LandsrettenØstre Landsret behandlede tre samlede ankesager i det økonomiske opgør mellem to fraskilte førtidspensionister efter 25 års ægteskab. Tvisterne angik værdien af fælles indbo, gyldigheden af to pensionsdelingsaftaler underskrevet den 25. marts 2019 — knap fem måneder før skilsmisseansøgningen — og hvorvidt hustruen kunne udtage en del af sin personskadeerstatning fra 2000 forlods af delingsformuen. Landsretten fastsatte indboets værdi skønsmæssigt til 200.000 kr., kendte pensionsaftalerne ugyldige efter ægtefælleloven § 32, og anerkendte at hustruen forlods kunne udtage 506.722,89 kr. af delingsformuen, jf. ægtefælleloven § 36, stk. 1, jf. § 29, stk. 1.
Appellant (herefter M) og appelindstævnte (herefter H) blev gift i 1994 og er begge førtidspensionister. De har to fælles børn, herunder Vidne 1, der afgav forklaring under sagen. Parterne ophævede samlivet den 14. august 2019, hvor M forlod den fælles ejendom beliggende i By 1. Skilsmisse blev bevilget den 14. december 2020.
Sagen udspringer af tre særskilt anlagte sager ved Retten i Roskilde, der alle blev afgjort ved dom af 9. maj 2023 (sag BS-49245/2021-ROS, BS-48440/2021-ROS og BS-5847/2022-ROS). For landsretten blev sagerne — BS-24949/2023-OLR, BS-27440/2023-OLR og BS-32125/2023-OLR — behandlet samlet af 16. afdeling. Under ankesagen blev der afholdt syn og skøn vedrørende indboet, og skønsmanden afgav erklæring den 1. oktober 2024.
M var repræsenteret ved advokat Frederik Nordstjerne Rasmussen (prøve), og H ved beskikket advokat Rasmus Mangor Andersen. H havde fri proces.
M gjorde gældende, at parternes fælles indbo bestod af eksklusive antikviteter og værdifulde genstande med en samlet handelsværdi på 1.833.891 kr., og at H havde nægtet ham adgang til hjemmet efter samlivsophævelsen og dermed reelt havde overtaget hele indboet. Han krævede principalt betaling af 916.945,50 kr., svarende til halvdelen af indboets påståede værdi.
Til støtte for værdien fremlagde M en indboforsikring hos GF Forsikring med en forsikringssum på 2.993.000 kr. samt en skønserklæring af 1. oktober 2024, udarbejdet af en taksator med mangeårig erfaring fra forsikringsbranchen. Skønsmanden havde opgjort handelsværdien (dagsværdien) til 1.833.891 kr. udelukkende på grundlag af lister, M selv havde udarbejdet.
H bestred værdien og anførte, at indboet havde en værdi på 25.000-30.000 kr. Hun gjorde gældende, at skønserklæringen var uden bevisværdi, da skønsmanden ikke havde indkaldt parterne til en skønsforretning i strid med retsplejeloven § 203, stk. 1, og da erklæringen alene byggede på M's ensidigt udarbejdede lister uden dokumentation i form af fakturaer, fotos eller kvitteringer.
H hævdede endvidere, at indboet var delt i mindelighed, og at M havde fået tilbudt at hente genstande fra et depot, hvilket han afslog. M bestred dette og forklarede, at han alene havde fået udleveret ganske få beskadigede ejendele via (parrets havemand).
Vidne 4 forklarede, at han havde kendt familien siden 1998 og var kommet i hjemmet frem til samlivsophævelsen. Han huskede bl.a. to rokokostole, et hvidt spisebord, nogle tæpper og meget værktøj. Han mente, indboet så dyrt ud, og parterne havde fortalt ham, at mange møbler var købt på auktionshuse.
Vidne 1 (parrets datter) forklarede, at hun havde udarbejdet en indboliste sammen med sin mor og søster, som hun fandt retvisende. Hun kunne ikke genkende, at forældrene skulle have haft indbo til en værdi af 1,8 mio. kr. Hun beskrev en række konkrete genstande, herunder et marmorbord, en guldlampe, et hvidt chatol, en hvid lædersofa (i stykker), et bornholmerur, et mindre ur, et vitrineskab, en skænk og et hvidt ovalt spisebord. Hun oplyste, at de havde forsøgt at udlevere genstande til M via et depot, men at han ikke ville have dem, hvorefter de blev smidt ud.
