LandsrettenCA Software ApS (CA DK) var gennem årtier distributør af det amerikanske CA-koncernens softwareprodukter i Danmark. Ved en global omstrukturering i 2010 blev CA DK ændret fra distributør til kommissionær for et nystiftet schweizisk søsterselskab, CA Europe Sárl (EPC), hvilket SKAT anså for en skattepligtig overdragelse af immaterielle aktiver til en værdi af 622,6 mio. kr. Østre Landsret fandt, at Skatteministeriet ikke havde bevist, at CA DK overhovedet ejede immaterielle aktiver, der kunne overdrages, og nedsatte forhøjelsen for indkomståret 2010 til 0 kr. samt frifandt selskabet for ministeriets alternative krav om forhøjet løbende honorering for indkomstårene 2010-2019.
CA Software ApS (tidligere Computer Associates Scandinavia A/S) blev stiftet i 1984 og fungerede frem til 1. oktober 2010 som eneste distributør af CA Technologies-koncernens softwareprodukter på det danske marked.
Samarbejdet var reguleret af en distributøraftale med det amerikanske koncernselskab Premier Management Insurance Inc. (PMI), hvorefter CA DK for egen regning og risiko solgte koncernens produkter mod en månedlig royalty til PMI på 30 % af det fakturerede salg. Aftalen kunne opsiges af PMI med 30 dages varsel, hvorefter CA DK skulle levere kundelister tilbage til PMI og var underlagt en 1-årig konkurrenceklausul.
Som led i en global omstrukturering af CA-koncernens europæiske salgsorganisation blev det nystiftede schweiziske selskab CA Europe Sárl (EPC) fra 1. oktober 2010 distributør for hele EMEA-regionen, herunder Danmark. CA DK accepterede den 30. marts 2010 ("ændringsaftalen"), at selskabet fra 1. oktober 2010 skulle virke som kommissionær for EPC.
Efter kommissionæraftalen handlede CA DK fortsat i eget navn, men nu for EPC's regning og risiko. CA DK's aflønning bestod af 90 % dækning af selskabets omkostninger med tillæg af 2 % af nettofaktureringen, mens markedsføringsomkostninger blev refunderet særskilt med et tillæg på 6 %. Kundekontrakter indgået før omstruktureringen fortsatte imidlertid uændret for CA DK's egen regning og risiko, indtil de udløb.
Ved afgørelse af 11. januar 2017 forhøjede SKAT CA DK's skattepligtige indkomst for 2010 med 622,6 mio. kr. SKAT lagde til grund, at CA DK ved omstruktureringen vederlagsfrit havde overdraget immaterielle aktiver i form af knowhow og kunderelationer til EPC, og at CA DK's transfer pricing-dokumentation hverken omtalte eller værdiansatte denne transaktion, hvilket berettigede til en skønsmæssig ansættelse efter dagældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3.
SKATs værdiansættelse byggede på en DCF-model med et evigtvarende ("terminalt") cash flow baseret på selskabets driftsresultat i 2009/2010, en vækst på 2 % og en tilbagediskonteringsfaktor (WACC) på 10 %.
CA DK indbragte afgørelsen for Landsskatteretten, som ved afgørelse af 2. juli 2020 stadfæstede, at der var sket en overdragelse af kunderelationer og kontraktrettigheder, jf. ligningslovens § 2 og afskrivningslovens § 40, stk. 6. Landsskatterettens flertal fandt imidlertid, at der ikke kunne indregnes en evigtvarende terminalværdi, og lagde i stedet en afgrænset levetid på 10 år til grund. Et mindretal fandt, at sagen burde hjemvises til fornyet beregning, idet der efter mindretallets opfattelse også var overdraget goodwill.
| Instans | Værdiansættelse | Metode |
|---|---|---|
| SKAT (11. januar 2017) | 622,6 mio. kr. | DCF-model med evigtvarende terminalværdi, WACC 10 %, vækst 2 % |
| Landsskatteretten (2. juli 2020) | 256,088 mio. kr. | Samme model, men afgrænset levetid på 10 år i stedet for terminalværdi |
Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens afgørelse for domstolene og nedlagde principalt påstand om, at forhøjelsen for 2010 skulle forøges med yderligere 366.512.000 kr., så den samlede forhøjelse igen udgjorde 622,6 mio. kr., subsidiært hjemvisning til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.
