LandsrettenØstre Landsret stadfæstede byrettens dom i en sag om, hvorvidt Landsskatterettens skønsmæssige forhøjelse af en skatteyders indkomst for 2011 til 1.522.416 kr. — baseret på en negativ privatforbrugsopgørelse, hvori indgik udgifter til opførelse af en ejendom med 2,2 mio. kr. — var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag. Skatteyderen bestred ikke skattemyndighedernes ret til at foretage en skønsmæssig ansættelse, men gjorde gældende, at udgifterne til entreprenøren i 2011 var mindre end forudsat, og at en væsentlig del af byggeriet var færdiggjort i 2010. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at skønnet var åbenbart urimeligt, og pålagde ham 86.250 kr. i sagsomkostninger.
Landsskatteretten forhøjede ved afgørelse af 20. november 2020 appellantens skattepligtige indkomst for indkomståret 2011 til 1.522.416 kr. Forhøjelsen var baseret på en negativ privatforbrugsopgørelse, hvori indgik udgifter til opførelse af en ejendom med 2,2 mio. kr.
Appellanten bestred ikke, at skattemyndighederne var berettigede til at foretage en skønsmæssig ansættelse efter skattekontrolloven § 74, men anfægtede skønnets størrelse. Han gjorde gældende, at ansættelsen var skønnet for højt, dels fordi udgifterne til entreprenøren i 2011 androg et mindre beløb end forudsat, dels fordi Landsskatterettens skøn over udgifter til klinker, hårde hvidevarer, køkken- og badeværelsesmøbler samt bryggers var åbenbart forkert.
Sagen vedrørte opførelsen af en bolig med carport og udhus. Appellanten indgik en entreprisekontrakt med Virksomhed ApS, ejet af Vidne 1. Kontrakten blev udarbejdet i prisberegningsprogrammet Visual Kalkulation.
Entreprisekontrakten indeholdt et punkt om, at entreprenøren skulle stille en sikkerhed på 127.000 kr., men denne sikkerhed blev aldrig stillet. Vidne 1 forklarede, at punktet formentlig var et standardvilkår efter AB92.
Byggeriet blev påbegyndt i 2010, hvor byggepriserne var lave på grund af finanskrisen. Appellanten forklarede, at han selv havde købt byggematerialer i 2009 og 2010, når han kunne få dem til gode priser. Ifølge appellanten var terrændækket færdigt i november 2010, og de var i gang med at opmure væggene. Vidne 1 skønnede ud fra billedmateriale og entreprisekontrakten, at der i november 2010 var udført arbejde for ca. 380.000 kr.
Appellanten gjorde ikke brug af muligheden for at kræve dagbod eller erstatning fra Virksomhed ApS, men indgik i stedet mundtlige aftaler med Vidne 1 om afslag i prisen.
Under byretssagen blev der gennemført syn og skøn ved Skønsmand. Af skønserklæringen af 6. september 2022 fremgik følgende vurderinger:
Skønsmanden vurderede endvidere, at det i januar 2011 kostede i alt 3.141.825 kr. inkl. moms at opføre ejendommen, fordelt således:
| Komponent | Ekskl. moms |
|---|---|
| Bolig | 2.227.930 kr. |
| Carport | 156.132 kr. |
| Udhus | 129.398 kr. |
| I alt ekskl. moms | 2.513.460 kr. |
| I alt inkl. moms | 3.141.825 kr. |
Skønserklæringen var baseret på 2011-priser, hvilket senere blev et stridspunkt i sagen.
Appellanten og Vidne 1 afgav supplerende forklaringer for landsretten.
Appellanten forklarede, at han fik kontakt til Vidne 1 gennem et tidligere ejendomsprojekt, men betegnede ikke Vidne 1 som en ven. Forhandlingen om husprisen var en proces, og appellanten efterspurgte oprindeligt en fuld entreprise for at lette banklånet, men fik senere mulighed for selv at udføre en del af arbejdet.
I 2010 var priserne en del lavere, end de er i dag, bl.a. på grund af finanskrisen. Byggefirmaerne var generelt pressede, og det var muligt at skaffe byggematerialer til fornuftige priser.
Appellanten oplyste, at han i 2009 og 2010 selv havde købt byggematerialer, men ikke havde nogen kvitteringer herpå, da Skattemyndighederne først bad om dem i 2014. Han vurderede, at det havde kostet et par hundrede tusinde kroner at nå til det stade, byggeriet var i november 2010, hvor terrændækket var færdigt og væggene var under opmuring.
Appellanten forklarede endvidere, at han havde tilbageholdt penge fra Vidne 1 og indgået mundtlige aftaler om afslag på grund af mangler ved byggeriet. Oplysningerne i revisors kapitalforklaring stammede fra ham selv.
Vidne 1 forklarede, at han ikke havde nogen særlig relation til appellanten og derfor heller ikke havde interesse i at give et særligt godt tilbud. Entreprisekontrakten var lavet i Visual Kalkulation, og priserne så efter hans mening rigtige ud.
I 2010 var markedet presset oven på finanskrisen, og det var billigere at bygge end i dag.
Vidne 1 skønnede, at der i november 2010 var udført arbejde for ca. 380.000 kr. Han bekræftede, at han ikke havde stillet den garanti på 127.000 kr., som fremgik af entreprisekontrakten. Vidne 1 kunne ikke huske, hvornår han havde lavet sin erklæring om entrepriseforløbet, men kunne med sikkerhed sige, at den ikke var lavet i 2019, da han på det tidspunkt var ude at sejle.
Parternes hovedsynspunkter for landsretten:
Appellanten anførte, at en væsentlig del af byggeriet blev færdiggjort i 2010, og at en væsentlig del af udgifterne derfor også måtte være afholdt i 2010. Han gjorde gældende, at skønserklæringen ikke tog højde herfor, hvorfor den ikke kunne tillægges større vægt.
Derudover fastholdt appellanten, at Landsskatterettens skøn over udgifter til klinker, hårde hvidevarer, køkken- og badeværelsesmøbler samt bryggers var åbenbart forkert.
Skatteministeriet anførte heroverfor, at appellanten på et tidligere tidspunkt burde have fremført, at en del af byggeriet var færdiggjort i 2010, således at skønsmanden kunne have taget højde herfor i sin erklæring.
Ministeriet gjorde endvidere gældende, at appellanten under alle omstændigheder ikke havde godtgjort, at anvendelsen af 2011-priser frem for 2010-priser havde haft betydning for rigtigheden af skønsmandens erklæring.
Landsretten stadfæstede byrettens dom med følgende begrundelse:
Landsretten tiltrådte, at appellanten ikke havde godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag. Retten lagde vægt på to centrale forhold:
Manglende dokumentation for større betalinger i 2010: Der forelå ikke oplysninger om, at der forud for 2011 skulle være betalt et større beløb end de 13.500 kr., som Landsskatteretten havde lagt til grund for kontante betalinger i 2010.
Betydningen af prissætningstidspunktet: Det blev ikke tillagt betydning, at skønsmandens erklæring var baseret på 2011-priser og ikke 2010-priser, da dette ikke blev anset for at have haft afgørende indflydelse på rigtigheden af skønnet.
Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.
Sagsomkostninger: Efter sagens udfald skulle appellanten i sagsomkostninger for landsretten betale 86.250 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi blev der ved fastsættelsen taget hensyn til sagens omfang og forløb. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Efter sagens udfald skal Appellant, tidligere sagsøger i sagsomkostninger for landsretten betale 86.250 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms.
