LandsrettenØstre Landsret tog stilling til, om samvær mellem en 12-årig pige og hendes juridiske far skulle tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 456 p, efter at moderen gennem mange år havde forhindret enhver kontakt. Trods moderens samværschikane fandt landsretten, at tvangsfuldbyrdelse på nuværende tidspunkt ikke var i bedste, idet en tvangsudlevering risikerede at eskalere konfliktniveauet og inddrage barnet direkte i forældrekonflikten. Familierettens frifindende kendelse blev stadfæstet i sin helhed.
Sagen angik den 12-årige Barn og hendes juridiske far, Juridisk far, der er registreret som Barns far i de offentlige registre. Juridisk far og Mor havde et forhold gennem nogle måneder, mens de arbejdede samme sted. Mor udfasede forholdet, og der blev aldrig etableret kontakt mellem Juridisk far og Barn.
Juridisk far har forklaret, at han ikke har haft hverken samvær eller anden kontakt med Barn på noget tidspunkt. Han mener, at det er vigtigt for Barn at lære sit ophav at kende, og at hun under alle omstændigheder på et tidspunkt vil finde ud af, at han er hendes far.
Mor har forklaret, at Barn er en pige i god trivsel, og at hun kæmper for Barns interesser. Efter Mors opfattelse vil Barn få et stort chok, hvis hun bliver tvunget til samvær med Juridisk far, og det vil ikke være til hendes bedste.
Ved Hillerød rets dom af 30. juni 2023 (BS-17170/2022-HIL) blev der fastsat overvåget samvær mellem Juridisk far og Barn. Dommen blev stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 19. september 2023. Mor medvirkede imidlertid ikke til gennemførelsen af de fastsatte overvågede samvær.
Den 10. april 2024 afsagde Familieretten ved Retten i Hillerød en kendelse, hvorved der blev varslet tvangsbøder på 3.000 kr. for manglende udlevering af Barn til samvær den 6. juni, 19. juni og 4. juli 2024. Heller ikke disse samvær blev gennemført.
Ved Familierettens kendelse af 6. september 2024 (BS-5571/2024-HIL) afviste Familieretten at tvangsfuldbyrde samværet, fastsætte erstatningssamvær og udløse eller fastsætte tvangsbøder. Juridisk far kærede denne kendelse til Østre Landsret, der behandlede sagen mundtligt den 16. januar 2025.
Juridisk far nedlagde fire påstande for landsretten:
Påstand om tvangsudlevering: At der skulle ske tvangsfuldbyrdelse af samvær i henhold til Østre Landsrets dom af 19. september 2023, jf. retsplejelovens § 456 p. Under den mundtlige forhandling præciserede han påstanden, således at der skulle ske tvangsfuldbyrdelse af de overvågede samvær i henhold til Familieretshusets afgørelse af 16. februar 2024.
Påstand om erstatningssamvær: At der blev fastsat erstatningssamvær for syv konkrete samværsdage i perioden 10. april til 4. juli 2024, jf. retsplejelovens § 456 p, stk. 5.
Påstand om udløsning af tvangsbøder: At de varslede tvangsbøder på 3.000 kr. pr. samvær for den 6. juni, 19. juni og 4. juli 2024 — i alt 9.000 kr. — skulle udløses.
Påstand om fastsættelse af nye tvangsbøder: At der blev fastsat tvangsbøder på mindst 3.000 kr., hvis Mor ikke udleverede Barn til det erstatningssamvær, Familieretshuset måtte fastsætte.
Den centrale bestemmelse er retsplejelovens § 456 p, der blev indsat ved lov nr. 1711 af 27. december 2018 og trådte i kraft den 1. april 2019:
Fuldbyrdelse efter reglerne i dette kapitel kan kun ske under hensyn til barnet og skal varetage barnets bedste. Fuldbyrdelse kan endvidere kun ske, hvis der ikke er behov for af hensyn til barnet at henvise sagen til Familieretshuset til vurdering af, om den aftale eller afgørelse, der søges fuldbyrdet, skal ændres eller ophæves.
Bestemmelsen afløste den tidligere retsplejelovens § 536, stk. 6, hvorefter fuldbyrdelse alene kunne afvises, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsattes for alvorlig fare. Lovændringen markerede et grundlæggende skifte i retstilstanden.
Af forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 91 af 7. november 2018) fremgik bl.a.:
Børne- og Socialministeriet ønsker at understrege, at hensynet til barnet er altafgørende ved oprettelsen af det nye system, og at dette hensyn sættes over andre hensyn. Dette gælder også i forhold til fuldbyrdelse af forældreansvar, hvor hensynet til barnet tilsiger, at barnet i videst muligt omfang bør skånes for oplevelsen af at skulle udleveres til en forælder med magt.
Og i de specifikke bemærkninger til § 456 p:
Den foreslåede bestemmelse i § 456 p er omdrejningspunktet for det nye fuldbyrdelsessystem. Med den foreslåede bestemmelse udvides kravene til at fuldbyrde forældreansvar fra, at fuldbyrdelse kun kan afvises, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare, til, at fuldbyrdelse kun kan ske, hvis fuldbyrdelsen sker under hensyn til barnet, og fuldbyrdelsen varetager barnets bedste (…). Dermed præciseres det, at fuldbyrdelse skal ske for barnets skyld, og ikke for en forælders skyld.
Ved vurderingen af barnets bedste skal der efter forarbejderne også tages hensyn til barnets ret til beskyttelse, herunder at barnet beskyttes mod at blive fastholdt i en langvarig og skadelig loyalitetskonflikt mellem forældrene.
