LandsrettenØstre Landsret tog stilling til, om en nu næsten 8-årig dreng kunne bortadopteres til sine plejeforældre uden den biologiske mors samtykke, efter at moderen havde dokumenteret en markant positiv udvikling i samværet — herunder at drengen var begyndt at kalde hende »mor«. Landsretten stadfæstede byrettens dom og fandt, at barnets meget stærke tilknytning til plejefamilien, hvor han havde boet siden 10-månedersalderen, gjorde det skadeligt at bryde relationen, og at moderens forbedrede men fortsat støtteafhængige relation ikke udgjorde et »nært og stabilt« forhold, der kunne hindre adoption efter adoptionslovens § 9, stk. 4.
Sagen drejer sig om drengen Barn, født i 2017, der siden han var 10 måneder gammel har været anbragt i pleje hos Plejefar og Plejemor. Anbringelsen skete oprindeligt efter den dagældende servicelovs § 58, stk. 2, og betingelserne for anbringelse uden for hjemmet er fortsat opfyldt efter barnets lov § 47, stk. 1.
Den biologiske mor, Biologisk mor, har under hele forløbet haft samvær med Barnet — fastsat til to timer hver fjerde uge som støttet samvær med tilstedeværelse af en samværskonsulent og plejemoren.
Ankestyrelsen traf den 20. marts 2024 afgørelse om, at Barnet kunne bortadopteres til plejeforældrene uden moderens samtykke. Københavns Byret stadfæstede afgørelsen ved dom af 26. juni 2024 (sag BS-18642/2024-KBH). Den biologiske mor ankede dommen til Østre Landsret med påstand om ophævelse af adoptionsafgørelsen.
Barnets biologiske far har ikke anket byrettens dom og var ikke inddraget ved landsrettens behandling.
Afgørelsen hviler på adoptionslovens § 9, der regulerer adoption uden forældresamtykke:
Selv om forældrene ikke vil give samtykke efter § 7, stk. 1, kan adoptionsbevilling i særlige tilfælde meddeles, hvis væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for barnet, taler for det.
Den konkrete bestemmelse for plejeforældreadoption er adoptionslovens § 9, stk. 4, der stiller følgende kumulative betingelser:
Landsretten citerede forarbejderne (lovforslag nr. 121 af 28. januar 2015), hvorefter der skal foretages en konkret afvejning af hensynet til barnet over for hensynet til forældrene. centrale momenter i denne afvejning er:
Det er ikke i sig selv til hinder for adoption, at barnet har samvær eller anden kontakt med sine forældre, hvis barnet er væsentligt tættere knyttet til sin plejefamilie.
Den biologiske mor bestred ikke, at betingelserne for anbringelse uden for hjemmet fortsat var opfyldt. Hendes principale indsigelse var, at tilknytningsundersøgelsen af 16. januar 2024 — der konkluderede, at Barnets relation til hende var »spinkel« og ikke kunne antages at udvikle sig meningsfuldt — ikke længere var retvisende.
Hun henviste til følgende konkrete forbedringer i samværet:
Moderen gjorde gældende, at hun nu også var »psykologisk forælder« til Barnet, og at plejeforældrene ikke længere var de eneste psykologiske forældre. Hun anførte endvidere, at kommunen ikke havde arbejdet aktivt for en hjemgivelse, og at plejeforældrene ikke bakkede op om samværet — tværtimod havde de udtalt, at de ikke ønskede samvær efter en adoption.
Ankestyrelsen, plejeforældrene og Barnets beskikkede advokat fastholdt, at adoption var i Barnets bedste interesse. De fremhævede, at Barnet havde en meget tryg tilknytning til plejefamilien, som han betragtede som sin egen familie, og at det ville være skadeligt at bryde denne tilknytning. Den positive udvikling i samværet kunne efter deres opfattelse ikke ændre ved, at moderen varigt var ude af stand til at varetage forældrerollen.
Landsretten foretog en samlet vurdering efter kriterierne i adoptionslovens § 9, stk. 4, og forarbejderne hertil.
Barnets tilknytning til plejefamilien
Landsretten lagde vægt på det »grundligt dokumenterede forløb gennem hele Barnets opvækst« og fandt, at Barnet — trods visse adfærdsrelaterede udfordringer — havde trivedes og var meget tæt knyttet til sin plejefamilie:
Relationen mellem dem er følelsesmæssig stærk, og det er tydeligt, at han anser plejefamilien som sin egen.
Den biologiske mors relation til barnet
Landsretten anerkendte den positive udvikling i samværet, men fandt ikke, at relationen havde karakter af at være »nært og stabilt«:
Uanset at Barn under de seneste samvær har vist en tiltagende grad af kontakt med Appellant, tidligere Klager (Biologisk mor), har deres relation ikke karakter af at være nært og stabilt. Således er samværene fortsat afhængige af, at de foregår med støtte fra samværskonsulenter og i en vis udstrækning Barns plejemors tilstedeværelse.
På denne baggrund fandt landsretten, at moderens relation til Barnet ikke hindrede adoptionen.
Kommunens indsats for hjemgivelse
Landsretten fandt ikke holdepunkter for at antage, at kommunen havde undladt at arbejde mod en hjemgivelse. Det blev fremhævet, at moderen inden fødslen havde fået tilbud om familiebehandling, og at hun under hele Barnets opvækst havde modtaget intensiv social og psykologisk støtte til at styrke relationen. Alligevel måtte det lægges til grund — og var i øvrigt ubestridt — at
Appellant, tidligere Klager (Biologisk mor) aldrig vil være i stand til at varetage Barns tarv på en måde, der gør hjemgivelse muligt.
Samlet konklusion
Landsretten tiltrådte, at Barnets tilknytning til sine plejeforældre havde antaget en sådan karakter, at det ville være skadeligt for ham, hvis denne relation blev brudt, og at relationen mellem Barnet og hans biologiske mor ikke talte afgørende imod adoption. Betingelserne i adoptionslovens § 9, stk. 4, var dermed opfyldt.
Landsretten stadfæstede byrettens dom i sin helhed. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til nogen anden part eller til statskassen.
Dommen blev afsagt den 24. januar 2025 af landsdommerne Johann Herzog, Jacob Waage og Christian Barker Schrøder (kst.) i Østre Landsrets 5. afdeling.
