LandsrettenLandsretten stadfæstede den 12. december 2024 Byrettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling af T i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3 — bestemmelsen om kollusionsfængsling, hvorefter en sigtet kan fængsles, når der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen. De underliggende afgørelser er ikke offentliggjort i Domsdatabasen, da Højesterets kendelse i det efterfølgende kæremål kan læses selvstændigt. Højesteret fandt efterfølgende, at fortsat varetægtsfængsling var uberettiget, efter at efterforskningen var afsluttet.
T blev af Byretten varetægtsfængslet under henvisning til retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3 om risiko for, at den sigtede på fri fod ville vanskeliggøre forfølgningen i sagen — navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre. Sagen angik alvorlige strafbare forhold.
T kærede Byrettens kendelse til Landsretten med påstand om løsladelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.
Landsretten behandlede kæremålet og afsagde kendelse den 12. december 2024. Landsrettens kendelse blev efterfølgende indbragt for Højesteret, der afsagde kendelse i kæremålet (SS-25/2025-HJR).
Bestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3 fastsætter, at en sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om en lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og
der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre.
Bestemmelsen kræver således både en begrundet mistanke om et strafbart forhold af en vis grovhed og en konkret, individuel vurdering af risikoen for, at den sigtede vil modarbejde sagens oplysning. Det er ikke tilstrækkeligt, at en sådan risiko er teoretisk mulig — der skal foreligge bestemte, konkrete grunde.
Ved vurderingen af, om fortsat varetægtsfængsling er proportional, skal retten tillige iagttage retsplejelovens § 762, stk. 3, hvorefter fængsling ikke kan anvendes, hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til forstyrrelsen af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes.
Landsretten stadfæstede Byrettens kendelse og fandt, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3 fortsat var opfyldt.
Landsretten lagde vægt på, at der forelå en begrundet mistanke om alvorlig kriminalitet, og at der efter sagens omstændigheder var bestemte grunde til at antage, at T på fri fod ville kunne vanskeliggøre forfølgningen — herunder ved påvirkning af medsigtede eller vidner eller ved at advare endnu uidentificerede medgerningsmænd.
Der var dog dissens i Landsretten. En dommer fandt, at fortsat fængsling frem til hovedforhandlingen ville stride mod proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 762, stk. 3, idet efterforskningen var afsluttet, og bevisindsamlingen i det væsentlige var tilendebragt.
Flertallet fandt imidlertid, at kollusionsrisikoen fortsat bestod, og at proportionalitetshensyn ikke var til hinder for fortsat varetægtsfængsling. Byrettens kendelse blev derfor stadfæstet.
Thi bestemmes: Byrettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling af T i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3 stadfæstes.
Landsrettens kendelse blev kæret til Højesteret, der den 9. oktober 2025 afsagde kendelse i sagen (SS-25/2025-HJR). Højesteret fandt — i modsætning til Landsretten — at der på tidspunktet for Landsrettens kendelse den 12. december 2024 ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at T ved løsladelse ville kunne vanskeliggøre forfølgningen i sagen. Højesteret lagde afgørende vægt på, at sagen var færdigefterforsket, at T allerede havde afgivet detaljeret forklaring, at medsigtedes forklaringer var overensstemmende, og at det væsentlige bevismateriale var sikret. Højesteret ændrede derfor Landsrettens kendelse og fastslog, at T burde have været løsladt den 12. december 2024.
