LandsrettenØstre Landsret tog stilling til, om fortsat varetægtsfængsling af en tiltalt — der ved Retten i Lyngby var idømt 5 års fængsel for blandt andet voldtægt, overgreb mod børn og vidnetrusler — var forenelig med proportionalitetskravet i , når hovedforhandlingen i landsretten først var berammet til slutningen af 2025 og den samlede frihedsberøvelse dermed ville udgøre 2 år og 8 måneder før dom. Landsretten fandt, at den lange sagsbehandlingstid — der i al væsentlighed skyldtes domstolenes forhold — sammenholdt med tiltaltes særligt belastende helbredsmæssige situation, gjorde fortsat frihedsberøvelse uproportional, og løslod ham mod varetægtssurrogater i form af internet- og beskæftigelsesforbud vedrørende børn under 18 år.
Ved dom af 18. september 2024 fandt Retten i Lyngby tiltalte — en mand født i 1992 — skyldig i en omfattende serie af alvorlige lovovertrædelser. Tiltalte blev dømt for overtrædelse af:
Tiltalte blev idømt fængsel i 5 år. Byretten bestemte samtidig, at tiltalte under eventuel appel skulle forblive varetægtsfængslet. Tiltalte havde været frihedsberøvet siden den 27. april 2023.
Både tiltalte og anklagemyndigheden ankede dommen til Østre Landsret.
Ved landsrettens kendelse af 7. oktober 2024 blev tiltalte varetægtsfængslet under anken i 4 uger i medfør af retsplejelovens § 769, stk. 4, jf. § 762, stk. 2, nr. 1 (retshåndhævelsesarrest). Fristen blev ved kendelse af 4. november 2024 forlænget i yderligere 4 uger til den 2. december 2024, idet tiltalte ikke modsatte sig forlængelsen under forudsætning af, at der blev berammet et retsmøde med mundtlig forhandling af spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling.
Landsretten havde berammet hovedforhandling til den 13., 14., 25., 28. november samt 8., 11., 15., 16. og 19. december 2025 — ni retsdage fordelt over godt en måned i slutningen af 2025.
Ved den mundtlige forhandling den 21. november 2024 nedlagde anklageren påstand om, at fristen for varetægtsfængsling blev forlænget, indtil der er afsagt dom i sagen. Forsvareren påstod tiltalte løsladt, idet han var indforstået med at underkaste sig foranstaltninger som nævnt i retsplejelovens § 765, stk. 2, jf. stk. 1. Der var alene tvist om, hvorvidt proportionalitetskravet i § 762, stk. 3, var til hinder for fortsat varetægtsfængsling.
Tiltalte afgav en detaljeret forklaring om sine personlige forhold:
Bolig og beskæftigelse: Han havde før anholdelsen boet i en lejlighed i fem år, som han kunne vende tilbage til. Han var som 28-årig bevilget fleksjob for en 5-årig periode og havde været fastansat i to vikarbureauer som støtteperson for to autistiske drenge. Ved løsladelse havde han mulighed for job på en tankstation, hvor han tidligere havde arbejdet som aftenvagt, og kunne også fortsætte hos vikarbureauerne med opgaver vedrørende voksne. Han var indforstået med, at han ikke fremadrettet kunne arbejde med børn.
Helbred: Tiltalte led af et genetisk betinget, forhøjet kolesteroltal med risiko for blodprop og tab af kognitive evner. Han havde før anholdelsen været i et behandlingsforløb i psykiatrien for både en diagnose (senere betegnet "Diagnose 2") og PTSD efter et overfald. En speciallægeerklæring fra november 2022 havde diagnosticeret PTSD og påpeget et akut behandlingsbehov, da tilstanden ellers risikerede at blive permanent. Under varetægtsfængslingen modtog han ingen behandling — hverken for den somatiske lidelse eller for PTSD og den øvrige diagnose. Han beskrev fængslingen som "tortur", oplevede forværring af både PTSD-symptomer, kognitive funktioner (store hukommelsesproblemer) og kolesteroltal, og følte sig forfulgt af andre indsatte og personale.
Støtte ved løsladelse: Kommunen havde tilkendegivet, at tiltalte ville blive tilknyttet en ledighedsrådgiver, og at der ville blive arbejdet på at skaffe ham et fleksjob. Han havde ret til mentor og kontaktperson. Psykiatrien havde skriftligt bekræftet, at han kunne genoptage behandlingen i F-ACT-teamet. Hans mor, bror og venner kunne støtte ham — han var morens primære støtte, da hun var førtidspensionist.
