LandsrettenVestre Landsret tog stilling til, om en tilskadekommen skulle tilbagebetale midlertidig erhvervsevnetabserstatning for perioden 1. maj 2019 til 22. marts 2020, hvor han under arbejdsprøvning hos sin tidligere arbejdsgiver modtog fuld løn på ca. 365.000 kr. — i strid med forudsætningen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, der var baseret på en forventet årlig indtægt på kun 170.000-180.000 kr. Landsretten stadfæstede byrettens dom og fandt, at betingelserne for tilbagebetaling efter var opfyldt, idet appellanten havde modtaget ydelsen mod bedre vidende.
Appellanten — repræsenteret af HK Danmark som mandatar — var ansat hos Søstrene Grene, da han i 2017 blev ramt af en alvorlig arbejdsulykke, der medførte amputation af det ene underben. Efter ulykken gennemgik han tre operationer på grund af komplikationer i benet, og overlægen oplyste senere, at benet aldrig ville blive godt igen, da knoglen var blevet for knust ved ulykken.
Indstævnte i sagen var Ankestyrelsen, hvis afgørelse om tilbagebetaling appellanten ønskede tilsidesat. Fagbevægelsens Hovedorganisation indtrådte som biintervenient til støtte for appellanten.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf den 19. marts 2019 afgørelse om midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne. Erhvervsevnetabet blev fastsat til 45 %.
Af afgørelsen fremgik det, at appellantens årsløn før skaden kunne fastsættes til cirka 368.000 kr. på 2017-niveau. Efter skaden modtog han løn og sygedagpenge og blev vurderet til at kunne tjene cirka 170.000-180.000 kr. årligt — altså en væsentlig indtægtsnedgang, der begrundede erstatningen.
Afgørelsen indeholdt en udtrykkelig vejledning om, at appellanten skulle oplyse om væsentlige ændringer i sin ansættelse, herunder hvis han arbejdede flere timer. Det fremgik endvidere, at behandlingen af spørgsmålet om erhvervsevne ville blive genoptaget den 1. december 2019.
I den omtvistede periode fra 1. maj 2019 til 22. marts 2020 var appellanten i arbejdsprøvning hos Søstrene Grene. Han modtog fuld løn for en arbejdsuge på 37 timer. Hans månedsløn svarede til en årsløn på cirka 365.000 kr.
Det var imidlertid ubestridt, at appellanten reelt ikke arbejdede 37 timer om ugen. Efter ulykken havde han betydelige begrænsninger:
Virksomhedens leder forklarede, at Søstrene Grene følte sig forpligtet til at hjælpe appellanten med at opretholde samme løn som før ulykken, fordi skaden var sket på arbejdspladsen. Appellanten ønskede selv at prøve sig af frem for at overgå til fleksjob eller førtidspension, men det lykkedes aldrig at få en fuldtidsuge ud af ham.
Ankestyrelsen traf afgørelse om, at appellanten skulle tilbagebetale den udbetalte erstatning for perioden 1. maj 2019 til 22. marts 2020. Appellanten indbragte afgørelsen for domstolene.
Retten i Aarhus afsagde dom den 11. marts 2024 (sag BS-28794/2022-ARH), hvorved Ankestyrelsen blev frifundet. Sagen blev anket til Vestre Landsret.
Appellanten nedlagde for landsretten påstand om frifindelse for tilbagebetalingskravet. Ankestyrelsen påstod stadfæstelse af byrettens dom.
Sagen drejede sig om anvendelsen af arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
Stk. 1. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om tilbagebetaling, jf. dog § 18 f,
- når tilskadekomne eller efterladte mod bedre vidende har undladt at give oplysninger efter denne lov og den manglende oplysning har medført en anden afgørelse, end Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ville have truffet, hvis oplysningen havde foreligget,
- når tilskadekomne eller efterladte mod bedre vidende har afgivet urigtige oplysninger og den urigtige oplysning har medført en anden afgørelse, end Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ville have truffet, hvis den korrekte oplysning havde foreligget, eller
- når tilskadekomne eller efterladte i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov.
Landsretten konstaterede, at appellanten havde opfyldt sin oplysningspligt efter nr. 1 og 2. Sagens centrale spørgsmål var derfor, om han havde modtaget erstatningen mod bedre vidende efter nr. 3 — den såkaldte opsamlingsbestemmelse.
Efter arbejdsskadesikringslovens § 42 har modtageren af løbende erstatning pligt til at underrette om enhver forandring i sine forhold, som kan medføre nedsættelse eller bortfald af erstatningen.
Parterne havde i det væsentlige gentaget deres anbringender fra byretten.
Appellanten gjorde gældende, at han havde opfyldt sin oplysningspligt. Den udbetalte erstatning var anvendt til nødvendige udgifter, herunder afdrag på en handicapbil med automatgear — en bil han havde fået støtte fra kommunen til at anskaffe, og som var afgørende for at kunne fortsætte sit arbejde. Pengene var også gået til dagligt underhold.
