LandsrettenØstre Landsret stadfæstede byrettens dom om adoption af to børn, Barn 1 og Barn 2, uden de biologiske forældres samtykke. Forældrene, der begge er præget af omsorgssvigt i egen barndom og manglende evne til indføling og mentalisering, fandtes med en høj grad af sandsynlighed varigt ude af stand til at varetage omsorgen for børnene — også med støtteforanstaltninger. En processuel fejl ved manglende indhentning af vejledende rådgivning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation efter kunne ikke føre til et andet resultat.
Sagen angår to biologiske forældre — Klager (Biologisk mor) og Klager (Biologisk far) — og deres to børn, Barn 1 og Barn 2. Forældrene er begge præget af massive vanskeligheder:
Begge forældre har begrænset eller ingen kontakt til deres øvrige børn. Barn 1 og Barn 2 blev den 31. maj 2024 midlertidigt placeret hos godkendte adoptanter, hvor de ifølge oplysningerne trives og har knyttet sig til dem.
Ankestyrelsen traf den 6. marts 2024 afgørelse om at tillade adoption af Barn 1 og Barn 2 uden forældrenes samtykke. Forældrene indbragte afgørelsen for Retten i Nykøbing Falster, der ved dom af 26. juli 2024 (BS-18330/2024-NYK) stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse.
Forældrene ankede byrettens dom til Østre Landsret med påstand om, at Ankestyrelsens afgørelse ophæves, subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling. Ankestyrelsen påstod stadfæstelse. Børnenes beskikkede advokat nedlagde ikke påstand.
Sagens centrale retlige spørgsmål var, om betingelserne i Adoptionsloven § 9, stk. 2 og 3 for adoption uden forældrenes samtykke var opfyldt.
Adoptionsloven § 9, stk. 2 bestemmer:
Selv om forældrene ikke vil give samtykke efter § 7, stk. 1, kan adoptionsbevilling i særlige tilfælde meddeles, hvis væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for barnet, taler for det.
Adoptionsloven § 9, stk. 3 kræver, at:
Med henvisning til Højesterets dom af 4. februar 2019 (UfR.2019.1565) fastslog landsretten, at der skal være en høj grad af sandsynlighed for, at forældrene uanset støtteforanstaltninger ikke vil blive i stand til at varetage omsorgen.
Det var for landsretten ubestridt, at betingelserne i Barnets lov § 47, stk. 1, nr. 1 — åbenbar risiko for alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg — var opfyldt.
Forældrenes forældreevne var belyst ved forældrekompetenceundersøgelser af 23. november 2023 samt en række statusudtalelser. En børnesagkyndig udtalte ved møde i Ankestyrelsen den 6. marts 2024:
Begge forældre har været udsat for omsorgssvigt i barndommen. De er begge på baggrund af deres opvækst skadet i forhold til indføling og empati. De er begge ligeledes beskrevet med dårlige kognitive ressourcer. Forældreevne kræver både evnen til mentalisering og indfølelse, men også kognitivt at kunne aflæse, hvad et barn tænker og føler. Begge forældre ses med en tendens til at bruge gamle løsninger, selvom disse ikke virker. De fremstår derfor begge meget uformående, hvilket også ses under samvær.
Den børnesagkyndige fremhævede yderligere:
Om børnene udtalte den børnesagkyndige, at det trods deres biologiske baggrund ville være bedst for dem at få den kontinuitet, der ligger i en adoption.
Landsretten foretog en samlet vurdering af sagens oplysninger og fandt, at der var en høj grad af sandsynlighed for, at forældrene uanset støtteforanstaltninger ikke ville blive i stand til at varetage omsorgen for Barn 1 og Barn 2.
Landsretten lagde vægt på:
Landsretten fandt endvidere, at hensynet til kontinuitet og stabilitet i børnenes opvækst indebar, at adoption var den bedste løsning for dem.
Forældrene gjorde gældende, at kommunalbestyrelsen ikke havde søgt vejledende rådgivning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation som foreskrevet i Barnets lov § 71, stk. 2. Landsretten anerkendte, at dette var en fejl, men fastslog med henvisning til lovens forarbejder:
Det følger af forarbejderne til barnets lov § 71, stk. 2 (lovforslag nr. L 93 af 29. marts 2023, de specielle bemærkninger til § 71), at det vil bero på en konkret vurdering af den enkelte sag, hvilke behov kommunalbestyrelsen har for vejledende rådgivning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, og at Ankestyrelsen ikke skal hjemvise sagen til fornyet behandling, såfremt kommunalbestyrelsen ikke har søgt en sådan vejledende rådgivning.
Fejlen kunne derfor ikke føre til et andet resultat.
Landsretten fandt, at betingelserne for adoption efter Adoptionsloven § 9, stk. 3, jf. stk. 2 var opfyldt. Byrettens dom blev derfor stadfæstet, således at Ankestyrelsens afgørelse af 6. marts 2024 om adoption af Barn 1 og Barn 2 uden forældrenes samtykke opretholdes.
Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for landsretten til nogen anden part eller til statskassen.
