LandsrettenVestre Landsret tog stilling til, om Ankestyrelsens afgørelse om adoption uden samtykke efter adoptionslovens § 9, stk. 2 og 3 af et barn født i 2023 kunne opretholdes. De biologiske forældre gjorde gældende, at de med tilstrækkelig støtte ville kunne varetage omsorgen, mens Ankestyrelsen og barnets advokat fastholdt, at forældrene varigt var ude af stand hertil. Landsretten stadfæstede byrettens dom, idet der var en høj grad af sandsynlighed for forældrenes varige manglende forældreevne, og adoption bedst sikrede kontinuitet og stabilitet i barnets opvækst uden at krænke eller .
Klager (Biologisk mor) og Klager (Biologisk far) bor sammen i eget hus. Faderen er ansat i fleksjob som altmuligmand ca. 5½ time dagligt; moderen er førtidspensionist og passer hjemmet. Under graviditeten fulgte de scanninger og jordemoderbesøg. De efterspurgte en babysimulator, men fik ikke imødekommet ønsket. Forældrene oplevede, at kommunen ikke var indstillet på at give dem støtte, selv om de var indstillet på at modtage den.
Barnet blev født i 2023. Allerede inden fødslen blev der udarbejdet en forældrekompetenceundersøgelse.
Forældrekompetenceundersøgelsen blev gennemført forud for fødslen og omfattede interviews med forældrene samt en prognosevurdering. Prognosen beskrev forældrene som sårbare med et lavt dagligt funktionsniveau og betydelige udfordringer med at skabe en velfungerende hverdag.
Det fremgår af prognosevurderingen i forældrekompetenceundersøgelsen, at Klager (Biologisk mor) og Klager (Biologisk far) er sårbare kommende forældre med et lavt dagligt funktionsniveau, og at de begge er udfordret i forhold til at tage vare på sig selv og skabe en velfungerende hverdag. Det fremgår også, at det vurderes yderst usandsynligt, at Klager (Biologisk mor) og Klager (Biologisk far) aktuelt eller på sigt vil kunne tage sig af Barn, så hans trivsel og udvikling sikres, idet de af forskellige grunde ikke har potentielle til i tilstrækkelig grad at kunne udvikle deres forældreevner.
Den børnesagkyndige i Ankestyrelsen tilsluttede sig prognosevurderingen.
Ankestyrelsen traf den 15. april 2024 afgørelse om adoption uden samtykke efter adoptionslovens § 9, stk. 2 og 3. Barnet blev den 15. juni 2024 midlertidigt placeret hos de påtænkte adoptanter.
Retten i Viborg stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse ved dom af 19. september 2024 (sag BS-22139/2024-VIB). Forældrene ankede dommen til Vestre Landsret.
Forældrene nedlagde påstand om, at Ankestyrelsens afgørelse skulle ophæves. De anførte, at forældrekompetenceundersøgelsen alene var baseret på interviews og ikke inddrog deres reelle potentiale med rette støtte. De mente ikke, at kommunen havde tilbudt tilstrækkelige støtteforanstaltninger.
Under ankesagen oplyste forældrene, at de ikke følte sig helt klar til selv at tage vare på barnet, men at de – hvis adoptionen blev afvist – ønskede, at barnet vendte tilbage til den plejefamilie, han tidligere havde været i.
Faderen forklarede, at han og moderen fortsat boede sammen. Han arbejdede i fleksjob og havde godt helbred. De havde fulgt graviditetsforløbet og efterspurgt en babysimulator, men fik afslag. De oplevede, at kommunen ikke ville give støtte.
Forløbet med tre samværsobservationer var godt; forældrene havde god kontakt til barnet under de støttede samvær, der varede 45 minutter én gang om måneden. De ønskede længere samvær, men fik det ikke. Det sidste samvær – et »farvel-samvær« – fandt sted i maj 2024. Retten i Viborg afsagde den 26. februar 2025 dom om, at der ikke længere skulle være samvær eller kontakt. Forældrene havde ikke råd til at anke denne dom.
Ankestyrelsen påstod stadfæstelse og fastholdt, at forældrene varigt var ude af stand til at varetage omsorgen for barnet. Advokat Gunhild Stausholm-Møller på vegne af barnet tilsluttede sig Ankestyrelsens påstand.
Landsretten indledte med at gengive de relevante regler:
Efter adoptionslovens § 9, stk. 2, kan adoption i særlige tilfælde meddeles uden forældrenes samtykke, hvis væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for barnet, taler for det. Det følger af stk. 3, 1. pkt., i samme bestemmelse, at adoption kan meddeles efter stk. 2, hvis betingelserne for anbringelse af barnet uden for hjemmet i § 47, stk. 1, nr. 1 eller 2, i barnets lov er opfyldt, og det er sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, og at adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst vil være bedst for barnet.
Det var ubestridt, at betingelserne for anbringelse efter barnets lov § 47, stk. 1 var opfyldt. Landsretten henviste til Højesterets dom af 4. februar 2019 (UfR 2019.1565) for den nærmere bevisstandard:
Som anført i Højesterets dom af 4. februar 2019 (UfR 2019.1565) kan det udledes af forarbejderne til adoptionslovens § 9, stk. 3, at der skal være en høj grad af sandsynlighed for, at forældrene uanset støtteforanstaltninger ikke vil være i stand til at varetage omsorgen for barnet.
Landsretten tiltrådte, at der var en høj grad af sandsynlighed for, at forældrene varigt var ude af stand til at varetage omsorgen for barnet – uanset eventuelle støtteforanstaltninger. Retten lagde vægt på prognosevurderingen, den børnesagkyndiges erklæring samt de øvrige oplysninger om forældrenes indbyrdes relationelle dynamik og sammensætningen af deres individuelle problematikker.
Forældrenes indvendinger blev afvist:
Det kan på grund af omfanget og karakteren af de udfordringer og vanskeligheder hos Klager (Biologisk mor) og Klager (Biologisk far), der fremgår af oplysningerne i sagen, ikke føre til en anden vurdering, at forældrekompetenceundersøgelsen er blevet udarbejdet forud for Barns fødsel den Dato (2023), og at Klager (Biologisk mor) og Klager (Biologisk far) ikke er tilbudt yderligere støtteforanstaltninger. Samværsbeskrivelserne, der også er indgået i Ankestyrelsens afgørelse, kan heller ikke føre til en anden vurdering.
Landsretten fandt det herefter godtgjort, at betingelserne for adoption uden samtykke i adoptionslovens § 9, stk. 2 og 3 var opfyldt.
Fordi der var en høj grad af sandsynlighed for, at forældrene varigt var ude af stand til at drage omsorg, og at støtteforanstaltninger ikke ville ændre dette, var alternativet til adoption, at barnet med overvejende sandsynlighed skulle tilbringe hele sin barndom i en professionel plejefamilie med den usikkerhed, det indebærer.
Landsretten er derfor enig med byretten i, at der foreligger sådanne helt særlige omstændigheder og tungtvejende hensyn til Barns bedste, at adoption uden samtykke ikke udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og heller ikke af FN’s Børnekonvention.
Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom.
Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for landsretten til nogen anden part eller til statskassen.
