LandsrettenTi danske kommuner nedlagde påstand om delvis tilbagebetaling af elafgift for elektricitet anvendt til vejbelysning i perioden 2011-2017. Kravene hvilede på den antagelse, at vejbelysning udgjorde en nødvendig generalomkostning, der støttede kommunernes samlede virksomhed, herunder en række momspligtige aktiviteter såsom vedligeholdelse af private veje, udlejning af arealer og salg fra kommunale faciliteter. Skatteministeriet modsatte sig kravene og påstod frifindelse, idet vejbelysning kvalificeres som en offentligretlig myndighedsopgave efter vejloven, som falder uden for momslovens anvendelsesområde.
Spørgsmålet var, hvorvidt kommunerne havde ret til fradrag for indgående moms af elforbruget til gadebelysning, da dette er en uundværlig betingelse for tilbagebetaling af elafgift i henhold til Elafgiftsloven § 11, stk. 1. Kommunerne argumenterede for, at udgiften objektivt set dækkede et overheadbeløb for hele organisationen og dermed skulle behandles som en fradragsberettiget generalomkostning i forhold til deres momspligtige omsætning. Ministeriet fastholdt, at der kræves en "direkte og umiddelbar tilknytning" mellem indkøb og momspligtige transaktioner, eller at udgiften konkret må indgå som et omkostningselement i priserne på de leverancer, der giver fradragsret.
Procesforløbet viste, at Skattestyrelsen oprindeligt afviste kravene, en afgørelse der efterfølgende blev stadfæstet enslydende af Landsskatteretten. Sagen blev herefter indbragt for domstolene efter skatteforvaltningslovens regler, hvor landsretten foretog en endelig prøvelse af momsretlige og afgiftsmæssige kriterier.
Kommunerne fremlagte detaljerte belysningsplaner, som tydeligvis understregede formålene om trafiksikkerhed, fremkommelighed og borgertryghed. Der blev redegjort for, hvordan kommunale veje også blev benyttet af medarbejdere og kunder i forbindelse med momspligtige salgssteder som svømmehaller, værksteder og administrationsbygninger. Trods dette kunne parterne ikke dokumentere, at serviceniveauet for belysningen var blevet hævet pga. kommercielle hensyn, eller at eludgiften til gadelamperne systematisk blev allokeret til de momspligtige regnskabslinjer. Udgiften blev løbende ført under de ikke-fradragsberettigerede posteringer, der senere udlignedes gennem den generelle kommunale momsrefusionsordning.
Landsretten lagde til grund, at vejbelysning først og fremmest udgør en forpligtelse som offentlig vejmyndighed, jf. Momsloven § 3, stk. 1 og Momsloven § 4, stk. 1. Retten konstaterede, at denne opgave løses uafhængigt af, hvor stor en del af kommunens samlede budget der stammer fra erhvervsmæssig omsætning. Da kommunerne ikke kunne påvise, at belysningsinfrastrukturen udvidedes for at imødekomme momspligtige behov, bortfaldt muligheden for at tale om en direkte tilknytning.
For så vidt angår generalomkostningsargumentet, henledte landsretten opmærksomheden på, at en udgift først opnår denne status, når den objektivt og faktuel set indgår i beregningen af dækningsbidraget eller bruttofortjenesten på de relevante varer og ydelser. Kommunerne havde hverken i sine kontoplaner, budgenter eller prisfastsættelser indarbejdet en andel af gadebelysningsforbruget som et specifikt omkostningselement til de momspligtige enheder. Uden sådan allokation kunne den samlede udgift til elektricitet ikke omtales som en generalomkostning knyttet til den afgiftspligtige kernearbejde.
Med udgangspunkt i den manglende objektive sammenhæng og den klart adskilte offentlige karakter af vejbelysningsopgaven fastslog Østre Landsret, at betingelserne for momsfradrag ikke var opfyldt. Følgelig var der heller ingen hjemmel til refusion af elafgift under de gældende love. Dommen afsluttede tvisten med en fuldstændig medhold til Skatteministeriet, mens de sagsøgende parters påstande afvistes med omkostningsdømme.
Skatteministeriet frifindes. De ti sagsøgende kommuner dømmes inden for 14 dage til solidarisk at betale 350.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet (inklusive forrentning iht. rentelovens regler).