Skønsmanden forklarede, at hun havde opgjort indboet til dagsværdi, men at det ikke havde været muligt at opgøre genanskaffelsesværdien på grund af manglende oplysninger om genstandenes alder og stand. Hun bekræftede, at en indboforsikringssum på 2.993.000 kr. er til den høje side, idet en sådan normalt udgør 1-1,5 mio. kr. for en familie. Hun oplyste, at værdien kunne være ændret, hvis hun havde fået flere oplysninger ved en egentlig skønsforretning med parternes deltagelse.
Sagen angik to dokumenter, der efter sit indhold var indgået mellem parterne den 25. marts 2019:
En udateret aftale benævnt "Ægtepagt", hvorefter M's løbende invalidepensionsydelser fra PFA Pension (police nr. 7379961) skulle deles med 50 % brutto til H indtil 1. marts 2026. Aftalen indeholdt endvidere bestemmelser om, at H skulle modtage 100.000 kr. "ekstra ifm. skilsmisse", og at børnene skulle modtage 25.000 kr. hver samt løbende beløb under uddannelse.
En "Begunstigelseserklæring" af 25. marts 2019, hvorefter kapitalpensionen hos PFA skulle deles med 50 % til hver, såfremt begge var i live den 1. marts 2026, og med nærmere regulering ved dødsfald.
M nægtede at have underskrevet aftalerne og gjorde gældende, at hans underskrift var forfalsket. Subsidiært anførte han, at aftalerne under alle omstændigheder var ugyldige, da de hverken var tinglyst som ægtepagt efter ægtefælleloven § 20 eller opfyldte betingelserne i ægtefælleloven § 32 for formløse bodelingsaftaler, idet de ikke var indgået i forbindelse med en aktuel separation eller skilsmisse.
H fastholdt, at M havde underskrevet aftalerne — støttet af en grafologisk undersøgelse og Vidne 1's forklaring — og at aftalerne var gyldige bodelingsaftaler efter § 32, da skilsmisse havde været drøftet siden 2017-2018, og aftalerne indgik i et kontinuerligt forløb frem mod skilsmisseansøgningen den 14. august 2019.
H's principale påstand lød på, at M skulle betale hende 1.058.600 kr. som et kapitaliseret engangsbeløb svarende til 13.400 kr. × 79 måneder, samt at hun forlods skulle udtage 100.000 kr.
Der blev fremlagt mails sendt i perioden 2. april til 4. juli 2019 fra en e-mailadresse tilhørende parret til PFA Pension, Advokat 2 og Spar Nord. En række af mailene var underskrevet "Familie". Landsretten lagde til grund, at mailene fremstod som sendt af begge ægtefæller.
Særligt centralt stod en mail af 4. juli 2019 fra M til PFA Pension, hvoraf fremgik:
Beløb nr. 3 er det beløb vi skal dele den 1. 3.2026 og leve fedt af til vores alderdom.
Denne formulering indikerede efter landsrettens opfattelse, at parterne på dette tidspunkt — mere end tre måneder efter aftalernes underskrift — fortsat planlagde at anvende pensionsmidlerne i fællesskab i fremtiden, hvilket var vanskeligt foreneligt med en aktuel skilsmisse.
H påberåbte sig, at parterne allerede i 2017 havde indgået en aftale om deling af pensioner, og at M i 2018 havde forsøgt at få tinglyst en ægtepagt med lignende indhold — hvilket dog blev afvist af Tinglysningsretten. M anerkendte, at skilsmisse havde været drøftet i 2018, men forklarede at drøftelserne "faldt til jorden", og at skilsmisse ikke var på tale igen, før han flyttede i august 2019. Det var efter hans opfattelse H, der havde gjort det klart, at de ikke kunne blive skilt, før huset var istandsat.
H modtog den 27. marts 2000 en personskadeerstatning på 2.005.304,96 kr., som blev indsat på parternes fælleskonto i Jyske Bank. Forud for indsættelsen stod der 189.942,51 kr. på kontoen. Den 3. april 2000 — hvor der indestod 787.368,96 kr. — indfriede parterne restgælden i deres fælles ejendom på 696.665,40 kr.
Den 22. november 2017 optog parterne et nyt realkreditlån i Totalkredit i ejendommen med en hovedstol på 2.897.000 kr. — en betydeligt større gæld end den oprindeligt indfriede.
H gjorde gældende, at hun i medfør af ægtefælleloven § 36, stk. 1 kunne udtage et beløb forlods af delingsformuen, da erstatningen var anvendt til betaling af gæld, der bestod på modtagelsestidspunktet, og som kunne fratrækkes i delingsformuen, jf. § 29, stk. 1. Byretten havde skønsmæssigt fastsat det forlods beløb til 525.000 kr.
