LandsrettenØstre Landsret stadfæstede byrettens frifindelse af en advokat, der den 29. november 2013 havde overført 16.650.200 kr. fra sin klientkonto til Appellant ApS — et selskab der var begæret konkurs, og hvor skifteretten havde optaget spørgsmålet om konkursdekret til afgørelse. Beløbet blev samme dag videresendt til Virksomhed ApS 5 og dermed unddraget kreditorerne. Landsretten fandt, at advokaten ikke havde en særlig forpligtelse over for kreditorerne til at tilbageholde beløbet, fordi midlerne blev tilført selskabet netop for at demonstrere likviditet over for skifteretten og ikke på forhånd indgik i selskabets formue.
Sagen er anket fra Retten i Lyngby, der den 30. januar 2023 (sag BS-26819/2021) frifandt advokaten.
Appellanten er Appellant ApS (tidligere Sagsøger ApS) under konkurs ved ad hoc kurator, advokat Gunvor Sundgaard Happe.
Appelindstævnte er advokaten (tidligere Sagsøgte), repræsenteret ved advokat Ole Spiermann.
Appellanten gentog sin påstand om, at advokaten skulle betale 16.650.200 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg. Advokaten påstod stadfæstelse af byrettens frifindende dom.
Landsretten var sat med landsdommerne Anne Birgitte Fisker, Ole Dybdahl og Martin Melchior (kst.). Der blev fremlagt en række nye bilag for landsretten, herunder processkrifter og korrespondance fra konkursbehandlingen, årsrapporter samt kurators indstillingsskrivelse vedrørende de britiske skattemyndigheders krav.
Sagen udspringer af en kompleks selskabsstruktur omkring "Efternavn-familien" og deres koncern, der drev handel med mobiltelefoner på tværs af EU-grænser.
De britiske skattemyndigheder (HMRC) rejste et erstatningskrav på samlet 40.391.100,01 £ mod koncernen for medvirken til momssvig gennem såkaldte "momskarruseller" — transaktionskæder hvor et britiske selskab undlod at afregne salgsmoms. High Court of Justice afsagde den 19. april 2013 deldom, hvorved Appellant ApS og andre koncernselskaber blev kendt solidarisk erstatningsansvarlige for 1.278.527,71 £ (ca. 15,5 mio. kr.) med tillæg af omkostninger og renter. Deldommen vedrørte 23 ud af 26 prøvede transaktionskæder ud af i alt oprindeligt 719 påståede kæder.
Som følge af skattekravet blev koncernens drift overdraget til Virksomhed ApS 5, der ikke var i samme koncern men konkursretligt nærstående (ejet af Efternavn-familien). Driftsselskabet Virksomhed ApS 2 (tidligere Virksomhed ApS 1) blev undergivet frivillig likvidation, hvor advokaten blev udpeget som likvidator den 26. juni 2013.
Advokaten udarbejdede på vegne af Appellant ApS:
Lånene var uopsigelige i 10 år. Koncernens aktiver bestod herefter primært af tilgodehavender mod Virksomhed ApS 5.
Forud for skifteretsmødet den 28. november 2013 tilbagebetalte Virksomhed ApS 5 et lån på 16.650.200 kr. til Appellant ApS's klientbankkonto hos advokatfirmaet. Under skifteretsmødet fremlagde advokaten et kontoudskrift af 27. november 2013, der viste klienttilsvaret på 16.650.200 kr., som dokumentation for selskabets likviditet.
Dagen efter — den 29. november 2013 — overførte advokaten beløbet fra klientkontoen til Appellant ApS's bankkonto, hvorefter Appellant ApS samme dag overførte beløbet videre til Virksomhed ApS 5. Skifteretten havde optaget konkursbegæringen til afgørelse og havde varslet kendelse den 13. december 2013.
Appellant ApS blev efterfølgende taget under konkursbehandling. Fristdagen var den 9. september 2013. Østre Landsret stadfæstede ved kendelse af 11. februar 2016 skifterettens konkursdekret og fandt, at Appellant ApS "utvivlsomt" var insolvent. HMRC's krav blev i april 2023 godkendt på fordringsprøvelsesmøde med et endeligt beløb på ca. 72,9 mio. kr.
Appellanten gjorde gældende, at advokaten handlede ansvarspådragende ved ikke at afvente skifterettens kendelse den 13. december 2013, før midlerne blev udbetalt. Anbringenderne faldt i flere hovedtemaer:
Appellanten henviste til Højesterets praksis om, at ledelsen — og dermed dens rådgivere — ikke kan se bort fra bestridte krav ved insolvensvurderingen:
Overførslen til Virksomhed ApS 5 havde intet forretningsmæssigt formål for Appellant ApS og skete alene i Efternavn-familiens interesse.
