LandsrettenVestre Landsret stadfæstede byrettens dom om, at et spædbarn kunne bortadopteres uden de biologiske forældres samtykke. Forældrene, der siden byrettens dom var blevet gift og fremhævede en positiv personlig udvikling, ankede med påstand om udsættelse til supplerende forældrekompetenceundersøgelse — subsidiært ophævelse af Ankestyrelsens afgørelse. Landsretten fandt sagen tilstrækkeligt oplyst og tiltrådte, at der med en høj grad af sandsynlighed forelå varig mangel på forældreevne, og at tungtvejende hensyn til barnets kontinuitet og stabilitet gjorde adoptionen forenelig med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Sagen angår et barn — en dreng — der blev født i efteråret 2023. Allerede inden fødslen havde kommunen tilkendegivet over for de biologiske forældre, at man agtede at bortadoptere barnet.
Børn- og Ungeudvalget i kommunen traf den 10. januar 2024 afgørelse om at anbringe barnet uden for hjemmet efter barnets lov § 47, stk. 1, nr. 1 (utilstrækkelig omsorg). Ankestyrelsen stadfæstede denne afgørelse den 22. februar 2024 med en genbehandlingsfrist på 3 år.
Den 19. marts 2024 traf Ankestyrelsen afgørelse om at frigive barnet til adoption uden forældrenes samtykke efter adoptionsloven § 9, stk. 2 og 3. Forældrene indbragte afgørelsen for Retten i Viborg, som ved dom af 15. juli 2024 (sag BS-18702/2024-VIB) stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse.
Efter byrettens dom blev barnet placeret hos adoptanterne. Forældrene ankede byrettens dom til Vestre Landsret.
For landsretten afgav begge forældre supplerende forklaring om en positiv udvikling i deres liv siden byrettens dom:
Forældrene fremhævede, at forældrekompetenceundersøgelsen af 7. december 2023 var udarbejdet under et stort pres — før barnets fødsel, mens moren var gravid, og kort efter at hendes far havde begået selvmord. Der kunne derfor ikke laves en egentlig samspilsundersøgelse; i stedet deltog de i øvelser, hvor de skulle lade som om, de talte til barnet.
Efter barnets fødsel havde de overvågede samvær én time om måneden under tilstedeværelse af plejefar og en psykolog. Forældrene oplevede samværene som positive og fremhævede, at faren fik ros for sin evne til at aflæse barnet. Moren fik mindre ros, hvilket hun primært tilskrev sin sociale angst. De havde ikke søgt om udvidet samvær efter forældreansvarslovens § 20 a af hensyn til barnet, og fordi de afventede sagens udfald.
De havde efterlyst hjælp til at udvikle deres forældrekompetencer hos kommunen, men modtog intet tilbud herom på trods af rykkere.
Forældrenes principale påstand: Sagen udsættes med henblik på udarbejdelse af et tillæg til forældrekompetenceundersøgelsen.
Forældrenes subsidiære påstand: Ankestyrelsens afgørelse af 19. marts 2024 ophæves.
Forældrenes anbringender:
Ankestyrelsens påstand: Dommen stadfæstes. Ankestyrelsen fastholdt, at afgørelsen var truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, og at betingelserne for bortadoption var opfyldt.
Barnets advokat tilsluttede sig forældrenes påstande og fremhævede, at de positive samværsbeskrivelser — der var udarbejdet af to andre psykologer efter forældrekompetenceundersøgelsen — ikke havde foreligget for Ankestyrelsen, da afgørelsen blev truffet.
Landsretten redegjorde for de relevante bestemmelser:
Selv om forældrene ikke vil give samtykke efter § 7, stk. 1, kan adoptionsbevilling i særlige tilfælde meddeles, hvis væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for barnet, taler for det.
Adoption kan meddeles efter stk. 2, hvis betingelserne for anbringelse af barnet uden for hjemmet i § 47, stk. 1, nr. 1 eller 2, i barnets lov er opfyldt og det er sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, og at adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst vil være bedst for barnet.
Landsretten henviste til Højesterets dom refereret i UfR 2019.1565, hvoraf det kan udledes af forarbejderne til § 9, stk. 3, at der skal være en høj grad af sandsynlighed for, at forældrene uanset støtteforanstaltninger i hjemmet ikke vil være i stand til at varetage omsorgen.
Af forarbejderne fremgår endvidere, at barnets alder har betydning ved vurderingen: Jo yngre barnet er, desto større krav stilles der til sandsynliggørelsen af den manglende forældreevne, netop fordi det for et helt lille barn endnu ikke har været muligt at vurdere forældreevnen og relationen over tid.
Landsretten fandt ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på indhentelse af et tillæg til forældrekompetenceundersøgelsen. Retten lagde navnlig vægt på:
På denne baggrund fandt landsretten sagen tilstrækkeligt oplyst. Den principale påstand om udsættelse blev derfor ikke taget til følge.
Landsretten tiltrådte, at betingelserne i barnets lov § 47, stk. 1, nr. 1 for anbringelse uden for hjemmet var opfyldt. Retten henviste til indholdet af Børn- og Ungeudvalgets afgørelse af 10. januar 2024 og Ankestyrelsens stadfæstelse af 22. februar 2024, sammenholdt med forældrekompetenceundersøgelserne og sagens øvrige oplysninger.
Landsretten vurderede herefter, om der var en høj grad af sandsynlighed for, at forældrene uanset støtteforanstaltninger ikke ville blive i stand til at varetage omsorgen for barnet.
Retten tiltrådte byrettens vurdering og anførte:
Af de grunde, der er anført af byretten, og da det, der er anført for landsretten, ikke kan føre til et andet resultat, tiltrædes det, at denne betingelse er opfyldt.
De nye oplysninger om forældrenes positive udvikling — herunder ægteskab, ophør med hash og medicinsk behandling — ændrede således ikke landsrettens samlede bedømmelse.
Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom.
Bortadoptionen af barnet uden de biologiske forældres samtykke var således retmæssig. Betingelserne i adoptionsloven § 9, stk. 2 og 3, sammenholdt med barnets lov § 47, stk. 1, nr. 1, var opfyldt, og indgrebet stod mål med hensynet til barnets bedste.
Sagsomkostninger: Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.
Landsretten fandt, at væsentlige hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst talte for adoption. Alternativet — en langvarig anbringelse i en professionel plejefamilie — indebar en usikkerhed for barnet, bl.a. fordi et plejeforhold kan opsiges.
Landsretten konkluderede:
Der foreligger sådanne helt særlige omstændigheder og tungtvejende hensyn til barnets bedste, at adoption uden samtykke er forenelig med Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og FN's børnekonvention.
