LandsrettenKendelsen vedrører en instansfordelingssag i den forenklede proces, hvor Vestre Landsret skulle tage stilling til, om en tvist om bonusudbetaling bør behandles ved landsretten som første instans. Sagsøgeren (repræsenteret af Ledernes Hovedorganisation) krævede udbetaling af en afpasset bonusydelse i henhold til funktionærloven, trods fratrædelse før bonusperiodens udløb. Sagsøgte A/S (repræsenteret af DI) og sagsøgeren var enige om at anmode om henvisning til landsretten med henvisning til påstået retsspørgsmål af principiel karakter efter en recent Højesteretsafgørelse.
Sagsøgerens påstand var, at han har krav på udbetaling af den bonus, han ville have modtaget, hvis han havde været ansat ved bonusperiodens udløb, idet bonussen anses for at være vederlag under funktionærloven. Sagsøgte modsatte sig påstanden. Kendelsen er en ren instansforordelingskendelse, og der er ikke oplyst konkrete beløbskrav eller præciserede økonomiske påstande i de foreliggende sagsakter.
Tvisten kredser om, hvorvidt den aftalte bonusordning kvalificerer sig som "vederlag" under funktionærloven, eller om den udelukkende er en fastholdelsesbonus (en præmie for at forblive i stillingen). Sagsøgeren argumenterede for, at U.2023.3826H havde skabt usikkerhed, da Højesteret ikke havde afklaret sammenfaldet mellem konkurslovens og funktionærlovens vederlagsbegreb. Spørgsmålet påstås at være af principiel karakter og generel betydning for retsanvendelsen, idet fastholdelsesbonusser er en udbredt aflønningsform, og der hersker uenighed mellem arbejdsmarkedets parter om grænsedragningen.
Ifølge Funktionærloven § 17 a, stk. 1 fastslog lovgiver følgende regulering af afpassede ydelser ved tidlig fratrædelse:
"såfremt en funktionær, der ifølge aftale eller sædvane delvis vederlægges med tantieme, gratiale eller lignende ydelser, fratræder sin stilling i et løbende regnskabsår, tilkommer der ham en i forhold til hans ansættelsestid i regnskabsåret afpasset andel af den ydelse, han ville have fået udbetalt, dersom han havde været ansat i virksomheden ved regnskabsårets afslutning eller på det tidspunkt, ydelserne i øvrigt udbetales."
Henvisningsreglen til landsret som første instans fremgår af retsplejelovens § 226, stk. 1, hvor det kræves, at sagen er af principiel karakter, har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, eller har væsentlig samfundsmæssig rækkevidde. Forarbejderne understreger, at det er en skønspræget vurdering, der skal sikre, at sagen er egnat til at indbringes for Højesteret som anden instans uden særlig tilladelse.
Vestre Landsret foretog en konkret vurdering af, om sagen overgik den enkelte aftalefortolkning til at blive et principielt retsspørgsmål. Landsretten lagde vægt på, at udfaldet nærmest udelukkende vil afhænge af, hvordan parternes specifikke bonusaftale fortolkes i forhold til fast praksis. Retten citerede selv begrundelsen ordret:
"Landsretten finder, at sagens udfald i det væsentlige vil bero på en konkret fortolkning af parternes aftale, herunder om den aftalte bonus alene udgør en præmiering af medarbejderen for at forblive i sin stilling indtil bonusperiodens udløb, eller om den tillige udgør en vederlæggelse for udførelse af arbejde på samme måde som løn."
Retten henvisede til velkendt praksis om sondringen mellem fastholdelsesbonusser og lønvederlag, jf. U.2012.1315H og U.2017.2980H. Landsretten konkluderede, at selvom spørgsmålet om fastholdelsesbonusser har generel interesse, så handler denne specifikke sag primært om faktuel og kontraktuel fortolkning. Derfor var betingelserne for en henvisning til landsretten som første instans ikke opfyldt. Det bemærkedes desuden, at byretten som alternativ til henvisning kunne have valgt kollegial behandling, hvilket også understøtter, at sagen ikke kræver landsretternes instans.