Østre Landsret havde i en konkurskarantænesag ved kendelse af 5. november 2020 allerede kvalificeret dispositionerne — herunder overførslen til Virksomhed ApS 5 — som groft uforsvarlige. Appellanten gjorde gældende, at dispositionerne følgelig også måtte være ansvarspådragende for advokaten, der medvirkede ved udbetalingen.
Advokaten bestred ansvar og gjorde navnlig gældende:
Advokaten gjorde gældende, at han ikke rådgav om selve udbetalingen fra klientkontoen den 29. november 2013. Hans rådgivning angik alene indsættelsen af beløbet på klientkontoen forud for skifteretsmødet.
Advokaten fremhævede, at han som likvidator i Virksomhed ApS 2 blev pure frifundet i karantænesagen. Person 1's konkurskarantæne beroede på en samlet vurdering, der også indbefattede forhold i 2010 og 2011 — ikke alene overførslen den 29. november 2013.
Advokaten anførte, at appellantens subsidiære argument — at advokaten blot skulle have ventet til skifterettens kendelse — ikke ændrede på, at der manglede ansvarsgrundlag.
Landsretten gennemgik tre led i ansvarsvurderingen:
Landsretten tiltrådte, at advokaten var bekendt med, at de 16.650.200 kr. stammede fra Virksomhed ApS 5. Der blev lagt vægt på:
Landsretten fandt endvidere, at advokaten måtte anse det for overvejende sandsynligt, at beløbet efter overførsel til Appellant ApS's bankkonto ville blive tilbageført til Virksomhed ApS 5.
Landsretten fandt også, at advokaten som følge af sin indsigt i konkursfordringen og rådgivningen burde have indset, at der var en nærliggende risiko for, at Appellant ApS ville blive erklæret konkurs som følge af High Court of Justice's deldom af 19. april 2013, hvor selskabet blev fundet erstatningsansvarligt for medvirken til momsunddragelse for ca. 15,5 mio. kr.
Landsretten tiltrådte, at pengeoverførslen fra klientbankkontoen til Appellant ApS's bankkonto var en medvirkende årsag til, at pengene blev unddraget fra at tjene til fyldestgørelse af kreditorerne og dermed til konkursboets tab.
Spørgsmålet var, om der i den givne situation var en særlig forpligtelse over for kreditorerne til at tilbageholde beløbet på klientbankkontoen, indtil skifterettens afgørelse om konkursdekret forelå.
Landsretten lagde vægt på følgende faktiske omstændigheder:
Landsretten tog advokatens påstand om stadfæstelse af byrettens dom til følge. Advokaten blev dermed frifundet for erstatningskravet på 16.650.200 kr.
Appellant ApS under konkurs skal inden 14 dage betale 400.000 kr. til advokaten til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Ved fastsættelsen af beløbet tog landsretten — ud over sagens værdi — hensyn til sagens omfang og forløb samt hovedforhandlingens varighed.
Appellanten anførte, at advokaten vidste eller burde vide, at midlerne straks ville blive tilbageført til Virksomhed ApS 5:
"Alle og herunder [advokaten] vidste dog godt, at midler skulle føres tilbage igen."
— Person 2's forklaring for Sø- og Handelsretten i 2019.
Person 3 forklarede, at det "fra starten var meningen, at pengene skulle føres tilbage igen". Familiens britiske advokat, Person 6, anførte for Court of Appeal, at dispositionerne var af en sådan karakter, at de ville have forhindret Appellant ApS i at bruge pengene til andre formål end at yde et lån tilbage til Virksomhed ApS 5.
Overførslen skete efter fristdagen (9. september 2013) og var omstødelig efter konkurslovens § 72, hvilket skærpede ansvarsnormen.
Appellanten henviste til artikel 1 i de dagældende advokatetiske regler (AER):
"Advokaten indtager i et retssamfund en særlig stilling. Advokatens opgave er at fremme retfærdighed og modvirke uret."
Og artikel 17.1:
"En advokat må ikke ved udførelse af en sag gå videre, end berettigede hensyn til varetagelse af klientens interesser tilsigter."
En advokat er aldrig forpligtet til at foretage dispositioner, der medfører retsbrud over for tredjemand — også selvom klienten instruerer det.
På den baggrund konkluderede landsretten:
"Den foreliggende situation er herefter ikke sammenlignelig med de situationer, hvor advokater medvirker til, at likvide midler på en klientbankkonto, der på forhånd indgår i skyldnerens formue, føres ud med den konsekvens, at midlerne unddrages fra at tjene skyldnerens kreditorer til fyldestgørelse."
Landsretten tiltrådte derfor, at der ikke forelå en forpligtelse over for kreditorerne til at tilbageholde beløbet. Det afgørende var, at midlerne ikke på forhånd indgik i selskabets formue, men blev tilført netop for at demonstrere likviditet.
Landsretten fandt det heller ikke godtgjort, at advokatens adfærd i forbindelse med skifteretsmødet forhindrede konkursdekretet i at blive afsagt med tab til følge for konkursboet.