For det tilfælde, at landsretten fandt, at der slet ikke (eller kun delvist) var overdraget immaterielle aktiver, nedlagde Skatteministeriet alternative påstande om, at CA DK's løbende honorering som kommissionær i stedet var sat for lavt, og at indkomsten for 2010-2018 derfor skulle forhøjes med samlet ca. 630 mio. kr., mens 2019 skulle hjemvises til Skattestyrelsen.
CA Software ApS nedlagde principal påstand om, at forhøjelsen for 2010 blev nedsat til 0 kr., subsidiært frifindelse, og påstod afvisning, subsidiært frifindelse, over for Skatteministeriets alternative påstande.
Skatteministeriet gjorde overordnet gældende, at CA DK's salgs- og supportarbejde såvel før som efter omstruktureringen var af væsentlig betydning for CA-koncernens succes på det danske marked, og at CA DK reelt udførte de samme funktioner efter omstruktureringen som før – blot for EPC's regning. Til støtte herfor henviste ministeriet bl.a. til, at CA DK's overskudsgrad faldt fra ca. 30 % til 2-3 %, uden at dette efter ministeriets opfattelse kunne forklares af de begrænsede ændringer i selskabets risici.
Ministeriet gjorde gældende, at kunderelationer og kontraktrettigheder udgjorde immaterielle marketingaktiver efter OECD's Transfer Pricing Guidelines (TPG), og at disse blev overdraget til EPC, da CA DK efter omstruktureringen ikke længere selv indgik nye kundekontrakter. SKAT havde derfor været berettiget til at skønne værdien heraf, dels fordi transaktionen ikke var beskrevet i CA DK's TP-dokumentation, jf. dagældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 8, dels fordi transaktionen efter ministeriets opfattelse ikke var sket på armslængdevilkår, jf. ligningslovens § 2, stk. 1.
Om værdiansættelsen gjorde ministeriet gældende, at Landsskatterettens skøn var udøvet på et fejlagtigt grundlag, fordi der efter DCF-modellens sædvanlige "going concern"-forudsætning burde være indregnet en terminalværdi, og at man derfor skulle "falde tilbage" på SKATs oprindelige skøn på 622,6 mio. kr., jf. bl.a. U.2001.2349 H.
CA Software ApS bestred, at der var sket nogen overdragelse af immaterielle aktiver. Selskabet fremhævede, at CA DK efter opsigelsen af distributøraftalen fortsat varetog kunderelationerne – nu blot i eget navn for EPC's regning – og at CA DK ikke havde nogen kontraktuel ret til kompensation ved opsigelse, idet distributøraftalen kunne opsiges med 30 dages varsel uden vederlag. Efter selskabets opfattelse skulle vurderingen efter OECD's Transfer Pricing Guidelines 2010, kapitel IX (Business Restructurings), tage udgangspunkt heri, og der gjaldt efter TPG 2010, pkt. 9.103, ingen formodning om kompensation ved kontraktophør.
CA DK henviste endvidere til dansk retspraksis om eneforhandleres begrænsede krav på kompensation ved opsigelse (bl.a. U.1980.42 H og U.2001.1104 H) og fremhævede, at selskabet reelt fik bedre vilkår end ved en almindelig opsigelse, idet eksisterende kundekontrakter fortsatte uændret for egen regning og risiko frem til udløb.
