LandsrettenØstre Landsret stadfæstede byrettens dom i en nævningesag om drabsforsøg, grov vold og ulovlig tvang med påstået bandemotiv. De fire tiltalte, der af politiet blev anset for medlemmer af NBV, var tiltalt for overfald på medlemmer af den rivaliserende gruppe 9hunna den 1. juni 2022. Landsretten frikendte for overtrædelse af , idet konflikten mellem grupperingerne ikke med den fornødne sikkerhed omfattede skydevåben, og de konkrete overtrædelser ikke var egnede til at fremkalde en sådan konflikt.
Tiltalte:
Anklagemyndigheden var repræsenteret uden navngiven anklager.
Sagen blev behandlet som nævningesag ved Østre Landsrets 10. afdeling med landsdommerne Katja Høegh, Malou Kragh Halling og Uffe Sørensen samt nævninger.
Byrettens dom af 24. maj 2023 (Retten i Odense, sag 8-699/2023) var anket af både anklagemyndighed og de tiltalte. Tiltalte 1 og 2 havde været varetægtsfængslet fra 1. juni 2022; Tiltalte 2 blev løsladt 23. maj 2023, mens Tiltalte 1 forblev frihedsberøvet under anken. Tiltalte 3 og 4 blev løsladt 14. september 2023.
Ifølge politiets Efterretnings- og Analyseenhed (EAE) var der i tiden op til 1. juni 2022 en konflikt mellem to bandegrupperinger i Odense: NBV (Nyborgvej) og 9hunna. De tiltalte blev anset for medlemmer af NBV, mens forurettede Forurettede 1 (opfattet som ledende) og Forurettede 2 blev anset for medlemmer af 9hunna. Konflikten var præget af voldelige overfald, gensidig overvågning, hån på sociale medier og markering af territorium. Drabet på Person 4 den 27. februar 2022, der forblev uopklaret, indgik i konfliktbilledet.
Den 31. maj 2022 sent om aftenen og natten til 1. juni 2022 deltog de fire tiltalte i en organiseret overvågning og forfølgning af en hvid Renault Clio (reg. nr. Reg. nr. 1), hvori Forurettede 1, Forurettede 2 og to andre befandt sig. Overvågningen foregik via en Snapchat-gruppe, hvor Vidne 5 rapporterede bilens position. De tiltalte kørte i Tiltalte 1's blå Mazda (reg. Reg. nr. 2) og ventede efter politiets standsning af Renaulten i krydset ved kolonihaverne på Vej 1, indtil de forurettede kom gående. Dette lagde landsretten til grund som led i en fælles forfølgelse.
Anklagemyndigheden rejste tiltale for følgende forhold, der alle var påstået omfattet af straffelovens § 81 a:
Forhold 1 (overfald på Forurettede 1): Tiltalte 1 for forsøg på manddrab (straffeloven § 237, jf. § 21) og grov vold (§ 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1) – herunder at have stukket Forurettede 1 mindst 18 gange med kniv. Tiltalte 2, 3 og 4 for medvirken til grov vold med kniv. Forurettede 1 pådrog sig livstruende kvæstelser, herunder et stik gennem brystvæggen.
Forhold 2 (overfald på Forurettede 2): Tiltalte 2 for grov vold (§ 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1) ved at have påkørt Forurettede 2, stukket ham én gang i armen med kniv og tildelt ham knytnæveslag.
Forhold 3 (ulovlig tvang): Tiltalte 1, 2 og 3 for ulovlig tvang (straffeloven § 260, stk. 1, nr. 1) – de tvang Forurettede 3 ind i Mazdaen og fik ham til at udtale nedsættende ord om 9hunna og Forurettede 1's mor.
Anklagemyndigheden ankede til skærpelse og påstod opholdsforbud efter § 79 a. Efter skyldkendelsen frafaldt anklagemyndigheden skærpelsespåstanden over for Tiltalte 1 og 4 samt opholdsforbuddet for alle. De tiltalte ankede med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, og stadfæstelse af frifindelse for § 81 a.
De centrale bestemmelser i straffeloven var:
Dagældende § 81 a, stk. 1: »[S]traffen for overtrædelse af ... § 245, § 247 ... kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten anvendes skydevåben …«
§ 81 a, stk. 2: Ved overtrædelse af § 237 skal det i almindelighed indgå som en særdeles skærpende omstændighed, hvis betingelserne i stk. 1 er opfyldt.
Det var således en betingelse, at konflikten indebar anvendelse af skydevåben, eller at lovovertrædelsen var egnet til at fremkalde en sådan.
Derudover var straffelovens § 237 (manddrab) og § 21 (forsøg) relevante for forhold 1, § 245, stk. 1 (grov vold) for forhold 1 og 2, § 247, stk. 1 (strafskærpelse ved gentagelse) for forhold 1 og 2, samt § 260, stk. 1, nr. 1 for forhold 3.
