Landsretten stadfæster dom om bopælspligt for ejendomme udlejet til flygtninge

Bevisførelse: CPR-registreringer og vidneforklaringer

CPR-registerudskrifter

Udskrifter fra CPR-registret viste, at adskillige personer havde været tilmeldt med bopæl på de fire adresser i perioden mellem 7. maj 2015 og 7. maj 2019. Flere flygtninge havde været registreret i mere end ét år. Blandt andet fremgik følgende registreringer:

Vidneforklaringer

Person 1 (fra Udlejer ApS) forklarede, at ejendommene var et investeringsobjekt. Lejlighederne var ikke egnet til beboelse og skulle renoveres. Lejekontrakterne med kommunen var tidsbegrænsede, fordi renoveringen skulle påbegyndes efter 3 år. Flygtningene rykkede meget rundt mellem lejlighederne, og særligt lejlighederne Adresse 3 og Adresse 4 var kolde om vinteren.

Vidne 2 (jurist i Bornholms Regionskommune) forklarede, at Bornholm er attraktiv for personer, der ikke bor fast på øen, hvilket skaber boligmangel. Kommunen havde et politisk ønske om at håndhæve bopælspligten effektivt. Han oplyste, at flygtninge kan bo i midlertidige boliger helt op til 5 år, og at begrebet "midlertidig" har forskellige betydninger i integrationsloven og lov om boligforhold.

Vidne 3 (Person 1's ægtefælle) forklarede, at lejlighederne var i dårlig stand og krævede gennemgribende renovering. Hun oplevede stor udskiftning af flygtninge — typisk 2-4 måneder ad gangen — og havde ikke indtryk af, at kommunen foretog bopælsregistreringer ved flytninger mellem lejlighederne.

Retsgrundlaget: Bopælspligt og 5-årsfristen efter boligforholdsloven

Bopælspligten følger af lov om boligforhold § 5, stk. 1, 2. pkt.:

Bliver en bolig, der hidtil har været benyttet helt eller delvis til helårsbeboelse, ledig, skal ejeren sørge for, at den fortsat benyttes til beboelse.

Samme lovs § 5, stk. 2, pålægger ejeren at anmelde en ledig bolig til kommunalbestyrelsen, hvis den har været ledig i mere end 6 uger.

Afgørende for sagen var imidlertid lov om boligforhold § 7, stk. 1 (tidligere § 50, stk. 1, i lov om midlertidig regulering af boligforholdene):

En bolig, der inden for de sidste 5 år har været benyttet til helårsbeboelse, må ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke tages i brug til sommerbeboelse eller lignende midlertidig benyttelse, der er til hinder for, at boligen fortsat benyttes til helårsbeboelse.

Vedrørende lejeforholdets karakter bemærkede landsretten, at lejeloven § 1, stk. 1 finder anvendelse:

Loven gælder for leje, herunder fremleje, af hus eller rum, uanset om lejeren er en person eller en virksomhed m.v. (juridisk person).

Den centrale problemstilling var således, om lejlighederne i perioden 7. maj 2015 til 7. maj 2019 havde været anvendt til helårsboliger. Var de ikke det, ville 5-årsfristen i § 7, stk. 1, være udløbet, og bopælspligten ville være bortfaldet.

Landsrettens begrundelse: Flygtningene måtte anses for at have haft helårsbolig

Landsretten lagde til grund, at det var ubestridt, at ejendommene forud for 7. maj 2014 havde været benyttet til helårsbeboelse, og at Bornholms Regionskommunes henvendelse af 7. maj 2019 afbrød 5-årsfristen.

Spørgsmålet var herefter, om lejlighederne i perioden 7. maj 2015 til 7. maj 2019 havde været anvendt til helårsboliger. Landsretten lagde vægt på følgende forhold:

• Lejekontrakterne mellem Udlejer ApS og Bornholms Regionskommune var udformet som lejekontrakter for beboelse.
• Aftalerne mellem flygtningene og kommunen var udformet som aftaler om midlertidig bolig efter integrationsloven § 12.
• CPR-registret viste, at flere flygtninge havde været tilmeldt med bopæl i de fire lejligheder i perioder mellem 7. maj 2015 og 7. maj 2019, herunder flere i mere end 1 år.
• Flygtningene havde som nyankomne til Danmark ikke haft andre boliger til rådighed.
• Begge parter forudsatte, at udlejningen til kommunen opfyldte kravet om anvendelse til helårsbeboelse, og at lejlighederne faktisk blev anvendt hertil.

På denne baggrund konkluderede landsretten:

På denne baggrund finder landsretten, at flygtningene må anses for at have haft helårsbolig i lejlighederne. Det forhold, at der efter lovgivningen på integrationsområdet er tale om en første, midlertidig placering kan ikke føre til et andet resultat.

Landsretten bemærkede endvidere, at lejeforholdet mellem Udlejer ApS og Bornholms Regionskommune ikke kunne anses for erhvervsmæssigt efter lejeloven § 1, stk. 1, som ændret ved lov nr. 632 af 11. juni 2010.

Da Udlejer ApS ikke havde sørget for, at lejlighederne efter udlejningen til kommunen blev taget i brug til helårsbeboelse, og da der ikke var foretaget anmeldelse af de ledige boliger, fandt landsretten ikke grundlag for at ophæve kommunens afgørelse.

Landsrettens afgørelse og sagsomkostninger

Landsretten stadfæstede byrettens dom i sin helhed.

Udlejer ApS blev pålagt at betale 25.000 kr. i sagsomkostninger til Bornholms Regionskommune inden 14 dage til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Beløbet forrentes efter renteloven § 8 a. Ved fastsættelsen af beløbet tog landsretten ud over sagens værdi hensyn til sagens omfang og hovedforhandlingens vægt.

Landsdommerne Julie Skat Rørdam, Anne Birgitte Fisker og Ane Kallmayer Bach (kst.) deltog i afgørelsen. Der var enstemmighed.