Om TP-dokumentationen gjorde selskabet gældende, at Landsskatteretten allerede havde fastslået, at dokumentationen ikke var mangelfuld, og at Skatteministeriet ikke havde løftet bevisbyrden for det modsatte, jf. Højesterets faste praksis om, at uenighed om en transfer pricing-dokumentations konklusioner ikke i sig selv gør dokumentationen mangelfuld, jf. bl.a. U.2019.1446 H (Microsoft), U.2025.1042 H (Accenture) og U.2025.3835 H. Til sammenligning henviste Skatteministeriet særligt til U.2021.3179 H (Tetra Pak) og U.2023.5171 H (MOGAS) til støtte for, at en dokumentation, der ikke omtaler en given transaktion, kan sidestilles med manglende dokumentation.
Landsretten lagde til grund, at det påhvilede Skatteministeriet at bevise, at der ved omstruktureringen skete en overdragelse af immaterielle aktiver fra CA DK til EPC omfattet af ligningslovens § 2. Det var under sagen ubestridt, at både den oprindelige distributøraftale og den nye kommissionæraftale isoleret set var indgået på armslængdevilkår.
Spørgsmålet var derfor i første række, om CA DK overhovedet var ejer af immaterielle aktiver, der kunne overdrages.
Landsretten lagde afgørende vægt på indholdet af distributøraftalens opsigelsesvilkår, herunder den 1-årige konkurrenceklausul, som CA DK var underlagt:
"Efter indholdet af opsigelsesvilkårene i distributøraftalen, herunder den et-årige konkurrenceklausul, som CA DK var underlagt, ville CA DK ved PMI's opsigelse af distributøraftalen effektivt blive afskåret fra den kundekreds, der anvendte CA-koncernens IT-løsninger, og dermed fra den omsætning, som retten til distribution af CA-koncernens softwareprodukter indebar."
På den baggrund fandt landsretten, at Skatteministeriet ikke havde godtgjort, at CA DK i medfør af distributøraftalen ejede immaterielle aktiver i form af kunderelationer og/eller kontraktrettigheder, der kunne overdrages til EPC.
Landsretten fandt, at det ikke var nærmere belyst, om CA DK alligevel reelt var ejer af sådanne aktiver. Skatteministeriet havde hverken belyst, hvordan en tilsvarende kontraktændring mellem uafhængige virksomheder ville være struktureret, eller anvist andre realistiske forretningsmæssige alternativer, som en uafhængig virksomhed ville have benyttet for at opnå en bedre retsstilling end CA DK.
Hertil kom, at aftalegrundlaget reelt blev ændret med et markedskonformt varsel på 6 måneder, og at CA DK blev kompenseret ved, at allerede indgåede kontrakter fortsatte på uændrede vilkår indtil udløb. Landsretten fastslog udtrykkeligt, at det blotte faktum, at CA DK's overskudsgrad faldt efter omstruktureringen, ikke i sig selv godtgør, at der er sket en overdragelse af ikke nærmere identificerede immaterielle aktiver. Det kunne heller ikke føre til en anden vurdering, at CA DK også efter omstruktureringen havde adgang til kundelisterne i det fælles SAP-system.
På denne baggrund fandt landsretten, at Skatteministeriet ikke havde løftet bevisbyrden for, at CA DK ved indgåelsen af kommissionæraftalen afstod immaterielle aktiver til EPC, og at der derfor ikke var sket en transaktion omfattet af ligningslovens § 2. Landsretten tog herefter CA DK's principale påstand til følge, således at forhøjelsen af den skattepligtige indkomst for 2010 blev nedsat til 0 kr.
Allerede fordi Skatteministeriet ikke havde godtgjort, at CA DK ejede immaterielle aktiver i form af kunderelationer og/eller kontraktrettigheder, blev CA DK også frifundet for Skatteministeriets alternative påstande om forhøjet løbende honorering for indkomstårene 2010-2019. Landsretten tog dermed ikke stilling til CA DK's afvisningsindsigelse eller til spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 49.
Skatteministeriet skulle betale 2.504.000 kr. i sagsomkostninger til CA Software ApS, heraf 2.500.000 kr. til dækning af advokatbistand inkl. moms og 4.000 kr. til dækning af retsafgift. Ved fastsættelsen blev der ud over sagens værdi lagt vægt på sagens karakter, forløb og omfang.
