LandsrettenØstre Landsret behandlede tre samlede ankesager mellem to tidligere ægtefæller efter samlivsophævelse i august 2019. Tvisterne angik værdiansættelse af fælles indbo, gyldigheden af to private aftaler om deling af pensionsrettigheder underskrevet 25. marts 2019, samt retten til forlods udtagelse af en personskadeerstatning på ca. 2 mio. kr., der i 2000 blev anvendt til indfrielse af fælles gæld. Landsretten fastsatte indboets værdi skønsmæssigt til 200.000 kr., erklærede pensionsaftalerne ugyldige, og gav Appelindstævnte ret til forlods at udtage 506.722,89 kr. af erstatningen.
Sagerne udspringer af et ægteskab mellem Appellant, tidligere Sagsøger (herefter H) og Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (herefter H). Begge er førtidspensionister. Parterne ophævede samlivet den 14. august 2019, da H forlod det fælles hjem. Skilsmisseansøgning blev indgivet samme dag.
Retten i Roskilde afsagde dom i 1. instans den 9. maj 2023 i tre sager, der alle blev anket til Østre Landsret. Sagerne blev sambehandlet i landsretten. Under ankesagen blev der afholdt syn og skøn vedrørende indboets værdi.
Landsdommerne Rikke Skovby, Anne Thalbitzer og Jesper Kirstein (kst.) deltog i afgørelsen.
H gjorde gældende, at H havde handlet ansvarspådragende ved at nægte ham adgang til det fælles hjem efter samlivsophævelsen, hvilket forhindrede en deling af indboet. Han havde hverken fået udleveret personlige genstande eller andre ejendele. H henviste til ægtefællelovens § 28, hvorefter aktiver indgår i formuedelingen med værdien på udlægstidspunktet.
H fremlagde omfattende lister over indboet og indhentede en skønserklæring, der ansatte indboets handelsværdi til 1.833.891 kr. Han forhøjede under ankesagen sin påstand til 916.945,50 kr. (halvdelen heraf).
H bestred, at indboet ikke var delt. Hun gjorde gældende, at H havde fået tilbudt at hente indbogenstande fra et depot, men havde afslået. Hun hævdede endvidere at have efterladt indbo til H i huset ved fraflytning i september 2021. H's indbolister var efter hendes opfattelse "hjemmelavede" og uden bevisværdi. Hun bestred skønserklæringens gyldighed under henvisning til, at skønsmanden ikke havde indkaldt parterne til skønsforretning i strid med retsplejelovens § 203, stk. 1.
Vidne 4, der havde kendt familien siden 1998, forklarede at parrets indbo så dyrt ud, og at mange møbler var købt på auktionshuse. Vidne 1 (parrets fælles barn) forklarede, at hun havde udarbejdet en indboliste sammen med sin mor og søster, og at hun ikke kunne genkende en værdi på 1,8 mio. kr. Skønsmanden forklarede, at værdiansættelsen var sket ud fra H's lister alene, uden billeder eller kvitteringer, og at værdien var fastsat til den lavest mulige. En indboforsikringssum på 2.993.000 kr. var efter skønsmandens opfattelse til den høje side.
Den 25. marts 2019 underskrev parterne to dokumenter:
Ingen af aftalerne blev tinglyst.
H gjorde gældende, at aftalerne var gyldige bodelingsaftaler indgået i forbindelse med en aktuel skilsmisse, jf. ægtefællelovens § 32, og derfor ikke krævede tinglysning. Hun henviste til, at parterne havde drøftet skilsmisse siden 2017, at de i 2018 havde forsøgt at tinglyse en lignende ægtepagt, og at korrespondance med advokat og PFA i april-juli 2019 viste, at skilsmissen var aktuel. Hun krævede principalt udbetalingen kapitaliseret til et engangsbeløb på 1.058.600 kr. (13.400 kr. × 79 måneder).
H nægtede at have underskrevet aftalerne og hævdede, at H havde forfalsket hans underskrift. Subsidiært gjorde han gældende, at aftalerne var ugyldige, da de ikke var tinglyst som ægtepagt, jf. ægtefællelovens § 20, og ikke var indgået i umiddelbar tilknytning til skilsmissen, der først blev søgt 14. august 2019.
