LandsrettenØstre Landsret tog stilling til, om en sag anlagt af Foreningen Far mod Statsministeriet og Social-, Bolig- og Ældreministeriet med 25 påstande om påstået kønsdiskrimination mod fædre i dansk lovgivning opfyldte betingelserne for henvisning til landsretten som 1. instans efter . Byretten havde henvist sagen, men landsretten ophævede henvisningen af egen drift efter , idet sagen på det foreliggende grundlag ikke indebar en sådan principiel stillingtagen af generel rækkevidde, at den burde springe byretsbehandlingen over.
Sagen angår, om en lang række lov- og administrative bestemmelser samt Familieretshusets praksis i behandling af tvister om bopæl og samvær er i strid med ligestillingsloven, og om bestemmelserne er ugyldige, subsidiært retligt uvirksomme.
Sagsøgerne — Foreningen Far og foreningens landsformand — har nedlagt i alt 25 påstande, der kan inddeles i følgende grupper:
Påstand 1 angår, at en lang række opregnede lovbestemmelser — herunder forældreansvarsloven §§ 17, 18 og 18a, CPR-lovens § 8, folkeskolelovens § 36, stk. 3, børnebidragsloven § 13, stk. 2, servicelovens § 109, stk. 1, og mange flere — er i strid med ligestillingsloven.
Påstand 2 angår, at Familieretshusets praksis i behandling af tvister om bopæl og samvær er i strid med ligestillingsloven.
Påstandene retter sig mod bestemmelser, som sagsøgerne mener favoriserer bopælsforælderen på bekostning af samværsforælderen. De anfægtede regler omfatter forældreansvarslovens bopælsbestemmelser, CPR-registrering, frit skolevalg, lægevalg, tandlægevalg, forhøjelse af indtægtsgrænse for hjemmeboende børn i retsplejelovens § 325, stk. 5, samt kapitel 3.1.1. og pkt. 5.7 i Vejledning om Familierettens behandling af forældreansvarssager.
Sagsøgerne anfægter servicelovens § 109, stk. 1, for så vidt støtten historisk har været målrettet kvinder, samt forældreansvarslovens § 29 b, for så vidt muligheden for at forhindre samværsanmodninger alene kan anvendes af kvinder.
Påstandene angår en række økonomiske ydelser og tilskudsordninger, som sagsøgerne mener er indrettet til ugunst for samværsforældre: børnebidragslovens regler om tilskud, børnetilskudslovens § 3, lov om individuel boligstøtte § 7, stk. 3, SU-lovens § 14, stk. 1 om ekstra uddannelsesstøtte til enlige forsørgere, børnebidragslovens §§ 14, 15 og 19 om uddannelses-, konfirmations- og dåbsbidrag, dagtilbudslovens § 2, stk. 2 og § 71 om tilskud, samt børn- og ungeydelseslovens § 4, stk. 2, nr. 2 og stk. 10, 1. pkt.
Påstandene retter sig mod barselslovens § 21 b, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, og bekendtgørelse om ret til barselsdagpenge § 8, stk. 1, nr. 2, for så vidt reglerne efter sagsøgernes opfattelse fortrinsstiller bopælsforælderen.
Sagsøgerne har gjort gældende, at de anfægtede bestemmelser må ses i en større sammenhæng, og at de enkelte påstande kun til en vis grad kan bedømmes isoleret.
Deres hovedargumenter er:
Om søgsmålskompetence har Foreningen Far henvist til sit vedtægtsbestemte formål og til Østre Landsrets dom af 29. juni 2021 (Foreningen imod Ulovlig Logning), hvor en forening blev anset for at have retlig interesse og søgsmålskompetence inden for et emne omfattet af foreningens formål.
Statsministeriet har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse. Social-, Bolig- og Ældreministeriet har ligeledes nedlagt påstand om afvisning for samtlige påstande, subsidiært frifindelse for visse af påstandene.
Ministerierne har gjort gældende, at sagsøgerne ikke har retlig interesse, idet der ikke foreligger en konkret retstvist. Retlig interesse og søgsmålskompetence forudsætter, at sagsøgerne er direkte, væsentligt og individuelt berørt, og at spørgsmålet er aktuelt.
Ministerierne henviste til Højesterets dom af 30. januar 2013 (U.2013.1162H), hvoraf det følger, at domstolsprøvelse ikke kan ske som ren abstrakt normkontrol:
En borger kan ikke anlægge en sag, kun fordi denne har opdaget en mulig uoverensstemmelse mellem forvaltningens praksis og lovgivningen eller ønsker en stillingtagen til et problem vedrørende sine forhold, som måske kan vise sig i fremtiden.
Det gøres gældende, at de nedlagte påstande ikke er egnede til at danne grundlag for en domstolsprøvelse. Sagsøgerne kan ikke bede om domstolenes abstrakte stillingtagen til, om love og bekendtgørelser er i uoverensstemmelse med ligestillingsloven, eller om Familieretshusets praksis »er i strid med ligestillingsloven«.
Ministerierne har anmodet om, at formalitetsindsigelserne udskilles til forlods afgørelse efter retsplejelovens § 253.
Til støtte for frifindelsespåstandene har ministerierne anført, at de ikke er rette sagsøgte for en række af påstandene:
Københavns Byret henviste ved kendelse af 4. maj 2024 sagen til Østre Landsret efter retsplejelovens § 226, stk. 1.
Af byrettens kendelse fremgik:
Som påstandene er nedlagt, angår sagen, om en række lov- og administrative bestemmelser er i strid med ligestillingsloven. Sagen angår tillige, om Familieretshusets behandling af tvister om bopæl og samvær er i strid med ligestillingsloven.
Byretten bemærkede, at sagen navnlig angår lovfortolkning og fortolkning af EU-retlige og menneskeretlige bestemmelser, og at den bevisførelse, sagsøgerne har påberåbt sig i form af statistisk materiale, efter sin art indebærer generelle — ikke konkrete — bevismæssige vurderinger.
Byretten fandt efter en samlet vurdering, at sagen umiddelbart kunne have generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde, og at betingelserne for henvisning derfor var opfyldt. Byretten tilføjede, at de rejste formalitetsindsigelser — under henvisning til »Notat fra Underudvalget om sagstilgangen til Højesteret« — ikke kunne føre til en anden bedømmelse.
For landsretten har parterne indtaget modsatrettede standpunkter til, om henvisning bør opretholdes.
Sagsøgerne støttede henvisningen og fremhævede:
Ministerierne protesterede mod henvisningen og anførte:
Landsretten indledte med at fastslå rammen for prøvelsen:
Efter retsplejelovens § 226, stk. 1, kan byretten efter anmodning fra en part henvise en sag til behandling ved landsret, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
Efter retsplejelovens § 226, stk. 5, skal landsretten af egen drift påse, at betingelserne for at henvise sagen til behandling ved landsretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1, er opfyldt.
Landsretten beskrev sagens karakter:
Landsrettens konklusion var klar:
Landsretten finder efter en samlet vurdering, at sagen på det foreliggende grundlag ikke indebærer en sådan principiel stillingtagen af mere generel rækkevidde, at den bør kunne indbringes for Højesteret som 2. instans uden særlig tilladelse.
Retsvirkningen blev herefter:
Sagen sendes derfor tilbage til byretten til fortsat behandling.
Kendelsen blev truffet af landsdommerne Michael Kistrup, Benedikte Holberg og Johann Herzog.
THI BESTEMMES:
Landsretten afviser at behandle sagen i 1. instans og sender sagen til byretten til fortsat behandling.
