LandsrettenFOA førte som mandatar for en borger sag mod Ankestyrelsen om tilbagebetaling af en udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne på 30 procent. Erstatningen var udbetalt for perioden fra 1. juni 2019 og frem, efter at borgeren den 1. maj 2019 var overgået fra ledighedsydelse til ansættelse i et midlertidigt fleksjob. Det centrale spørgsmål var, om Ankestyrelsens afgørelse af 22. december 2020 om tilbagebetaling var gyldig — eller om den var i strid med gældende praksis, den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning eller led af begrundelsesmangler. Vestre Landsret stadfæstede tilbagebetalingspligten, men nedsatte sagsomkostningerne for byretten til 35.000 kr. og fastsatte omkostninger for landsretten til 28.000 kr.
Sagen blev anlagt af FOA — Fag og Arbejde som mandatar for en borger (appellanten, tidligere sagsøger) mod Ankestyrelsen.
Sagen blev i første instans behandlet ved Retten i Hjørring (sag BS-34061/2021-HJO), der afsagde dom den 27. februar 2023. Byretten gav Ankestyrelsen medhold i, at appellanten var forpligtet til at tilbagebetale erstatningen.
FOA ankede dommen til Vestre Landsret (sag BS-15537/2023-VLR, 5. afdeling). Landsretten behandlede sagen med dommerne Lisette Ørnskov Top, Helle Krogager Rasmussen og Thomas Elholm (kst.). Advokat Anne Bech Nielsen førte sagen for FOA, mens Ankestyrelsen gav møde som selvmøder.
Under hovedforhandlingen i landsretten protesterede FOA mod visse anbringender i Ankestyrelsens sammenfattende processkrift af 8. november 2024, som FOA mente var nye og derfor skulle afskæres efter retsplejelovens § 383.
Appellanten havde været tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne på 30 procent efter arbejdsskadesikringsloven. Hun modtog ledighedsydelse frem til den 1. maj 2019, hvor hun overgik til ansættelse i et midlertidigt fleksjob.
Erstatningen for tab af erhvervsevne fortsatte med at blive udbetalt fra 1. juni 2019 og frem — også i den periode, hvor hun var ansat i fleksjobbet. Det var ubestridt, at appellanten i perioden fra den 1. maj 2019 til og med januar 2020 havde modtaget erstatningen uberettiget.
Under landsretssagen blev der fremlagt supplerende materiale:
Ankestyrelsen traf den 22. december 2020 afgørelse om, at appellanten skulle tilbagebetale den udbetalte erstatning for tab af erhvervsevne på 30 procent for perioden fra 1. juni 2019 og frem.
Afgørelsen var truffet med hjemmel i arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 3. Denne bestemmelse fastsætter, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om tilbagebetaling:
når tilskadekomne eller efterladte i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov.
Det afgørende for Ankestyrelsen var således, om appellanten mod bedre vidende havde modtaget erstatningen uberettiget — en subjektiv vurdering af hendes forhold sammenholdt med sagens omstændigheder.
FOA nedlagde følgende påstande:
Ankestyrelsen påstod stadfæstelse af byrettens dom.
Sagens retlige omdrejningspunkt var arbejdsskadesikringslovens § 40 a, der giver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring hjemmel til at træffe afgørelse om tilbagebetaling i tre situationer:
når tilskadekomne eller efterladte mod bedre vidende har undladt at give oplysninger efter denne lov og den manglende oplysning har medført en anden afgørelse, end Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ville have truffet, hvis oplysningen havde foreligget,
når tilskadekomne eller efterladte mod bedre vidende har afgivet urigtige oplysninger og den urigtige oplysning har medført en anden afgørelse, end Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ville have truffet, hvis den korrekte oplysning havde foreligget, eller
når tilskadekomne eller efterladte i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov.
Bestemmelsen havde været uændret under hele det relevante forløb. Det springende punkt var nr. 3 — om appellanten mod bedre vidende havde modtaget erstatningen uberettiget, hvilket beror på en konkret og subjektiv vurdering.
FOA gjorde gældende, at Ankestyrelsens afgørelse af 22. december 2020 var ugyldig af tre grunde:
FOA anførte, at Ankestyrelsen med afgørelsen havde indført en skærpet praksis på et ankemøde den 22. december 2020 — med tilbagevirkende kraft i forhold til appellantens overgang til fleksjob den 1. maj 2019. Efter FOA's opfattelse var afgørelsen i strid med den praksis om tilbagebetaling, som var gældende på tidspunktet for overgangen til fleksjobbet.
Det blev anført, at den skærpede praksis hverken havde hjemmel i forarbejderne til arbejdsskadesikringsloven § 40 a, eller at der forelå tungtvejende grunde til at indføre ændringen.
