Ophævelse af Revisornævnets bøder – passsiv medinvestering med erklæringskundens ledelse udgør ikke forretningsmæssig forbindelse i uafhængighedsreglernes forstand

Revisornævnets kendelser og de konkrete medinvesteringsforhold

Sagen vedrører to sambehandlede sager anlagt ved Retten i Nykøbing Falster og henvist til Østre Landsret efter retsplejelovens § 226, stk. 1 som principielle.

Sag BS-13344/2023-OLR (Sagsøger 1, registreret revisor):

Sagsøger 1 havde i perioden 2018–2021 afgivet revisions- og erklæringsopgaver for fem selskaber (Virksomhed ApS 1, Virksomhed ApS 2, Virksomhed A/S 2, Virksomhed A/S 4 og Virksomhed ApS 3). Han ejede på erklæringstidspunkterne 1/13 (7,6 %) af aktiekapitalen i Virksomhed A/S 3 – et inaktivt selskab stiftet i 2003 med henblik på hotelkøb, der siden 2004 ikke havde haft erhvervsmæssig drift. Ejere og ledelsesmedlemmer i de fem reviderede selskaber ejede ligeledes andele i Virksomhed A/S 3.

Revisornævnet idømte ved kendelse af 5. august 2022 (sag nr. 104/2021) Sagsøger 1 en bøde på 300.000 kr. for overtrædelse af 10 erklæringer vedrørende fem selskaber.

Sag BS-40991/2023-OLR (Sagsøger 2, statsautoriseret revisor):

Sagsøger 2 havde i 2018 og 2019 afgivet erklæringer om udvidet gennemgang for Virksomhed ApS 4, hvis direktør og eneejer (Person 5) tillige var medinvestor i vindmølleprojektet Virksomhed K/S 1 og det tilknyttede komplementarselskab Virksomhed ApS 5. Sagsøger 2 ejede 5 % og Person 5 ejede 10 % af disse selskaber. Sagsøger 2 oplyste, at han ikke da han investerede i 2009 var bekendt med, at Person 5 var medinvestor – dette erfarede han først i 2018, hvorefter han fratrådte som revisor.

Revisornævnet idømte ved kendelse af 2. december 2022 (sag nr. 103/2021) Sagsøger 2 en bøde på 150.000 kr. med skærpelse som følge af tidligere bøde (sag 066/2015).

Begge revisorer bestred ikke de faktiske ejerforhold, men protesterede mod den retlige kvalifikation.

Revisornævnets praksis og begrundelse – medejerskab som forretningsmæssig forbindelse

Revisornævnet lagde til grund i begge kendelser, at det samtidige ejerskab i tredjemands-selskaber – henholdsvis Virksomhed A/S 3 og Virksomhed K/S 1/Virksomhed ApS 5 – udgjorde:

• Et professionelt og forretningsmæssigt samarbejde mellem revisorerne og ejere/ledelsesmedlemmer i de reviderede virksomheder
• En forretningsmæssig forbindelse med de reviderede virksomheder, som ikke var inden for parternes normale virksomhed
• En forbindelse, der hos en velinformeret tredjemand kan vække tvivl om revisors uafhængighed

Nævnet henviste til sin etablerede praksis fra kendelserne 3/2020, 4/2020 og 5/2020, hvori det er fastslået, at "normal virksomhed for en revisor – i lovens og uafhængighedsbekendtgørelsens forstand – er som offentlighedens tillidsrepræsentant at foretage revision og afgive erklæringer i henhold til revisorlovens § 1, stk. 2." Det indebærer efter nævnets opfattelse, at kapitalbesiddelser ikke er omfattet af revisors normale virksomhed og dermed altid udgør en trussel.

Nævnet fandt, at der ikke kunne indsættes sikkerhedsforanstaltninger til at reducere truslen til et acceptabelt niveau, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Retsgrundlaget – revisorloven og uafhængighedsbekendtgørelsen

Landsretten gennemgik retsgrundlaget indgående:

Revisorloven § 24, stk. 1 og 2

En revisor skal ved opgaver efter revisorlovens § 1, stk. 2 være uafhængig af den virksomhed, som opgaven vedrører. En revisor er ikke uafhængig, hvis der foreligger et direkte eller indirekte økonomisk, forretnings- eller ansættelsesmæssigt forhold "mellem revisor og den virksomhed, en opgave vedrører", som for en velinformeret tredjemand kan vække tvivl om uafhængighed.

Uafhængighedsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 5

Trusler mod uafhængighed foreligger altid, når revisor "i øvrigt har en forretningsmæssig forbindelse med den virksomhed, opgaven vedrører, som indebærer en fælles kommerciel eller økonomisk interesse, medmindre den forretningsmæssige forbindelse udøves inden for begge partners normale virksomhed og på almindelige forretningsmæssige vilkår og ikke har et så betydeligt omfang, at den udgør en trussel mod uafhængigheden."