M bestred forlods udtagelse og anførte:
Landsretten traf afgørelse i de tre deltvister efter en samlet vurdering af bevisførelsen, herunder parts- og vidneforklaringer, skønserklæringen og den fremlagte dokumentation.
Landsretten afviste M's påstandsforhøjelse, da betingelserne i retsplejeloven § 384, jf. § 383, stk. 2 og 3, ikke var opfyldt. Skønserklæringen blev ikke udgået af sagen, idet indsigelserne mod skønsmandens fremgangsmåde ikke angik habilitet eller kvaliteten af erklæringen, og en formel fejl ved manglende indkaldelse til skønsforretning kunne ikke i sig selv begrunde, at erklæringen skulle udgå, jf. UfR 1985.1009 H.
Landsretten lagde til grund, at M alene havde fået udleveret ganske få ejendele, og at han ikke havde haft adgang til ejendommen efter samlivsophævelsen i august 2019 frem til H's fraflytning i september 2021. Indboet kunne derfor ikke anses for delt i mindelighed. Retten fandt imidlertid, at hverken parternes indbolister eller skønserklæringen kunne lægges til grund ved værdifastsættelsen, da listerne ikke var underbygget af dokumentation som fakturaer eller fotos.
Landsretten bemærkede, at H for byretten havde forklaret, at indboet havde en værdi på under 200.000 kr., mens hun for landsretten ændrede dette til 25.000-30.000 kr. M havde anslået værdien til ca. 3 mio. kr., mens Vidne 1 havde anslået ca. 200.000 kr. På denne baggrund fastsatte landsretten skønsmæssigt indboets værdi til 200.000 kr.
Landsretten tiltrådte byrettens vurdering af, at M havde underskrevet både ægtepagten og begunstigelseserklæringen. Afgørende for ugyldighedsvurderingen var imidlertid, at aftalerne ikke opfyldte aktualitetskravet i ægtefælleloven § 32.
Efter forarbejderne til § 32 (lovforslag nr. L 178 af 29. marts 2017) indtræder aftalefriheden først, når en separation eller skilsmisse er aktuel, og der skal ved vurderingen heraf navnlig lægges vægt på, om der er indgivet anmodning om separation eller skilsmisse, eller om dette sker umiddelbart efter aftalens indgåelse.
Landsretten udtalte:
Efter indholdet af aftalerne, at disse ikke fremstår som indgået i anledning af [parternes] forestående skilsmisse, hvilket dels understøttes af mails sendt til Advokat 2 i april-juni 2019, der fremstår som sendt af begge ægtefæller, og som er underskrevet "Familie", og dels af mail af 4. juli 2019 fra [M] til PFA Pension, hvoraf fremgår bl.a., at "Beløb nr. 3 er det beløb vi skal dele den 1. 3.2026 og leve fedt af til vores alderdom".
Da skilsmisseansøgning først blev indgivet den 14. august 2019 — knap fem måneder efter aftalernes indgåelse — og da aftalerne ikke var tinglyst som ægtepagt efter ægtefælleloven § 20, var de ugyldige. Byrettens dom blev stadfæstet.
Landsretten fandt det efter den tidsmæssige sammenhæng mellem indsættelsen af erstatningsbeløbet og indfrielsen af restgælden godtgjort, at 506.722,90 kr. af erstatningen konkret var anvendt til gældsindfrielse. Beløbet fremkom som differencen mellem indfrielsesbeløbet på 696.665,40 kr. og det indestående på kontoen, der ikke hidrørte fra erstatningen (189.942,51 kr.).
Herefter udtalte landsretten:
På denne baggrund, og da det efter de foreliggende oplysninger må lægges til grund, at friværdien i ejendommen ikke på noget tidspunkt har været mindre end 506.722,89 kr., finder landsretten, at dette beløb er i behold, hvorfor [H] forlods kan udtage 506.722,89 kr., jf. ægtefællelovens § 36, stk. 1, jf. § 29, stk. 1.
Landsretten stadfæstede derfor byrettens afgørelse med den ændring, at det forlods beløb blev nedsat fra 525.000 kr. til 506.722,89 kr.
Efter sagernes samlede udfald — hvor hver part for en del havde vundet og for en del havde tabt — fandt landsretten, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for byretten eller landsretten til den anden part eller til statskassen, jf. retsplejeloven § 315, jf. § 313, stk. 1. M skulle dog endeligt afholde omkostningerne til syn og skøn.