FOA påberåbte sig en anonymiseret afgørelse af 23. december 2020 fra Ankestyrelsen — afsagt dagen efter appellantens afgørelse — hvor Ankestyrelsen i en sammenlignelig sag var kommet til det modsatte resultat. FOA gjorde gældende, at dette udgjorde en tilsidesættelse af den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.
FOA gjorde subsidiært gældende, at Ankestyrelsens afgørelse ikke indeholdt en konkret og individuel vurdering ud fra samtlige oplysninger i sagen, som foreskrevet i Ankestyrelsens interne vejledning (e-Konsulenten) og Ankestyrelsens artikel "Hvornår skal man betale en erstatning tilbage i en arbejdsskadesag?". Begrundelsesmanglen var efter FOA's opfattelse af en sådan karakter, at afgørelsen var ugyldig, og sagen skulle hjemvises til fornyet behandling.
Ankestyrelsen fastholdt, at afgørelsen var truffet med hjemmel i arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 3, der havde været uændret under hele forløbet.
Over for FOA's tre indsigelser anførte Ankestyrelsen:
Ankestyrelsen protesterede i øvrigt mod FOA's forsøg på at afskære dele af Ankestyrelsens sammenfattende processkrift, idet processkriftet blot adresserede de ugyldighedsindsigelser, FOA selv havde rejst.
Landsretten indledte med at tage stilling til FOA's processuelle protest:
Landsretten finder, at der ikke er grundlag for at afskære de bemærkninger i Ankestyrelsens sammenfattende processkrift, som Ankestyrelsen er kommet med som svar på FOA's anbringender om ugyldighed, jf. retsplejelovens § 383.
Landsretten lagde — som byretten — til grund, at appellanten uberettiget havde modtaget erstatning for tab af erhvervsevne på 30 procent for perioden fra den 1. maj 2019 til og med januar 2020. Dette var ubestridt.
Spørgsmålet var herefter, om appellanten havde modtaget erstatningen mod bedre vidende. Landsretten udtalte herom:
Spørgsmålet om, hvorvidt Appellant, tidligere Sagsøger mod bedre vidende har modtaget erstatningen, beror på en konkret og subjektiv vurdering af hendes forhold sammenholdt med sagens omstændigheder i øvrigt. Ved vurderingen kan indgå størrelsen af det for meget udbetalte beløb og i den forbindelse den procentvise forskel mellem de faktisk udbetalte beløb, og de beløb, som Appellant, tidligere Sagsøger var berettiget til.
Landsretten afviste samtlige FOA's ugyldighedsindsigelser:
Efter bevisførelsen er det ikke godtgjort, at Ankestyrelsens afgørelse er udtryk for en ændring af en fast praksis, eller at afgørelsen er i strid med lighedsgrundsætningen. Det er heller ikke godtgjort, at begrundelsen for afgørelsen er mangelfuld, herunder i en sådan grad at afgørelsen er ugyldig.
Herefter tiltrådte landsretten — også i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført — at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse eller at hjemvise sagen til fornyet behandling.
Landsretten afsagde følgende dom:
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at det beløb, som FOA - Fag og Arbejde som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger skal betale i sagsomkostninger til Ankestyrelsen, nedsættes til 35.000 kr.
For landsretssagen blev FOA pålagt at betale sagsomkostninger:
I sagsomkostninger for landsretten skal FOA - Fag og Arbejde som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger inden 14 dage betale 28.000 kr. til Ankestyrelsen. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Sammenfattende:
| Instans | Udfald | Sagsomkostninger |
|---|---|---|
| Byretten (Hjørring) | Ankestyrelsen frifindes; tilbagebetalingspligt stadfæstes | 35.000 kr. (nedsat af landsretten) |
| Landsretten (Vestre) | Byrettens dom stadfæstet | 28.000 kr. (FOA → Ankestyrelsen) |
Selvom Ankestyrelsen fik medhold i hovedspørgsmålet, fandt landsretten anledning til at nedsætte sagsomkostningerne for byretten:
Under hensyn til sagens værdi, omfang og forløb i byretten finder landsretten, at det beløb, som FOA skal betale i sagsomkostninger til Ankestyrelsen for sagens behandling i byretten, passende kan nedsættes til 35.000 kr. Beløbet er ekskl. moms, idet Ankestyrelsen har givet møde som selvmøder.
For landsrettens behandling fastsatte retten omkostningerne til 28.000 kr. til dækning af udgifter til rettergangsfuldmægtig ekskl. moms, under hensyn til sagens værdi, omfang og forløb.