Landsretten modtog supplerende forklaringer og dokumenterede betydelige dele af byrettens bevismateriale. Væsentlige bevismomenter:
Tiltalte 1 og 2 havde ikke anket byrettens skyldvurdering, og retten lagde derfor til grund, at de havde overtrådt straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1 ved at tvinge Forurettede 3 ind i Mazdaen og tvinge ham til nedsættende udtalelser om 9hunna og Forurettede 1's familie.
For Tiltalte 3 fandt retten det bevist, at han var blandt gerningsmændene. Dette støttedes af Forurettede 3's forklaring og Tiltalte 1's oplysning om antallet af personer i bilen. Tiltalens berigtigelse under hovedforhandlingen – så forholdet henførtes under § 260 i stedet for den oprindelige bestemmelse – var ubetænkelig, jf. retsplejelovens § 883, stk. 4. Tiltalte 3 blev dermed også fundet skyldig.
Tiltalte 2 erkendte knytnæveslag, men benægtede påkørsel og knivstik. Retten fastslog imidlertid, at de tre passagerer i Renaulten var blevet grundigt visiteret af politiet uden fund af kniv, og at vidnerne bekræftede voldsudøvelsen. Tiltalte 2's forklaring om, at Forurettede 2 skulle have haft en kniv, som han afvæbnede, blev tilsidesat. Han blev derfor fundet skyldig i hele tiltalen for grov vold, straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1.
Tiltalte 2: Politividnernes observationer viste, at han samtidigt overfaldt Forurettede 2 og ikke var i nærheden af Forurettede 1. Han blev derfor frifundet i dette forhold, idet tiltalens beskrivelse af medvirken ikke var opfyldt, jf. retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4.
Tiltalte 1: Retten fandt hans nye forklaring om udelukkende at have sparket 3-4 gange utroværdig. Fængselsbetjentens vidneudsagn om, at han »var kommet til at stikke én ned« og havde »stukket 18 gange«, sammenholdt med de øvrige beviser, førte til, at et flertal (8 nævninger og samtlige dommere) fandt ham skyldig i forsøg på manddrab. En enkelt nævning dissenterede og ville alene dømme for grov vold, idet forsæt til drab ikke fandtes bevist. Efter afstemningsreglen i blev Tiltalte 1 dømt for forsøg på manddrab, .
Tiltalte 1 blev idømt fængsel i 6 år, hvilket svarer til udgangspunktet i fast retspraksis for drabsforsøg. Som skærpende omstændigheder indgik voldens brutalitet (mindst 18 knivstik), at drabsforsøget var planlagt efter organiseret forfølgelse, og at han tidligere var straffet for personfarlig kriminalitet, begået kort efter en forudgående afsoning. Anklagemyndigheden havde frafaldet krav om skærpelse, og retten fandt ingen formildende omstændigheder. Byrettens strafudmåling stadfæstedes, jf. straffelovens § 89.
Anklagemyndigheden havde frafaldet påstand om skærpelse, og retten fandt ingen grund til formildelse. De skærpende forhold fra byretten og den forudgående organiserede forfølgning indgik. Byrettens strafudmåling stadfæstedes.
Retten fandt ligeledes ingen formildende omstændigheder, men heller ikke grundlag for at idømme Tiltalte 3 en strengere straf end Tiltalte 4. Anklagemyndighedens endelige påstand var stadfæstelse over for Tiltalte 4, og derfor stadfæstedes strafudmålingen, under hensyn til de relevante strafbestemmelser og straffelovens § 89.
Der var ingen formildende omstændigheder. Det indgik, at Tiltalte 2 havde handlet alene i forhold 2. Byrettens strafudmåling, som anklagemyndigheden heller ikke endeligt krævede skærpet, stadfæstedes.
Byrettens dom af 24. maj 2023 stadfæstes i det omfang, den er anket.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Tiltalte 4 og Tiltalte 3: Retten fandt, at de havde deltaget i overfaldet på Forurettede 1 ved at være til stede i kredsen omkring ham og dermed støttet voldsudøvelsen, herunder Tiltalte 1's knivstik. Deres forklaring om at have forsøgt at stoppe Tiltalte 1 blev anset for utroværdig. Tiltalen, der ikke specificerede individuelle roller, men angav medvirken, opfyldte kravene i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4, da en nærmere beskrivelse ikke var mulig på tiltaletidspunktet. Begge blev derfor dømt for medvirken til grov vold med kniv.
Landsretten anerkendte, at der bestod en konflikt mellem NBV og 9hunna, og at de tiltaltes handlinger havde baggrund heri. Afgørende var imidlertid, om konflikten omfattede skydevåben, eller om overtrædelserne var egnede til at fremkalde en sådan. Retten gennemgik de forudgående episoder:
Retten konkluderede:
[D]et ikke er bevist med den til domfældelse i en straffesag fornødne sikkerhed, at kravet i dagældende § 81 a i straffeloven om, at lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt, hvori der anvendes skydevåben, er opfyldt.
Derfor blev de tiltalte frifundet for overtrædelse af § 81 a.
