Beregning af ejendomsværdiskat for ejendom i Schweiz: Landsretten fandt, at den regulerede handelsværdi skulle anvendes frem for den schweiziske offentlige vurdering

Retsgrundlag: ejendomsværdiskatteloven og EU-retsakter

Den dagældende ejendomsværdiskattelovs (lovbekendtgørelse nr. 1590 af 2. november 2020) § 4 b, stk. 1 og 2, er centrale.

§ 4 b. Hvis der for ejendomme omfattet af § 4, nr. 11, findes en udenlandsk, færøsk eller grønlandsk offentlig ejendomsvurdering, som kan sidestilles med en dansk vurdering, beregnes ejendomsværdiskatten efter samme regler som i § 4 a, stk. 1.

Stk. 2. Hvis der for ejendomme omfattet af § 4, nr. 11, ikke findes en vurdering som nævnt i stk. 1, udgør beregningsgrundlaget den laveste af følgende værdier:

1. Handelsværdien pr. 1. januar i året før indkomståret.
2. Handelsværdien pr. 1. januar 2001 reguleret med samme forhold, som på daværende tidspunkt eksisterede mellem danske ejendomsvurderinger og faktiske handelspriser for ejendomme af den pågældende type, med tillæg af 5 pct.
3. Handelsværdien pr. 1. januar 2002 reguleret med samme forhold, som på daværende tidspunkt eksisterede mellem danske ejendomsvurderinger og faktiske handelspriser for ejendomme af den pågældende type.

Bestemmelsen i stk. 1 blev indsat ved lov nr. 1340 af 19. december 2008 som reaktion på EU-Domstolens dom i C-256/06 Jäger. Ifølge forarbejderne til lovændringen var formålet at bringe ejendomsværdiskatteloven i overensstemmelse med EU-retten og kapitalens frie bevægelighed. Af bemærkningerne fremgår, at en udenlandsk vurdering kan anvendes, hvis den »kun i ringe grad afviger« fra den regulerede handelsværdi, og at den regulerede handelsværdi tilnærmelsesvis afspejler en dansk vurdering.

Sagsøger påberåbte sig desuden Traktatens artikel 63, stk. 1, om kapitalens frie bevægelighed, der forbyder restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemsstater indbyrdes og mellem medlemsstater og tredjelande (herunder Schweiz).

Parternes argumentation: schweizisk vurdering vs. reguleret handelsværdi

Sagsøgers hovedsynspunkter:

• Den schweiziske offentlige ejendomsvurdering er fuldt sammenlignelig med en dansk vurdering og bør anvendes efter § 4 b, stk. 1. Begge vurderingssystemer bygger på markedsværdimål, og det schweiziske system i kantonen Valais minder om det danske.
• Ved at administrere bestemmelsen så restriktivt, at kun ældre svenske vurderinger er forhåndsgodkendt, handler Skattestyrelsen i strid med EU-retten. Lovændringen, der skulle bringe reglerne i overensstemmelse med EU-retten efter Jäger-dommen, de facto er udhulet.
• Selv hvis § 4 b, stk. 2, anvendes, er metoden EU-retsstridig, fordi den medfører en langt hårdere beskatning end for en tilsvarende dansk ejendom. Danske ejendomme nyder fortsat fordel af skattestopværdierne fra 2001/2002, mens udenlandske ejendomme beskattes af en tilbageregnet, højere handelsværdi.

Skatteministeriets hovedsynspunkter:

• Den schweiziske skatteopgørelse på 5,5 mio. kr. afviger med en faktor 3,5 fra den regulerede handelsværdi på 19.995.194 kr. og opfylder derfor ikke kravet om at afvige "kun i ringe grad".
• Metoden, der anvendes til at frembringe vurderingerne, er irrelevant; alene den økonomiske værdi er afgørende. Under alle omstændigheder afviger den schweiziske metode, der kombinerer markedsværdi og kapitaliseret værdi, fra den danske handelsprismetode.
• Lovens § 4 b, stk. 2, er netop indrettet til at give udenlandske ejendomme et beregningsgrundlag, der svarer til danske vurderinger, gennem bagudrettet indeksering, valutakursomregning og fradrag af afstandsprocenten. Dermed sker der ikke nogen restriktion i strid med EU-retten.
• Sagsøger har ikke fremlagt en schweizisk vurdering for de relevante år (2001, 2002, 2021), men blot uændrede efterfølgende års skatteopgørelser, og kan derfor ikke godtgøre en anvendelig vurdering.

Landsrettens vurdering: kravet om »ringe grad« og EU-retsprøvelsen

Landsretten fastslog følgende fortolkning af § 4 b, stk. 1:

Det afgørende kriterium efter forarbejderne […] er, om den udenlandske ejendomsvurdering kun i ringe grad afviger fra den regulerede handelsværdi efter den dagældende ejendomsværdiskattelovs § 4 b, stk. 2, idet den regulerede handelsværdi anses for at ligge på niveau med og i øvrigt afspejle en dansk vurdering på det relevante tidspunkt.

Retten understregede, at sammenligningen alene beror på de økonomiske værdier, ikke på metoderne.

Herefter konstaterede landsretten, at den af sagsøger oplyste schweiziske vurdering (5.479.690,75 kr.) afveg markant fra den regulerede handelsværdi (19.995.194,43 kr.):

Den af Sagsøger oplyste schweiziske offentlige ejendomsvurdering afviger fra den regulerede handelsværdi i en sådan grad, at den ikke afspejler – og dermed heller ikke kan sidestilles med – en dansk vurdering.

Derfor fandt retten, at § 4 b, stk. 1, ikke kunne anvendes, og at beskatningsgrundlaget måtte opgøres efter stk. 2.

Om EU-rets-indsigelsen udtalte landsretten:

Beskatningsgrundlaget for Sagsøgers udenlandske ejendom ligger på niveau med en tilsvarende dansk vurdering efter ejendomsværdiskattelovs § 4 a, stk. 1, og at det dermed ikke er godtgjort, at Sagsøgers ejendom beliggende i Schweiz beskattes hårdere end en tilsvarende ejendom beliggende i Danmark, eller at beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten af hans ejendom dermed udgør en hindring for kapitalens frie bevægelighed.

Herved var der hverken konstateret en overtrædelse af TEUF artikel 63 eller grundlag for en yderligere lempelse.

Afgørelse og sagsomkostninger

Landsretten frifandt Skatteministeriet og anerkendte ministeriets opgørelse af beregningsgrundlaget til 19.995.194,43 kr. efter ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2.

Sagsøger blev pålagt at betale 75.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet. Ved fastsættelsen lagde retten vægt på sagens økonomiske værdi, betydning og hovedforhandlingens varighed.