Juridisk far gjorde gældende, at domstolene skal fortolke retsplejelovens § 456 p i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder:
Han henviste til, at formålet med EMRK artikel 8 grundlæggende er at sikre, at relationen og kontakten mellem forældre og barn udvikles og opretholdes, også når forældre ikke lever sammen. Efter hans opfattelse var de danske domstole forpligtet til at fremme udleveringen af Barn for positivt at beskytte hendes ret til at kende sin far — også selvom det på grund af Mors modstand måtte ske ved anvendelse af magt.
Juridisk far henviste til et notat af 7. februar 2023 fra børnesagkyndig psykolog Børnesagkyndig 2, der var indarbejdet i Hillerød rets dom af 30. juni 2023:
at Barns mors families bestræbelser på at undgå, at Barn får noget kendskab til sin far, med stor sandsynlighed har medvirket til at skabe et familiemiljø, som indirekte har haft store omkostninger for hende og muligvis stadig har det, at det må anses som et alvorligt omsorgssvigt i sig selv at berøve Barn kendskabet til hendes far
Han påberåbte sig også en erklæring af 3. juni 2024 fra klinisk børnepsykolog Børnesagkyndig 1, hvori det hed:
Landsretten indledte med at konstatere, at det — som anført af Familieretten — måtte lægges til grund, at Mor uden rimelig grund gennem mange år havde forhindret, at Juridisk far kunne få kontakt med Barn, herunder forhindret gennemførelsen af de ved Østre Landsrets dom af 19. september 2023 fastsatte overvågede samvær.
På trods heraf tiltrådte landsretten, at der af hensyn til Barn og varetagelsen af hendes bedste ikke på nuværende tidspunkt skulle ske fuldbyrdelse af samvær efter reglerne i retsplejelovens kapitel 42 b.
Landsretten lagde vægt på, at en tvangsudlevering ville medføre en optrapning af konfliktniveauet mellem parterne, og at eventuelle efterfølgende samvær alene ville kunne gennemføres ved tvang — hvilket ville involvere Barn direkte i konflikten i strid med hendes bedste.
Landsretten forholdt sig udtrykkeligt til de påberåbte internationale konventioner:
Det, der er anført for landsretten, herunder om Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og FNs Børnekonventions artikel 3 og 12, kan ikke føre til et andet resultat.
Landsretten lagde hermed til grund, at beskyttelseshensynet efter retsplejelovens § 456 p — herunder hensynet til at beskytte barnet mod at blive fastholdt i en skadelig loyalitetskonflikt — konkret vejede tungere end de hensyn til familieliv og samvær, som de internationale konventioner værner om.
Vedrørende tvangsbøder og erstatningssamvær tiltrådte landsretten frifindelsen med den begrundelse, at tidligere tvangsbøder ikke havde haft den ønskede motiverende virkning, og at der — som anført af Mor med henvisning til TFA 2023.232 V — ikke var lovhjemmel til at fastsætte tvangsbøder for erstatningssamvær, som Familieretshuset endnu ikke havde fastsat tidspunkt for.
Landsretten stadfæstede Familierettens kendelse af 6. september 2024 i sin helhed.
Dette indebar:
Mor argumenterer om at skåne Barn, der har været meget påvirket af det voldsomme forløb i Land, hvilket er forståeligt, men hun er en sund pige, der er i god trivsel og bør derfor tages med på råd om sin fremtid med hensyn til betydningsfulde relationer.
Vedrørende erstatningssamvær og tvangsbøder anførte Juridisk far, at der af præventive hensyn var behov for at fastsætte erstatningssamvær og udløse tvangsbøder. Han henviste til U2021.1739 om overførsel af forældremyndighed ved samværschikane og TFA 2020.247, hvor Østre Landsret forhøjede tvangsbøder fra 2.000 kr. til 5.000 kr.
Mor påstod stadfæstelse og gjorde gældende, at vurderingen af tvangsfuldbyrdelse skal tage udgangspunkt i barnets perspektiv. Hun fremhævede, at Barn lever i en kernefamilie med sin sociale far og tre søskende, og at hun som præpubertetspige er mere følelsesmæssigt sårbar — hvilket tilsiger stabilitet og kontinuitet frem for et »grundvoldsrystende tvangsgennemført samvær med en for hende ukendt mand«.
Hun henviste til, at børnesagkyndig Børnesagkyndig 1 i notatet af 3. juni 2024 konkluderende havde anført:
Tilbage står at tvangsudlevere Barn, hvilket også virker uhensigtsmæssigt og potentielt traumatiserende, da hun slet ikke kender sin far og kan derfor ikke anbefales.
Mor anerkendte, at samarbejdsschikane som udgangspunkt ikke er beskyttelsesværdigt, men gjorde gældende, at menneskelige hensyn til barnet i denne sag måtte træde forud for processuelle reaktionsmuligheder. En tvangsudlevering ville efter hendes opfattelse alene medføre en optrapning af konfliktniveauet, hvorefter også efterfølgende samvær kun ville kunne gennemføres ved tvang — hvilket ville involvere Barn direkte i konflikten.
Vedrørende tvangsbøder gjorde Mor gældende, at tidligere fastsættelse, udløsning og forhøjelse af bøder ikke havde haft nogen motiverende effekt, og at der ikke var lovhjemmel til tvangsbøder for erstatningssamvær, der endnu ikke var fastsat af Familieretshuset, jf. TFA 2023.232 V.
