LandsrettenVestre Landsret stadfæstede byrettens dom, der tillod adoption af en 11-årig dreng uden hans biologiske mors samtykke. Drengen havde siden januar 2016 — da han var knap 3 år — været frivilligt anbragt i netværkspleje hos sin faster og dennes mand, der ønskede at adoptere ham. Den biologiske far havde samtykket til adoptionen, mens moderen modsatte sig. Landsretten fandt, at drengens tilknytning til plejeforældrene var så fundamental, at et brud ville være skadeligt, og at adoption derfor var til barnets bedste.
Sagen drejer sig om en dreng, født i 2013, der siden januar 2016 har været frivilligt anbragt i netværkspleje hos sin faster (Plejemor) og dennes mand (Plejefar). Anbringelsen skete efter aftale med forældrene, og drengen har således tilbragt størstedelen af sit liv — fra knap 3-årsalderen og frem til landsrettens dom i 2025 — i plejefamiliens hjem.
Den biologiske mor (Klager) har kognitive udfordringer, nedsat mentaliseringsevne og en lav stress- og frustrationstærskel. Hendes vanskeligheder er dokumenteret i en psykologisk undersøgelse og en forældreressourcevurdering fra 2015 samt i en børnefaglig undersøgelse fra marts 2024. Den biologiske far (Anden Part) har samtykket til adoptionen.
Ankestyrelsen traf den 22. maj 2024 afgørelse om, at adoption kunne gennemføres uden moderens samtykke. Moderen indbragte afgørelsen for Retten i Horsens, der ved dom af 14. november 2024 (sag BS-31025/2024-HRS) stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse.
Moderen ankede herefter byrettens dom til Vestre Landsret (sag BS-56582/2024-VLR). Under ankesagen blev der fremlagt en statusudtalelse fra december 2024 vedrørende drengen. Endvidere oplyste den beskikkede advokat for barnet, at drengen under en samtale med hende havde fastholdt sit ønske om adoption.
Det blev tillige oplyst, at moderen efter byrettens dom kun havde gennemført ét samvær med drengen. Hun var udeblevet fra de øvrige planlagte samvær uden at melde afbud. Drengen gav udtryk for, at han gerne ville have samvær med sin mor, men at han ikke var synderligt påvirket af hendes udeblivelser.
Landsretten anvendte adoptionslovens § 9 og barnets lov § 47.
Adoptionslovens § 9, stk. 2 indeholder hovedreglen om adoption uden samtykke:
Selv om forældrene ikke vil give samtykke efter § 7, stk. 1, kan adoptionsbevilling i særlige tilfælde meddeles, hvis væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for barnet, taler for det.
Adoptionslovens § 9, stk. 4 opstiller de særlige betingelser, når barnet er anbragt i en plejefamilie:
Når barnet er anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie, jf. § 43, stk. 1, nr. 1-4, i barnets lov, og betingelserne for anbringelse af barnet uden for hjemmet i § 47, stk. 1, i barnets lov er opfyldt, kan adoption efter stk. 2 meddeles plejeforældrene, hvis barnets tilknytning til plejefamilien har antaget en sådan karakter, at det vil være skadeligt for barnet at bryde denne tilknytning, navnlig under hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst og til barnets relation til sine forældre.
Barnets lov § 47, stk. 1, nr. 1 bestemmer:
Børne- og ungeudvalget kan uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af […] utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge.
Betingelserne er således kumulative: (1) grundlag for anbringelse uden samtykke skal foreligge, og (2) barnets tilknytning til plejefamilien skal være af en sådan karakter, at et brud vil være skadeligt.
Landsretten fandt, at betingelsen i adoptionslovens § 9, stk. 4, 1. led — at der var grundlag for anbringelse uden samtykke — var opfyldt.
Retten lagde navnlig vægt på oplysningerne om moderens diagnoser, kognitive udfordringer, nedsatte mentaliseringsevne og lave stress- og frustrationstærskel, således som de fremgik af:
Landsretten konkluderede:
Der er således en åbenbar risiko for, at Barns sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af ham, og betingelsen i adoptionslovens § 9, stk. 4, 1. led, er derfor opfyldt.
Vurderingen byggede på kriteriet i barnets lov § 47, stk. 1, nr. 1 om utilstrækkelig omsorg.
Landsretten skulle herefter tage stilling til, om drengens tilknytning til plejefamilien havde antaget en sådan karakter, at det ville være skadeligt at bryde den, jf. adoptionslovens § 9, stk. 4, 2. led.
Retten henviste til tilknytningsundersøgelsen, der viste følgende forhold vedrørende drengens relation til plejeforældrene:
Omvendt viste undersøgelsen en begrænset tilknytning mellem drengen og den biologiske mor. Drengen havde svært ved at beskrive sit forhold til hende.
Tilknytningsundersøgelsens konklusion var klar:
Det er vurderingen, at det vil medføre betydelige negative konsekvenser for Barns trivsel, udvikling, sundhed og hans opnåede tilknytning, hvis anbringelsen hos plejeforældrene afbrydes eller ophører, da han er nært følelsesmæssigt forbundet til dem, ligesom han har behov for deres fortsatte omsorg, støtte og guidning.
Drengen havde den 2. maj 2024 under en samtale i Ankestyrelsen med en børnesagkyndig klart givet udtryk for et ønske om at blive adopteret af sine plejeforældre. Den børnesagkyndige anførte i sit notat:
Det er hans vurdering, at adoption er et markant ønske fra Barn, da han føler sig nært forbundet med plejeforældrene og hele miljøet omkring dem.
Ved landsrettens behandling blev det oplyst, at drengen fortsat fastholdt dette ønske. Hans beskikkede advokat havde talt med ham, og han havde bekræftet, at han ønskede at blive adopteret af plejeforældrene.
Landsretten vurderede afslutningsvis, om adoption uden samtykke ville være i strid med menneskerettighederne.
På baggrund af den samlede vurdering — navnlig at drengens tilknytning til plejefamilien havde antaget en sådan karakter, at det ville være skadeligt at bryde den — fandt landsretten:
Der foreligger sådanne helt særlige omstændigheder og tungtvejende hensyn til Barns bedste, at adoption uden samtykke ikke udgør en krænkelse af menneskerettighedskonventionens artikel 8 og heller ikke af FN's Børnekonvention.
Afgørelsen indebar således en afvejning mellem moderens ret til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 og barnets ret til beskyttelse og hensynet til dets bedste efter FN's Børnekonvention. Hensynet til barnets bedste vejede tungest.
Landsretten stadfæstede byrettens dom med følgende konklusion:
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes.
Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for landsretten til nogen anden part eller til statskassen.
Dommen blev afsagt af landsdommerne Thomas Jønler, Jeanette Bro Fejring og Ida Johanne Sander (kst.).