Bestemmelsen fastslår, at varetægtsfængsling ikke kan anvendes, hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes.
Landsretten citerede ordret fra forarbejderne til bestemmelsen — Betænkning 728/1974 om anholdelse og varetægt, s. 25:
Ved enhver afgørelse af, om varetægt bør anvendes, må der foretages en afvejning af to modstående hensyn: på den ene side af den skade og de forstyrrelser, som indgrebet kan forvolde hos sigtede, hans familie og andre, der bliver berørt deraf, og på den anden side af indgrebets nødvendighed. Denne afvejning er efter udvalgets opfattelse et centralelement i hele spørgsmålet om varetægt, og reglerne bør udformes således, at domstolen, politiet og forsvareren anspores til at få alle relevante oplysninger frem, der er nødvendige for at kunne foretage denne afvejning, herunder oplysninger om anholdtes arbejdsmæssige og familiemæssige forhold.
§ 765, stk. 1 bestemmer, at hvis varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, træffer retten — hvis sigtede samtykker — i stedet bestemmelse herom. Efter stk. 2 kan retten blandt andet bestemme, at sigtede skal overholde særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, anvendelse af fritid og samkvem med bestemte personer (nr. 2).
Af forarbejderne (betænkning 728/1974, s. 33-36) fremgår, at udvalget fandt, at der var grund til at anspore retterne til at anvende surrogater i videre omfang — navnlig under lange ankeforløb:
Det er efter udvalgets opfattelse realistisk at antage, at man i en del tilfælde, hvor varetægt bliver langvarig - navnlig under anke - vil kunne erstatte varetægt med anbringelse i mere hensigtsmæssige institutioner … Også ikke-frihedsberøvende surrogater vil eventuelt kunne anvendes.
Anklageren gjorde gældende, at proportionalitetskravet i retsplejelovens § 762, stk. 3 — efter Højesterets praksis om bestemmelsen — ikke var til hinder for fortsat varetægtsfængsling. Under hensyn til den idømte straf på 5 års fængsel og tidspunktet for forventet prøveløsladelse (efter 2/3 tid) ville frihedsberøvelsen ikke være uproportional. Den meget alvorlige karakter af de forhold, tiltalte var fundet skyldig i, tilsagde varetægtsfængsling som påstået. Tiltaltes personlige forhold var ikke af en sådan særlig karakter, at det kunne føre til løsladelse.
Forsvareren anførte, at fortsat varetægtsfængsling ville være i strid med § 762, stk. 3, og fremhævede følgende:
Landsretten fandt — af de grunde, der var anført i kendelsen af 7. oktober 2024 — at de formelle betingelser for fortsat varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 769, stk. 4, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, fortsat var opfyldt.
Retten konstaterede herefter, at tiltalte — hvis han forblev varetægtsfængslet indtil dom — ville blive frihedsberøvet i 2 år og 8 måneder. Om baggrunden herfor udtalte landsretten:
At varetægtsfængslingen, som sker under mere belastende forhold end afsoning i almindeligt fængsel – herunder under forhold som efter det oplyste om tiltaltes personlige forhold er særligt belastende for ham – vil få en sådan udstrækning, beror i al væsentlighed på domstolenes lange sagsbehandlingstider.
På den baggrund konkluderede landsretten:
Under disse omstændigheder finder landsretten, at fortsat frihedsberøvelse vil være i strid med retsplejeloven § 762, stk. 3.
Retten fandt imidlertid, at varetægtsfængslingens øjemed i nogen grad kunne opnås ved mindre indgribende foranstaltninger som nævnt i retsplejelovens § 765, stk. 2, jf. stk. 1. Da tiltalte havde samtykket heri, og da hensynene i § 762, stk. 3, ikke var til hinder herfor, fastsatte retten følgende surrogater efter § 765, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 1, jf. § 769, stk. 4:
Foranstaltningerne gælder, indtil der er afsagt dom i sagen. Tiltalte blev løsladt straks efter retsmødet.
Samtidig understregede udvalget, at anvendelse af surrogater i stedet for retshåndhævelsesarrest kun kan tænkes "i ekstraordinære tilfælde".
Landsretten gengav også EMRK artikel 5, stk. 1, litra c og artikel 5, stk. 3 om retten til løsladelse i afventning af rettergang inden en rimelig tid, samt artikel 6, stk. 1 om retten til en retfærdig rettergang inden en rimelig tid, og artikel 6, stk. 2 om uskyldsformodningen.