Vestre Landsret ophævede Retten i Aarhus' kendelse af 5. maj 2025. Sagen blev hjemvist til behandling i byretten som første instans i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 5, jf. stk. 1. Der er ingen dissens noteret vedrørende kendelsen. Sagen sluttet.
Sagsøgeren krævede udbetaling af den afpassede bonus, han ville have modtaget, hvis han var ansat ved periodens udløb. Sagsøgte modsatte sig kravet. Kendelsen er en ren instansfordelingskendelse, og der er ikke oplyst konkrete beløbskrav i de foreliggende sagsakter.
Tvisten kredser om, hvorvidt den aftalte bonusordning kvalificerer sig som "vederlag" under funktionærloven, eller om den udelukkende er en fastholdelsesbonus (en præmie for at forblive i stillingen). Sagsøgeren argumenterede for, at U.2023.3826H havde skabt usikkerhed, da Højesteret ikke havde afklaret sammenfaldet mellem konkurslovens og funktionærlovens vederlagsbegreb. Spørgsmålet påstås at være af principiel karakter og generel betydning for retsanvendelsen, idet fastholdelsesbonusser er en udbredt aflønningsform, og der hersker uenighed mellem arbejdsmarkedets parter om grænsedragningen.
Ifølge Funktionærloven § 17 a, stk. 1 fastslog lovgiver følgende regulering af afpassede ydelser ved tidlig fratrædelse:
"såfremt en funktionær, der ifølge aftale eller sædvane delvis vederlægges med tantieme, gratiale eller lignende ydelser, fratræder sin stilling i et løbende regnskabsår, tilkommer der ham en i forhold til hans ansættelsestid i regnskabsåret afpasset andel af den ydelse, han ville have fået udbetalt, dersom han havde været ansat i virksomheden ved regnskabsårets afslutning eller på det tidspunkt, ydelserne i øvrigt udbetales."
Henvisningsreglen til landsret som første instans fremgår af retsplejelovens § 226, stk. 1, hvor det kræves, at sagen er af principiel karakter, har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, eller har væsentlig samfundsmæssig rækkevidde. Forarbejderne understreger, at det er en skønspræget vurdering, der skal sikre, at sagen er egnat til at indbringes for Højesteret som anden instans uden særlig tilladelse.
Vestre Landsret foretog en konkret vurdering af, om sagen overgik den enkelte aftalefortolkning til at blive et principielt retsspørgsmål. Landsretten lagde vægt på, at udfaldet nærmest udelukkende vil afhænge af, hvordan parternes specifikke bonusaftale fortolkes i forhold til fast praksis. Retten citerede selv begrundelsen ordret:
"Landsretten finder, at sagens udfald i det væsentlige vil bero på en konkret fortolkning af parternes aftale, herunder om den aftalte bonus alene udgør en præmiering af medarbejderen for at forblive i sin stilling indtil bonusperiodens udløb, eller om den tillige udgør en vederlæggelse for udførelse af arbejde på samme måde som løn."
Retten henvisede til velkendt praksis om sondringen mellem fastholdelsesbonusser og lønvederlag, jf. U.2012.1315H og U.2017.2980H. Landsretten konkluderede, at selvom spørgsmålet om fastholdelsesbonusser har generel interesse, så handler denne specifikke sag primært om faktuel og kontraktuel fortolkning. Derfor var betingelserne for en henvisning til landsretten som første instans ikke opfyldt. Det bemærkedes desuden, at byretten som alternativ til henvisning kunne have valgt kollegial behandling, hvilket også understøtter, at sagen ikke kræver landsretternes instans.
Vestre Landsret ophævede Retten i Aarhus' kendelse af 5. maj 2025. Sagen blev hjemvist til behandling i byretten som første instans i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 5, jf. stk. 1. Der er ingen dissens noteret vedrørende kendelsen. Sagen sluttet.
