LandsrettenVestre Landsret tog stilling til, om en kommune havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med sin indstilling til børne- og ungeudvalget om tvangsmæssig anbringelse af forældrenes barn, og om forældrene derfor havde krav på tortgodtgørelse efter . Forældrene gjorde gældende, at kommunen bevidst havde anvendt fejlagtige oplysninger i sagsakterne og ignoreret dokumentation, der modbeviste de fejlagtige påstande. Landsretten stadfæstede byrettens frifindelse af kommunen og pålagde statskassen at betale 28.000 kr. i sagsomkostninger.
Appellanterne Appellant 1 og Appellant 2 (forældrene) nedlagde påstand om, at Appelindstævnte Kommune skulle betale 100.000 kr. i tortgodtgørelse til dem med procesrente fra sagens anlæg, subsidiært et mindre beløb fastsat af landsretten.
Kommunen påstod stadfæstelse af byrettens frifindende dom, subsidiært betaling af et mindre beløb end påstået.
Forældrene havde fri proces under ankesagen. Under byretssagen havde de været repræsenteret ved beskikket advokat Gert Dyrn (ved advokat Jeanette Gjørret), mens kommunen var repræsenteret ved advokat Claus Pedersen.
Sagen udsprang af kommunens børnefaglige undersøgelse vedrørende parrets barn, Person 1. Kommunen indstillede til børne- og ungeudvalget, at Person 1 skulle tvangsmæssigt anbringes uden for hjemmet.
Den 20. december 2021 afholdt kommunen et møde med Appellant 1 om den børnefaglige undersøgelse, der var udsendt til forældrene forud for mødet. Appellant 2 deltog ikke. Under mødet læste sagsbehandlerne den faglige vurdering højt og gennemgik den med Appellant 1.
Kommunens indstilling til børne- og ungeudvalget byggede navnlig på de nyeste oplysninger i sagen, herunder fra et støtteforløb.
Appellant 1 gjorde gældende, at der i de kommunale akter optrådte en række faktuelle fejl, som han havde forsøgt at få berigtiget – efter eget udsagn over 40 gange – uden at kommunen reagerede.
Vidne 3 – en bekendt af familien hvis søn var tæt ven med Person 1 – forklarede, at han i sommeren 2021 blev kontaktet af en kommunal sagsbehandler. Han oplevede, at kommunen "skruede op" for det, han havde sagt:
Der var »skruet op« for det, som han havde sagt. Han var bl.a. blevet spurgt om, hvorvidt han havde oplevet noget, der tydede på, at Appellant 1 havde et alkoholproblem. Han svarede hertil, at han en søndag, da han afleverede sin søn til legeaftale hjemme hos Person 1, havde set, at der stod nogle tomme ølflasker på et bord i hjemmet. Dette skulle han aldrig have sagt, da det kunne misforstås.
Vidnet understregede, at han aldrig havde været bekymret for, om Appellant 1 havde et alkoholproblem, og at han ikke kunne forstå, hvorfor sagen skulle "så langt ud".
Vidne 4 (tidligere Person 4) var partsrepræsentant for Appellant 1 i perioden 2021-2022. Han gennemgik sagsakterne med Appellant 1 og konstaterede, at flere oplysninger var forkerte. Han skrev den 23. februar 2022 til kommunen og anmodede om berigtigelse. Kommunen afviste imidlertid at berigtige under henvisning til, at der var tale om faglige vurderinger. Vidnet og Appellant 1 gik derfor selv i gang med at modbevise oplysningerne – et arbejde Vidne 4 beskrev som "et kæmpe arbejde".
Socialrådgiver Vidne 5 fra kommunen forklarede, at kommunen som udgangspunkt lægger lægefagligt materiale til grund uden selv at foretage rettelser i det. Kommunens praksis er i stedet at vedlægge forældrenes indsigelser som bilag til børne- og ungeudvalget – hvilket også skete i denne sag.
Kommunen vurderede ikke, at indsigelserne gav anledning til at udsætte mødet i børne- og ungeudvalget. Indstillingen byggede navnlig på de nyeste oplysninger i sagen, herunder fra støtteforløbet.
| Dato | Begivenhed |
|---|---|
| Sommeren 2021 | Kommunen kontakter Vidne 3 om anbringelsessagen |
| 20. december 2021 | Møde mellem kommunen og Appellant 1 om den børnefaglige undersøgelse |
| Ca. 3 dage før udvalgsmøde | Appellant 1 afleverer dokumentation fra Forsvaret til kommunen |
| 23. februar 2022 | Vidne 4 sender brev til kommunen med anmodning om berigtigelse |
| 2021-2022 | Vidne 4 virker som partsrepræsentant for Appellant 1 |
Kravet om tortgodtgørelse var baseret på erstatningsansvarsloven § 26, stk. 1:
Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort.
For at kommunen kunne pålægges at betale tortgodtgørelse, skulle forældrene således godtgøre, at kommunen havde handlet culpøst (ansvarspådragende), og at der forelå en retsstridig krænkelse af deres frihed, fred, ære eller person.
Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse og fandt ikke grundlag for at fastslå, at kommunens sagsbehandling havde været ansvarspådragende:
Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at der ikke er grundlag for at fastslå, at Appelindstævnte Kommunes sagsbehandling i forbindelse med indstillingen til børne- og ungeudvalget om tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet af Person 1 har været ansvarspådragende. Det, der er anført for landsretten, kan ikke føre til en anden vurdering.
Landsretten lagde afgørende vægt på:
Da appellanterne havde fri proces, bestemte landsretten, at statskassen skulle betale 28.000 kr. til kommunen til dækning af udgifter til advokatbistand. Beløbet blev fastsat under hensyntagen til sagens værdi, omfang og forløb samt det forhold, at kommunen er momsregistreret. Beløbet forrentes efter renteloven § 8 a:
Sagsomkostninger tilkendt ved dom eller anden retsafgørelse i en borgerlig sag forrentes fra fuldbyrdelsesfristens udløb med rente som fastsat efter § 5, stk. 1 og 2.
