LandsrettenAnkestyrelsen havde i 2020 afvist erstatning for erhvervsevnetab, da tabet var under 15 %. Vestre Landsret hjemviste sagen til fornyet behandling, idet ny Højesteretspraksis åbner for erstatning ved et klart, varigt og ikke-bagatelagtigt tab på mindst 5 % – og arbejdsskaden indgik som en komponent i årsagskomplekset.
Appelindstævnte (tidligere sagsøger) pådrog sig en arbejdsskade. Sagen føres af HK Danmark som mandatar for Appelindstævnte (advokat Vivian Køhler) mod Ankestyrelsen (advokat Marie Krogsgaard Veyret). Appelindstævnte var efter arbejdsskaden i stand til at arbejde på fuld tid uden indtægtsnedgang i en længere årrække.
Sagen begyndte ved Retten i Viborg, der den 20. maj 2024 afsagde dom i 1. instans (sag BS-31997/2020-VIB). Ankestyrelsen ankede dommen til Vestre Landsret (sag BS-30928/2024-VLR).
Appelindstævnte pådrog sig en arbejdsskade, der blev anerkendt efter den dagældende lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Efter skaden var hun i stand til at varetage fuldtidsarbejde uden indkomsttab i en længere årrække. Senere indtrådte dog et erhvervsevnetab, hvis årsagssammenhæng med arbejdsskaden var omtvistet.
Der forelå en psykiatrisk speciallægeerklæring samt Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 3, 9, 12 og F, der belyste sammenhængen mellem arbejdsskaden og det samlede erhvervsevnetab.
Ankestyrelsen traf den 4. juni 2020 afgørelse om, at Appelindstævnte ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Begrundelsen var, at arbejdsskaden ikke havde nedsat hendes erhvervsevne med 15 %, hvilket var lovens dagældende minimumsgrænse.
I afgørelsen anførte Ankestyrelsen:
Det kan ikke udelukkes, at en del af det samlede erhvervstab kan skyldes følgerne af arbejdsskaden, men denne del er efter Ankestyrelsens vurdering så beskeden, at den ikke i sig selv berettiger til erstatning for tab af erhvervsevne.
Parterne gentog i det væsentlige deres anbringender for byretten.
Landsdommerne Peter Buhl, Thomas Raaberg-Møller og Pernille Allen Andersen (kst.) deltog i ankesagens afgørelse.
Landsretten lagde til grund, at Appelindstævnte efter arbejdsskaden havde arbejdet på fuld tid uden indtægtsnedgang i en længere årrække. Sammenholdt med Retslægerådets svar på spørgsmål 3, 9, 12 og F samt sagens øvrige oplysninger fandt landsretten det godtgjort, at Appelindstævntes erhvervsevnetab med overvejende sandsynlighed ikke alene var en følge af arbejdsskaden.
Landsretten henviste herved til den dagældende § 13 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade (nu arbejdsskadesikringslovens § 12), hvorefter erstatning kan nedsættes eller bortfalde, hvis tilskadekomnes situation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden.
Landsretten henviste til to nye Højesteretsdomme, der har ændret retstilstanden:
Den gældende retsstandard efter Højesterets praksis er således:
En tilskadekommen har ret til erstatning for erhvervsevnetab, selvom tabet er under 15 %, hvis der foreligger et klart og varigt tab som følge af arbejdsskaden, og tabet er mindst 5 %.
På baggrund af den psykiatriske speciallægeerklæring sammenholdt med Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 3, 9, 12 og F lagde landsretten til grund, at arbejdsskaden indgår som en komponent i det samlede årsagskompleks.
Herefter fandt landsretten, at det forekom som en nærliggende mulighed, at Appelindstævnte som følge af skaden er påført et varigt erhvervsevnetab, som ikke er bagatelagtigt (dvs. mindst 5 %), jf. Højesterets nye praksis.
På den baggrund fandt landsretten, at sagen skulle hjemvises til Ankestyrelsen med henblik på, at styrelsen vurderer spørgsmålet om erhvervsevnetab på ny i lyset af Højesterets praksis. Landsretten fulgte dermed Ankestyrelsens subsidiære påstand om hjemvisning.
THI KENDES FOR RET:
Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande og anbringender skulle ingen af parterne betale sagsomkostninger for nogen af retterne til den anden part.
