LandsrettenØstre Landsret behandlede anklagemyndighedens anke til skærpelse af straf og indrejseforbud i en sag, hvor Tiltalte — der var udvist af Danmark for bestandigt i 2001 — den 28. september 2020 indrejste via Københavns Lufthavn efter en rejse til Nordmakedonien. Overtrædelsen af indrejseforbuddet kunne alene tilregnes som uagtsom. Landsretten forhøjede byrettens straf til fængsel i 9 måneder og indrejseforbuddet til 6 år under anvendelse af til at fravige den foreskrevne minimumsstraf på 1 år.
Tiltalte blev den 8. november 2001 udvist af Danmark for bestandigt. Afgørelsen om udvisning og det tilknyttede indrejseforbud blev forkyndt for Tiltalte af Närpolisen i Lindesberg, Sverige.
Den 28. september 2020 ankom Tiltalte til Københavns Lufthavn efter en rejse til Nordmakedonien sammen med en veninde. Hun blev stoppet i paskontrollen. Det var ubestridt, at Tiltalte havde til hensigt at forlade lufthavnsområdet — hun ville rejse videre til Sverige med tog, når hun var kommet igennem paskontrollen. Hendes overtrædelse af indrejseforbuddet skete således ikke i forbindelse med en transit-landing.
Tiltalte blev efterfølgende sendt frem og tilbage mellem flere myndigheder, men endte med at få lov til selv at tage toget til Malmø.
Københavns Byret afsagde dom i sagen den 16. august 2023 (sag 1-4101/2022). Anklagemyndigheden ankede byrettens dom til Østre Landsret med påstand om skærpelse af straffen og forlængelse af indrejseforbuddets varighed. Tiltalte påstod stadfæstelse.
Tiltalte forklarede, at hun var til stede, da hun blev idømt 4 års fængsel, men hun huskede ikke at have fået at vide, at hun havde fået et indrejseforbud for bestandigt, og hun huskede heller ikke at have fået indrejseforbuddet forkyndt.
Om sine personlige forhold forklarede hun, at hun fortsat arbejdede som lægesekretær og boede i sin lejlighed i Sverige.
Sagen angik overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, som fastsætter en minimumsstraf på ubetinget fængsel i 1 år for den udlænding, der indrejser i strid med et indrejseforbud meddelt i forbindelse med udvisning og straf af mindst 3 måneders ubetinget fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse.
Minimumsstraffen kan kun fraviges efter den almindelige regel i straffelovens § 83:
Straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde. Sagsbehandlingstiden kommer dog kun i betragtning som formildende omstændighed, hvis dette er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist.
For indrejseforbuddets varighed fulgte af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4, at der fastsættes et indrejseforbud på 6 år, når udlændingen udvises efter §§ 22 eller 23 og idømmes en ubetinget fængselsstraf af indtil 1 års varighed.
Landsretten lagde til grund — da sagen alene var anket til skærpelse af anklagemyndigheden — at Tiltaltes overtrædelse af indrejseforbuddet alene kunne tilregnes hende som uagtsom.
Landsretten fandt herefter, at der var grundlag for at fravige den foreskrevne minimumsstraf i udlændingelovens § 59 b, stk. 2, og fastsatte straffen til fængsel i 9 måneder. Tre forhold bar afgørelsen:
Landsretten fandt derimod, at det ikke kunne anses for en formildende omstændighed, at Tiltalte ikke havde til hensigt at tage ophold i Danmark. Det var ubestridt, at hun havde til hensigt at forlade lufthavnsområdet og rejse videre til Sverige, og overtrædelsen skete derfor ikke i forbindelse med en transit-landing.
Der var ikke grundlag for at gøre straffen betinget.
Da anklagemyndigheden alene havde anket til skærpelse, skulle landsretten lægge byrettens bedømmelse af subjektiv tilregnelse til grund. Tiltaltes overtrædelse kunne derfor kun tilregnes som uagtsom — ikke forsætlig. Landsretten tillagde dette betydelig vægt som en formildende omstændighed ved strafudmålingen.
Sagen havde været undervejs i ca. 4½ år siden den ulovlige indrejse i september 2020. Landsretten lagde vægt på, at den lange sagsbehandlingstid kun delvist kunne tilskrives Tiltaltes egne forhold. Efter straffelovens § 83 kan sagsbehandlingstid kun indgå som formildende omstændighed, når det er nødvendigt af hensyn til kravet om behandling inden for en rimelig frist efter artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention — hvilket landsretten fandt var tilfældet her.
Da straffen blev udmålt til fængsel i 9 måneder — en ubetinget fængselsstraf af indtil 1 års varighed — fastsatte landsretten indrejseforbuddet til 6 år i henhold til udlændingelovens § 32, stk. 1, jf. stk. 2, jf. stk. 4, nr. 4. Bestemmelsen foreskriver et indrejseforbud på 6 år, når udlændingen udvises efter §§ 22 eller 23 og idømmes en ubetinget fængselsstraf af indtil 1 års varighed.
Landsretten ændrede byrettens dom og fastsatte:
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten. Dog skal statskassen endeligt bære den del af sagsomkostningerne, der relaterer sig til retsmødet den 6. februar 2024.
Afgørelsen blev truffet af landsdommerne Bodil Dalgaard Hammer, Jacob Waage og Mie Vinkel Sørensen (kst.).