Bestemmelsen er en videreførelse af § 11, stk. 2, nr. 5, i revisorloven af 2003 og bekendtgørelse nr. 663 af 2008, § 2, stk. 1, nr. 4.

EU-baggrunden

Revisorloven gennemfører artikel 22 i direktiv 2006/43/EF (8. selskabsdirektiv), som ændret ved direktiv 2014/56/EU. Direktivteksten omtaler kun forretningsmæssige forbindelser "mellem revisor, revisionsfirma eller netværk og den virksomhed, der revideres".

Kommissionens henstilling 2002/590/EF omtaler desuden eksempler på forretningsforbindelser, herunder "en finansiel interesse i et joint venture sammen med revisionsklienten eller en ejer, direktør eller andre personer med en højere ledelsesfunktion hos klienten". Henstillingen er imidlertid ikke retligt bindende, jf. TEUF artikel 288.

Sagsøgernes og biintervenientens anbringender

Sagsøger 1 anførte navnlig:

• Hans 7,6 %-ejerandel i Virksomhed A/S 3 var ubetydelig og passiv
• Selskabet havde ingen erhvervsmæssig drift i 17 år, ingen møder afholdes
• Han ejede ikke bestemmende indflydelse, hverken alene eller i forening
• Sagen bør bedømmes efter vejledningen fra 2009, der stiller krav om væsentlighed
• 2022-vejledningen tillader op til 10 %-ejerskab i datterselskab til erklæringskunden

Sagsøger 2 anførte navnlig:

• Bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 5 angår alene forbindelsen mellem revisor og erklæringskunden selv, ikke med en person tilknyttet kunden
• EU-henstillingen kan ikke udvide bekendtgørelsens ordlyd, som er snævrere end henstillingen
• Revisornævnet har undladt at udøve det pligtmæssige skøn med "velinformeret tredjemand" som målestok – skønnet er sat under regel
• Kendelsen mangler lovhjemmel og opfylder ikke begrundelseskravene i forvaltningslovens § 24
• Han var ikke bekendt med Person 5's medinvestering ved erklæringstidspunkterne og mangler dermed tilregnelse

FSR – danske revisorer (biintervenient) støttede Sagsøger 2 og fremhævede:

• Begrebet "normal virksomhed" i EU-henstillingens forstand skal forstås som transaktioner indgået på armslængdevilkår, ikke som den snævre fortolkning Revisornævnet anvender
• En passiv investering i unoterede selskaber udgør ikke en trussel mod uafhængighed efter de kriterier, EU-henstillingen opstiller
• Nævnets praksis er uforudsigelig og savner støtte i vejledningen fra 2009

Revisornævnet fastholdt sin praksis og anførte:

• Revisors uafhængighed er fundamental for tilliden til revisionserhvervet
• EU-henstillingen definerer "klient" som selve virksomheden dens ledelse, og det har kontinuerligt været gældende dansk ret

Landsrettens ophævelse af kendelserne – udtømmende fortolkning af uafhængighedsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 5

Østre Landsret tager begge sagsøgeres principale påstande om ophævelse til følge.

Afgrænsning til forbindelsen med den reviderede virksomhed

Landsretten fastslår indledningsvis, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 på erklæringstidspunkterne ikke havde en direkte forretningsmæssig forbindelse med de reviderede virksomheder, som indebar en fælles kommerciel eller økonomisk interesse, jf. uafhængighedsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 5.

Spørgsmålet er herefter, om det indirekte medejerskab af tredjemands-selskaber i fællesskab med ejere/ledelsesmedlemmer i de reviderede selskaber udgør en sådan forretningsmæssig forbindelse:

Landsretten finder, at der hverken i ordlyden af bestemmelserne i revisorlovens § 24, stk. 1 og 2, og uafhængighedsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 5, forarbejderne til revisorloven eller det bagvedliggende direktiv er støtte for en fortolkning, hvorefter revisors medejerskab af selskaber, som den reviderede virksomheds ejere eller ledelsesmedlemmer også er medejere af, og som ikke indebærer en fælles kommerciel eller økonomisk interesse med den reviderede virksomhed, udgør en forretningsmæssig forbindelse som omhandlet i bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 5.

Begrundelse:

• Ordlyd: Bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 5 – ligesom revisorlovens § 24, stk. 1 og 2 – vedrører efter sin ordlyd alene revisors forbindelser med "den virksomhed, opgaven vedrører". I modsætning hertil omtaler § 2, stk. 1, nr. 1, 3, 4 og 6 udtrykkeligt forbindelser med andre end den reviderede virksomhed (ansatte, tilknyttede virksomheder, nærtbeslægtede).
• Direktivet: Artikel 22 i direktiv 2006/43/EF og dets ændring ved direktiv 2014/56/EU omtaler kun forretningsmæssige forbindelser med den reviderede virksomhed – ikke med dens ledelse eller ejere.
• Forarbejderne: Lovbemærkningerne til revisorslovene 2003 og 2008 samt 2016-ændringsloven omtaler alene forbindelser .