H fik den 27. marts 2000 udbetalt en personskadeerstatning på 2.005.304,96 kr., som blev indsat på parternes fælleskonto i Jyske Bank. Forud for indsættelsen stod der 189.942,51 kr. på kontoen. Den 3. april 2000 — hvor der indestod 787.368,96 kr. — indfriede parterne restgælden i den fælles ejendom på 696.665,40 kr.
Den 22. november 2017 optog parterne et nyt realkreditlån i ejendommen med en hovedstol på 2.897.000 kr.
H gjorde gældende, at beløbet skulle udtages forlods efter ægtefællelovens § 36, stk. 1, jf. § 29, stk. 1, da midlerne var kreditorbeskyttede og anvendt til at indfri fælles gæld. Beløbet var i behold i ejendommens friværdi.
H bestred forlodsudtagelsen. Han gjorde gældende:
Landsretten afviste H's påstandsforhøjelse, da betingelserne i retsplejelovens § 384, jf. § 383, stk. 2 og 3, ikke var opfyldt.
Vedrørende skønserklæringen fandt landsretten — under henvisning til Højesterets kendelse gengivet i UfR 1985.1009 — at den formelle fejl (manglende indkaldelse til skønsforretning) ikke kunne føre til, at erklæringen skulle udgå af sagen.
Landsretten lagde til grund, at H alene havde fået udleveret ganske få ejendele, og at han ikke havde haft adgang til ejendommen efter samlivsophævelsen. Indboet kunne derfor ikke anses for delt. Indbolisterne og skønserklæringen kunne imidlertid ikke lægges til grund ved værdiansættelsen, da de var udarbejdet på H's ensidige grundlag uden dokumentation som fakturaer eller fotos.
På baggrund af parternes og vidners forklaringer fastsatte landsretten indboets værdi skønsmæssigt til 200.000 kr.
Landsretten afviste H's nye afvisningspåstande og anbringender efter retsplejelovens § 384, jf. § 383, stk. 2.
Landsretten tiltrådte, at H havde underskrevet aftalerne. Det afgørende spørgsmål var, om aftalerne var indgået "i forbindelse med" skilsmissen, jf. ægtefællelovens § 32.
Landsretten udtalte med henvisning til forarbejderne til § 32 (lovforslag nr. L 178 af 29. marts 2017):
Ved vurdering heraf skal der navnlig lægges vægt på, om der er indgivet en anmodning til statsforvaltningen om separation eller skilsmisse, eller om dette sker umiddelbart efter, at aftalen er indgået.
Landsretten fandt, at aftalerne ikke fremstod som indgået i anledning af en forestående skilsmisse. Retten lagde vægt på:
Beløb nr. 3 er det beløb vi skal dele den 1.3.2026 og leve fedt af til vores alderdom.
Denne mail viste efter landsrettens opfattelse, at parterne fortsat planlagde at have fælles økonomiske fordele af pensionen i fremtiden — uforeneligt med en forestående skilsmisse.
Da aftalerne ikke kunne anses for indgået i forbindelse med skilsmissen, var de omfattet af formkravet i ægtefællelovens § 20 (tinglysning). Da tinglysning ikke var sket, var aftalerne ugyldige. Skifterettens dom blev stadfæstet.
Landsretten fandt det godtgjort, at 506.722,89 kr. af erstatningsbeløbet konkret blev anvendt til indfrielse af restgælden. Beregningen var baseret på den tidsmæssige sammenhæng: indestående på fælleskontoen før indfrielsen (787.368,96 kr.) fratrukket det forudgående indestående (189.942,51 kr.) og tillagt et mindre mellemværende.
Da friværdien i ejendommen ikke på noget tidspunkt havde været mindre end 506.722,89 kr., fandt landsretten, at beløbet var i behold, jf. ægtefællelovens § 36, stk. 1, jf. § 29, stk. 1. H kunne derfor forlods udtage dette beløb.
Skifterettens dom blev stadfæstet med den ændring, at beløbet nedsattes fra 525.000 kr. til 506.722,89 kr.
Efter sagernes blandede udfald — hvor hver part for en del havde vundet og for en del havde tabt — bestemte landsretten, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen, jf. retsplejelovens § 315, jf. § 313, stk. 1. H skulle dog endeligt afholde omkostningerne til syn og skøn.
