LandsrettenEn tidligere medarbejder (Appelindstævnte) rejste via Kristelig Fagforening krav om pensionsindbetaling og fritvalgsordning mod sin tidligere arbejdsgiver (Appellant), efter at ansættelsesbeviserne havde henvist til en serviceoverenskomsts vilkår som »vejledende«. Arbejdsgiveren ændrede i 2021 punkt 10 til at angive, at overenskomst ikke fandt anvendelse. Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom og fastslog, at serviceoverenskomstens vilkår var gældende mellem parterne. Punkt 10 i 2021-ansættelsesbeviset blev tilsidesat efter , og kravene var hverken forældede eller bortfaldet ved passivitet.
Appelindstævnte blev ansat hos Appellant i 2017. Der blev udstedt ansættelsesbeviser den 7. marts 2017 og 1. juni 2017. I begge disse ansættelsesbeviser indeholdt punkt 10 en henvisning til vilkårene i serviceoverenskomsten som »vejledende«.
Appellant har forklaret, at punkt 10 blev formuleret sådan, fordi hun »ikke vidste bedre«. Hun opfattede det ikke som bindende, men kun som vejledende. Formuleringen indgik som standard i alle ansattes kontrakter.
Den 27. marts 2021 udstedte Appellant et nyt ansættelsesbevis. Heri var punkt 10 ændret til at angive, at ansættelsesforholdet »ikke er og aldrig har været omfattet af en overenskomst«. Appellant ændrede formuleringen efter at være blevet kontaktet af Krifa i en anden sag.
Appelindstævnte har forklaret, at hun ikke var klar over ændringen i punkt 10 og ikke fik besked om, at der var sket ændringer vedrørende overenskomsten.
Sagen blev anlagt ved Retten i Viborg den 30. januar 2023 (sag BS-5234/2023-VIB). Byretten afsagde dom den 19. marts 2024 og gav Appelindstævnte medhold i krav om pensionsindbetaling, fritvalgsordning og godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis.
Under ankesagen for Vestre Landsret (sag BS-15870/2024-VLR) nedlagde Appellant påstand om frifindelse. Appelindstævnte påstod stadfæstelse.
Landsretten anvendte navnlig følgende bestemmelser:
En aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende.
Forældelsesfristen er 5 år ved fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold.
Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.
Det var ubestridt, at ansættelsesforholdet ikke var overenskomstreguleret, men alene baseret på parternes individuelle aftale. Landsretten fandt imidlertid — i overensstemmelse med byrettens begrundelse — at vilkårene i serviceoverenskomsten, som der blev henvist til i ansættelsesbeviserne fra 7. marts og 1. juni 2017, var gældende mellem parterne.
Appelindstævnte havde derfor krav på, at der blev indbetalt til pension og til fritvalgsordningen.
Landsretten afviste, at oplysningerne om omstændighederne ved aftalernes indgåelse — eller den forløbne tid inden krav blev rejst — kunne føre til en anden vurdering af, hvad der måtte anses for aftalt.
Appellant ændrede punkt 10 efter kontakt fra Krifa. Indholdet af punkt 10 i ansættelsesbeviset af 27. marts 2021 — hvorefter ansættelsesforholdet »ikke er og aldrig har været omfattet af en overenskomst« — fandt landsretten gav anledning til fortolkningstvivl, set i lyset af ansættelsesforholdets karakter.
Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse for at tilsidesætte punkt 10 efter aftalelovens § 36, stk. 1. Bestemmelsen giver mulighed for helt eller delvist at tilsidesætte en aftale, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende.
Parterne var enige om, at 20.108,94 kr. af det samlede krav ville være forældet, såfremt forældelsesfristen ikke blev anset for suspenderet. Beløbet fordelte sig således:
| Kravtype | Beløb |
|---|---|
| Pension | 17.266,61 kr. |
| Fritvalgsordning | 2.842,33 kr. |
| I alt | 20.108,94 kr. |
Landsretten tiltrådte byrettens vurdering af, at kravene ikke var bortfaldet som følge af passivitet.
Efter forældelseslovens § 4, stk. 1 er forældelsesfristen 5 år for fordringer, der støttes på aftale om arbejde i et ansættelsesforhold. Fristen regnes efter § 4, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen.
Kravene forfaldt successivt. Sagen blev anlagt den 30. januar 2023. Landsretten fandt efter bevisførelsen ikke grundlag for at fastslå, at forældelsesfristen var begyndt at løbe tidligere end 5 år forud herfor. Der forelå derfor ikke forældelse for nogen del af kravene.
Landsretten tiltrådte — af de grunde byretten havde anført — at Appelindstævnte havde krav på godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis. Godtgørelsen blev under de foreliggende omstændigheder fastsat til 20.000 kr.
Da der ikke i øvrigt var uenighed om den beløbsmæssige opgørelse af kravene, stadfæstede landsretten byrettens dom i sin helhed.
I sagsomkostninger for landsretten skulle Appellant betale 24.000 kr. til Kristelig Fagforening som mandatar for Appelindstævnte til udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Beløbet skulle betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a. Ved fastsættelsen af beløbet blev der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og forløb.
