Landsret, hvor sagen blev behandlet som BS-11273/2024-OLR for 12. afdeling.
Appellanterne nedlagde påstand om, at boet efter Appelindstævnte skulle betale 245.535,70 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.
Boet efter Appelindstævnte påstod dommen stadfæstet (frifindelse).
Sagen rejste to centrale retlige spørgsmål:
Det første spørgsmål var, om den summariske materialebeskrivelse fra 2005 kunne anses for en del af de enkelte købsaftaler. Hvis beskrivelsen ikke var en del af aftalegrundlaget, kunne appellanterne ikke støtte et mangelskrav på dens indhold om "lydreducerende" vinduer.
Det andet spørgsmål var, om Appelindstævnte på andet grundlag — f.eks. ved mundtlige udsagn eller anden markedsføring — havde afgivet en garanti eller et tilsvarende løfte over for de enkelte købere om, at boligerne var monteret med støjreducerende vinduer.
Endelig skulle det vurderes, om lokalplanens støjgrænse på 55 dB(A) var overskredet, hvilket i givet fald kunne udgøre en mangel ved ejendommene. Bevisbyrden for en sådan overskridelse påhvilede appellanterne som købere.
Landsretten begrundede stadfæstelsen med tre selvstændige forhold:
Det lægges efter bevisførelsen til grund, at den summariske beskrivelse af boligerne af 30. marts 2005 ikke har udgjort en del af de enkelte appellanters købsaftale med Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte, og appellanterne kan derfor ikke på baggrund af indholdet af den pågældende materialebeskrivelse støtte krav mod boet efter Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte.
Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte over for appellanterne på andet grundlag har afgivet en garanti eller et tilsvarende løfte om, at de enkelte boliger var monteret med støjreducerende vinduer.
Der er i sagen ikke foretaget lydmålinger med henblik på at fastslå, om det maksimale støjniveau er overskredet, hvorved bemærkes, at hastigheden på Vej 2 er blevet nedsat med 10 km/t, siden Virksomhed afgav sin supplerende redegørelse af 1. juli 2006 om trafikstøj, og det findes ikke, som sagen foreligger oplyst, muligt på andet grundlag med fornøden sikkerhed at fastslå, om støjniveauet er overskredet.
Landsretten fandt på denne baggrund, at appellanterne ikke havde godtgjort, at der forelå en mangel ved de ejendomme, de havde købt af Appelindstævnte.
Landsretten stadfæstede byrettens dom med den anførte begrundelse.
Efter sagens udfald blev appellanterne pålagt solidarisk at betale sagsomkostninger for landsretten til boet efter Appelindstævnte med 31.250 kr. Beløbet omfatter boets udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen lagde landsretten ud over sagens værdi vægt på sagens omfang og forløb.
Beløbet skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.
