LandsrettenØstre Landsret behandlede et samlet krav fra 33 statsløse personer (primært palæstinensere) om tortgodtgørelse og erstatning for følger af forsinket erhvervelse af dansk indfødsret. Baggrunden var Statsløsekommissionens afdækning af, at Udlændinge- og Integrationsministeriet i årevis havde administreret i strid med og . Ministeriet anerkendte ansvar over for nogle sagsøgere, men påberåbte sig forældelse for de fleste. Landsretten tilkendte tre sagsøgere (Sagsøger 3, 20 og 23) hver 10.000 kr. i godtgørelse og frifandt i øvrigt ministeriet.
Sagsøgerne var de 33 statsløse personer, der som børn eller unge voksne havde ansøgt om dansk indfødsret mellem 1995 og 2011. De var repræsenteret af Statsborgerforeningen som mandatar, med advokat Christian F. Jensen (beskikket).
Indstævnt var Udlændinge- og Integrationsministeriet (tidligere Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration), repræsenteret ved advokat Paw Fruerlund. Sagen mod tidligere minister Person 1 var udskilt og udsat.
Sagsøgerne nedlagde påstand om, at ministeriet (og Person 1) in solidum skulle betale et samlet beløb på 50.000 kr. med renter fra den 23. november 2012 til fordeling blandt sagsøgerne.
Ministeriet påstod frifindelse mod betaling af 10.000 kr. til hver af Sagsøger 3 og Sagsøger 23, og frifindelse for de øvrige sagsøgere, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.
Statsløsekommissionen, der afgav beretning i august 2015, afdækkede et omfattende svigt i ministeriets behandling af ansøgninger fra statsløse født i Danmark. Kommissionen fandt:
Kommissionen kritiserede især departementschef Person 7 og afdelingschef Vidne 2 for mangelfuld rådgivning af ministeren, men fandt ikke grundlag for at drage ministeren eller andre til ansvar.
I januar 2010 orienterede ministeren Folketingets Indfødsretsudvalg, og fra da af blev sagerne behandlet korrekt; tidligere afslag blev genoptaget, og de fleste fik indfødsret i løbet af 2010-2011.
Sagsøgernes individuelle forløb kan opdeles i grupper:
Sagsøgere der fik et retsstridigt afslag og senere indfødsret:
Sagsøgere der fik indfødsret uden reel forsinkelse:
Sagsøgere der opnåede indfødsret for så lang tid siden, at kravene var forældede:
De for sagen centrale retsregler:
1961-konventionen om begrænsning af statsløshed, artikel 1, stk. 1 og 2:
- En kontraherende stat skal give statsborgerret til personer, der er født på dens territorium, og som ellers ville blive statsløse. Sådan statsborgerret skal gives [...] efter ansøgning [...]. Medmindre andet følger af bestemmelserne i denne artikels stk. 2, kan sådan ansøgning ikke afslås.
- En kontraherende stat kan gøre meddelelse af statsborgerret [...] afhængig af een eller flere af følgende betingelser: alder (ansøgning mellem 18 og 21 år), bopæl (max 5 år forud eller 10 år i alt), visse forbrydelser (forbrydelse mod statens sikkerhed eller fængsel ≥5 år) samt varig statsløshed.
FN’s børnekonvention, artikel 7:
- Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra fødslen have ret til et navn, ret til at opnå et statsborgerskab [...].
Nationalt blev konventionerne implementeret via Indfødsretsloven § 6 og Grundlovens § 44. Da erklæringsadgangen efter Indfødsretsloven § 3 blev indskrænket i 2004, lovede lovgiver at optage statsløse på lovforslag om indfødsrets meddelelse uden de almindelige krav.
Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, fastslår, at den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale godtgørelse for tort.
Forældelseslovens § 3, stk. 1, bestemmer en forældelsesfrist på 3 år regnet fra kravets forfaldstid; stk. 2 åbner for suspension ved uvidenhed, hvis særlige omstændigheder taler for det.
Endelig påberåbtes Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 (forbud mod nedværdigende behandling), artikel 8 (privatliv) og artikel 14 (forbud mod diskrimination).
Sagsøgerne gjorde gældende:
Udlændinge- og Integrationsministeriet gjorde gældende:
Landsretten inddelte sin prøvelse i flere spørgsmål.
Retten lagde Højesterets præcedens i U2018.3230H til grund: Den normale sagsbehandlingstid for ansøgninger om indfødsret var 16‑24 måneder, og kun ansøgere, der kunne have opnået indfødsret tidligere under korrekt behandling, havde krav på godtgørelse. Godtgørelsen blev fastsat til 10.000 kr. pr. person.
Landsretten fandt – i overensstemmelse med Højesteret – at ministeriets sagsbehandling ikke nåede et punkt, der kunne karakteriseres som umenneskelig eller nedværdigende behandling. Der var ikke fremlagt nye oplysninger, der kunne ændre på denne vurdering.
Retten anerkendte, at den interne korrespondance og vidneforklaringer viste en generel kynisme og uheldige bemærkninger om »pali’erne«, men konkluderede:
»Landsretten finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at ministeriets sagsbehandling indebar en forskelsbehandling af sagsøgerne på grundlag af etnicitet og nationalitet mv. i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med artikel 8.«
Ministeriets manglende besvarelse af opfordring om at oplyse, hvilke andre befolkningsgrupper man havde behandlet ansøgninger fra, kunne ikke føre til en anden vurdering.
Ministeriet havde anerkendt, at og kunne være blevet danske statsborgere tidligere, hvis deres ansøgninger var blevet korrekt behandlet. Landsretten fandt endvidere, at , som indgav ansøgning i november 2008 og først opnåede indfødsret i december 2010, havde fået en samlet behandlingstid på over 2 år, hvilket oversteg den normale sagsbehandlingstid. Hendes forsinkelse skyldtes ministeriets fejl. Godtgørelsen blev i alle tre tilfælde fastsat til 10.000 kr.
Landsretten afsagde således dom:
For Sagsøger 1, 2, 8 og 25 – der alle havde fået afslag mere end 3 år før sagsanlægget – var kravene forældede efter Forældelseslovens § 3, stk. 1. Selv om de havde været uvidende om afslagenes retsstridighed, fandt retten ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde suspension efter stk. 2.
For en lang række yngre sagsøgere (Sagsøger 4-7, 12-13 m.fl.) havde deres sager ikke lidt nogen materiel forsinkelse; de opnåede indfødsret efter en normal sagsbehandlingstid, og retsstridige krav om danskkundskaber mv. havde ikke forsinket optagelsen på et lovforslag.
For Sagsøger 9‑11, 14‑19 og 30‑33, som havde opnået indfødsret for mere end 3 år før sagsanlægget, var eventuelle krav også forældede.
Landsretten fulgte Højesterets tidligere afgørelse om, at opkrævningen af gebyr i naturalisationssager havde hjemmel i Indfødsretsloven § 12, og at gebyrerne ikke kunne kræves tilbage.
