LandsrettenSagen angår anklagemyndighedens påstand om frakendelse af dansk indfødsret fra Tiltalte (født 1995), der undlod at underrette Udlændinge- og Integrationsministeriet om et voldsforhold begået marts 2017, mens hans ansøgning om statsborgerskab var under behandling og inden lovforslagets vedtagelse i juni 2017. Vestre Landsret stadfæstede med et flertal på 5 mod 1 byrettens dom og afviste frakendelse — flertallet fandt ganske vist forsæt bevist, men en samlet proportionalitetsvurdering talte imod frakendelse.
Tiltalte kom til Danmark som 8-årig og indgav den 28. september 2015 ansøgning om dansk statsborgerskab. Ved lov nr. 657 af 8. juni 2017 blev han meddelt indfødsret med virkning fra den 15. juni 2017.
Den 31. marts 2017 — altså efter ansøgningens indgivelse, men inden lovforslagets vedtagelse — begik Tiltalte vold i overtrædelse af Straffeloven § 244, stk. 1. Den 16. maj 2017 blev han sigtet for forholdet, og ved dom af 2. januar 2018 idømtes han psykiatrisk behandling. Tiltalte var i perioden nydiagnosticeret med skizofreni — af afhøringsrapporten fremgår, at han på sigtelsesdatoen selv oplyste at have været i behandling herfor i et halvt år.
Med henvisning til dommen af 2. januar 2018 anmodede Udlændinge- og Integrationsministeriet den 19. december 2019 politiet om efterforskning med henblik på at undersøge, om Tiltalte forsætligt havde fortiet relevante oplysninger. Anmodningen om frakendelse nåede byretten i august 2023.
Det er ubestridt, at Tiltalte i september 2015, da ansøgningen blev indgivet, ikke aflagde urigtige eller vildledende oplysninger. Det er ligeledes ubestridt, at voldsforholdet har været bestemmende for erhvervelsen af indfødsretten, jf. Indfødsretsloven § 8 A, stk. 1.
Ansøgningsskemaet indeholdt et eksplicit krav om, at ansøger oplyste om kriminelle forhold — herunder begåede forhold, som der endnu ikke var rejst sigtelse for. Tiltalte underskrev endvidere en tro-og-love-erklæring om overholdelse af dansk lovgivning og gav samtykke til, at der ville blive indhentet oplysninger om strafbare forhold.
For landsretten forklarede Tiltalte supplerende:
Vidnet fra ministeriet forklarede, at hvis ministeriet i tide havde fået kendskab til sigtelsen, ville det have stillet et ændringsforslag inden 3. behandling af lovforslaget og dermed udelukket Tiltalte fra statsborgerskab. Tiltalte blev sigtet i perioden mellem 1. og 2. behandling af lovforslaget. Det nuværende system indeholder systematiske tjek for kriminalitet i netop denne periode.
Vidnet bekræftede endvidere, at udgangspunktet i en sag som denne — uden identitetssvig — vil være, at Tiltalte efter Udlændingeloven § 18 a vil kunne generhverve sit hidtidige opholdsgrundlag, såfremt indfødsretten frakendes.
Sagens centrale tvistemål var, om Tiltalte i perioden fra den 31. marts 2017 (senest fra sigtelsen 16. maj 2017) og frem til juni 2017 forsætligt havde fortiet det strafbare forhold i henhold til Indfødsretsloven § 8 A, stk. 1. Dommerne var uenige:
Mindretallet fandt, at det alene kunne tilregnes Tiltalte som uagtsomt, at han ikke gav ministeriet besked om voldsforholdet. Begrundelsen var:
Flertallet fandt forsæt bevist under henvisning til:
Efter lovbemærkningerne til lov nr. 193 af 5. april 2002 (hvor § 8 A blev indført) kræver forsætskravet alene, at Tiltalte vidste eller i øvrigt havde forsæt med hensyn til, at oplysningen ville have betydning for sagen — ikke at han vidste, at oplysningerne ville være bestemmende for sagens udfald. Forsæt er herefter bevist.
Selvom flertallet fandt forsæt bevist, indebærer dette ikke automatisk frakendelse. Domstolene skal foretage en konkret og individuel proportionalitetsvurdering, jf. forarbejderne til lov nr. 453 af 20. april 2022 samt EU-Domstolens dom af 12. marts 2019 i sag C-221/17 (Tjebbes) om proportionalitetsprincippet ved tab af unionsborgerskab. Der skal tillige lægges vægt på Menneskerettighedskonventionen artikel 8 om retten til respekt for privatliv.
Flertallet foretog følgende afvejning:
| Faktor | Indhold |
|---|---|
| Adfærdens grovhed | Kortvarig undladelse i perioden marts–juni 2017; voldsforholdet forte til psykiatrisk behandling |
| Serbisk statsborgerskab | Bevaret — Tiltalte vil ikke blive statsløs |
| Tab af unionsborgerskab | Indgår som skærpende moment ved frakendelse |
| Tilknytning til Danmark | I Danmark siden 8-årsalderen; forældre her; kun begrænset tilknytning til Serbien |
| Aktuel tilstand | Stabil, modtager medicin, fast tilknytning til arbejdsmarkedet bortset fra sygdomsperioden |
| Tid siden statsborgerskab | Over 8 år; efterforskning begyndt december 2019; frakendelsessag nåede byretten august 2023 |
| Fremtidig konsekvens |
| Kan ikke på ny erhverve dansk statsborgerskab; mister unionsborgerskab |
Efter en samlet vurdering fandt flertallet, at det er uforholdsmæssigt at frakendes Tiltalte indfødsretten, og stemte for stadfæstelse. Begge votera — mindretallet grundet manglende forsæt og flertallet grundet proportionalitet — stemte således for at stadfæste byrettens dom.
Thi kendes for ret: Byrettens dom stadfæstes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Landsretten lagde i overensstemmelse med oplysningerne fra Højesterets dom i Ufr 2023.1896 til grund, at det ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at Indfødsretsloven § 8 A er tillagt tilbagevirkende kraft.