Appellanten bestred ikke, at han havde modtaget fuld løn, men fremhævede, at han reelt ikke arbejdede 37 timer — han kunne slet ikke præstere en fuld arbejdsuge efter ulykken og havde brug for omfattende skånehensyn.
Fagbevægelsens Hovedorganisation anførte, at erstatningen var udbetalt med rette. Organisationen argumenterede for, at erhvervsevnetab ikke er indtægtsbestemt, men fastsættes ud fra den mistede evne til at skaffe sig indtægt. Appellanten var i den omhandlede periode alene i stand til at opretholde sin indtægt på grund af omfattende skånehensyn. Efter den 22. marts 2020 fik appellanten da også fastsat sit erhvervsevnetab til 65 %. Til støtte herfor henvistes til U.2025.5H.
Ankestyrelsen fastholdt, at appellanten havde modtaget erstatningen mod bedre vidende. Han var udtrykkeligt vejledt om, at væsentlige ændringer i ansættelsesforhold og indtægt skulle oplyses, og hans faktiske indtægt i perioden svarede slet ikke til det grundlag — en forventet indtægt på 170.000-180.000 kr. — som erstatningen var beregnet ud fra.
Over for Fagbevægelsens Hovedorganisation anførte Ankestyrelsen, at spørgsmålet om erhvervsevnetabets størrelse ikke var til prøvelse i sagen, og at U.2025.5H angik en anden situation.
Landsretten indledte med at konstatere, at både Ankestyrelsen og HK Danmark i begge instanser havde forudsat, at erstatningen var modtaget uberettiget. Retten tog derfor ikke stilling til Fagbevægelsens Hovedorganisations anbringende om, at appellanten kunne beholde erstatningen, fordi den var udbetalt med rette.
Landsretten lagde herefter — ligesom byretten — til grund, at appellanten uberettiget havde modtaget erstatning for tab af erhvervsevne i perioden fra den 1. maj 2019 til den 22. marts 2020.
Retten fastslog, at appellanten havde opfyldt sin oplysningspligt efter § 40 a, stk. 1, nr. 1 og 2. Det afgørende spørgsmål var derfor, om erstatningen var modtaget mod bedre vidende efter nr. 3.
Efter bevisførelsen fandt landsretten det ikke godtgjort, at Ankestyrelsens afgørelse om tilbagebetaling var udtryk for en ændring af fast praksis.
Landsretten lagde afgørende vægt på det centrale modsætningsforhold mellem forudsætningerne for erstatningen og de faktiske forhold:
Grundlaget for Appellants modtagelse af erhvervsevnetabserstatning i perioden fra den 1. maj 2019 til den 22. marts 2020 var Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 19. marts 2019, hvor det aktuelle erhvervsevnetab blev fastsat til 45 procent. Det fremgik af afgørelsen, at Appellants årløn før skaden kunne fastsættes til cirka 368.000 kr. på 2017-niveau, men at han nu fik løn og sygedagpenge og blev vurderet til at kunne tjene cirka 170.000-180.000 kr. årligt. Videre fremgik det af afgørelsen, at Appellant skulle oplyse om væsentlige ændringer i sin ansættelse som f.eks., at han arbejdede flere timer.
I perioden fra den 1. maj 2019 til den 22. marts 2020 var Appellant i arbejdsprøvning hos Søstrene Grene, hvor han fik løn for en arbejdsuge på 37 timer. Hans månedsløn i denne periode svarede til en årløn på cirka 365.000 kr.
På denne baggrund konkluderede landsretten:
Under de anførte omstændigheder, navnlig at Appellant var vejledt om forudsætningen for afgørelsen af 19. marts 2020, og at han i den relevante periode i strid med denne forudsætning igen tjente ca. det samme som før skaden, tiltræder landsretten, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling efter arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 3, er opfyldt.
Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse eller hjemvise sagen til fornyet behandling. Byrettens dom blev derfor stadfæstet.
Efter sagens udfald skulle HK Danmark som mandatar for appellanten betale sagsomkostninger til Ankestyrelsen. Beløbet blev fastsat under hensyn til sagens værdi, omfang og hovedforhandlingens varighed.
| Part | Resultat | Sagsomkostninger |
|---|---|---|
| Appellant (HK Danmark) | Ikke medhold | Skal betale 28.000 kr. til Ankestyrelsen |
| Ankestyrelsen | Frifundet | Tilkendt 28.000 kr. |
| Fagbevægelsens Hovedorganisation (biintervenient) | — | Ingen sagsomkostninger pålagt |
Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Retten afviste, at sagsbehandlingstiden eller det forhold, at appellanten havde anvendt erstatningen til afdrag på en handicapbil og dagligt underhold, kunne føre til et andet resultat.
