LandsrettenVestre Landsret stadfæstede byrettens dom over en 27-årig syrisk mand, der den 14. marts 2023 opsøgte sin søsters kollegielejlighed i Randers, sparkede badeværelsesdøren ind, tildelte søsterens kæreste adskillige slag i ansigtet med knyttet hånd — hvorved næsen brækkede — og efterfølgende antændte ild til en trøje på et tøjstativ med en sprayflaske og lighter. Lejligheden udbrændte, og kæresten pådrog sig 2. gradsforbrændinger på 23 % af kroppen. Landsretten fandt tiltalte skyldig i forsøg på manddrab, ildspåsættelse under særligt skærpende omstændigheder, vold og forsøg på grov vold, idømte fængsel i 8 år og udvisning med indrejseforbud for bestandig. Et flertal af dommere og nævninger afviste at anvende (hadforbrydelse), da forholdene faldt uden for bestemmelsens ordlyd og forarbejder.
Tiltalte er født i 1997 i Syrien og indrejste i Danmark som 17-årig den 27. februar 2015 sammen med sin mor og sine søstre. Familien flygtede fra krigen i Syrien. Faren kom senere til Danmark, men rejste efterfølgende til Grækenland. Hele familien er muslimer, men praktiserer troen forskelligt.
Tiltaltes søster, Forurettede 2, blev kærester med Forurettede 1 den 3. marts 2023 — blot 11 dage før hændelsen. Forurettede 2 havde fortalt om forholdet til sin mor og sin anden søster, Vidne 1, men hverken tiltalte eller faren havde fået det at vide. Det var planen, at Forurettede 2 selv skulle fortælle tiltalte om forholdet efter eksamen, og faren skulle have det at vide under et planlagt besøg i Grækenland.
Forurettede 1 og Forurettede 2 var begge muslimer. Ifølge Forurettede 2's forklaring måtte de gerne være kærester for familien, men de måtte ikke være alene sammen eller sove sammen før ægteskabet — en opfattelse der blev delt af begge familier. Alligevel havde Forurettede 1 ofte været i Forurettede 2's lejlighed, havde nogle af sine ting liggende dér, og de havde overnattet sammen, men sov da i hver sin seng.
Tiltaltes mor var i dagene op til den 14. marts 2023 på besøg i Randers-området og overnattede i Forurettede 1's kollegielejlighed — en lejlighed som Vidne 1 havde arrangeret, at moderen kunne låne. Tiltalte vidste ikke, at lejligheden tilhørte Forurettede 1.
Om aftenen den 14. marts 2023 var tiltalte bekymret for Forurettede 2, fordi hun ikke havde svaret på hans opkald. Han kørte sammen med sin kæreste, Vidne 2, til Forurettede 2's kollegielejlighed.
Der blev først banket almindeligt på døren, derefter voldsomt med flad næve og til sidst sparket på døren. Forurettede 2 åbnede døren. Hun havde forinden bedt Forurettede 1 om at gå ud på badeværelset for at undgå konfrontation. Tiltalte gik straks hen til badeværelsesdøren og sparkede den ind. Døren røg helt af hængslerne. Derefter tildelte han Forurettede 1 adskillige slag med knyttet hånd i ansigtet, hvorved Forurettede 1's næse brækkede.
Efter slagsmålet gik tiltalte rundt i lejligheden og kastede med ting. Han væltede et skab og gav sin søster en lussing. På et tidspunkt havde han en saks i hånden og gik hen mod Forurettede 2 med den — hun holdt hænderne op foran halsen af frygt. Forurettede 1 så episoden gennem en sprække ved den itu-slagne badeværelsesdør og åbnede døren for at aflede tiltaltes opmærksomhed.
Kl. 19.33 blev der sendt en SMS fra Forurettede 2's telefon (skrevet af Vidne 2) til Vidne 1: "Kom ikke uden vores mor". Vidne 1 og moderen ankom herefter til lejligheden.
Tiltalte forsøgte først at sætte ild til sengen med en lighter, men Vidne 2 slukkede ilden. Herefter fandt han en sprayflaske og antændte — på samme måde som ved politiets forsøg, hvor dampene fra en deodorantspray antændes med en lighter — ild til en trøje på et tøjstativ. Ilden spredte sig hurtigt til lejlighedens træbeklædte vægge.
Forurettede 1 hørte inde fra badeværelset lyden af en deodorant og en lighter samtidig og så flammer ved højre side af døren. Han opfattede, at tiltalte forsøgte at antænde selve badeværelsesdøren for at brænde ham inde.
Da brandalarmen lød, råbte moderen til Forurettede 1, at han skulle komme ud. Hun forsøgte at gå tilbage i lejligheden for at hjælpe ham, men tiltalte pressede hende ud. Tiltalte og moderen forlod lejligheden. Forurettede 1 hørte hoveddøren smække.
Da Forurettede 1 kom ud fra badeværelset, så han store flammer fra tøjet ved tøjstativet, sort røg og ild op ad væggen. Han så en skygge uden for lejligheden, som kun kunne være tiltalte, og turde derfor ikke gå ud. Han gik tilbage til badeværelset og forsøgte at holde ud under bruseren, men ilden spredte sig så hurtigt, at han måtte flygte. Han gled i noget på gulvet, fik brandskader på ben, hænder og i nakken, men fik kæmpet sig ud af hoveddøren. Der gik anslået 1-1½ minut fra tiltalte forlod lejligheden, til Forurettede 1 kom ud.
Lejligheden udbrændte totalt. Forurettede 1 pådrog sig 2. gradsforbrændinger på 23 % af kroppens overflade.
Tiltalte kørte fra stedet i en bil sammen med Vidne 2 og sin mor. Forurettede 1 blev hjulpet af andre beboere. Brandvæsenet ankom og påbegyndte slukning kl. ca. 20.13. Lejligheden var da overtændt — opslugt af flammer.
Tiltalte forklarede for landsretten, at han gennem en sprække i gardinerne havde set Forurettede 1 holde Forurettede 2 om halsen med én hånd, og at det så ubehageligt ud. Han kom derfor i "kamptilstand" og sparkede døren ind. Han forklarede, at han slog Forurettede 1, fordi denne havde "gjort noget forkert i tiltaltes øjne".
Om ildspåsættelsen forklarede han, at han satte ild til trøjen for at "ødelægge nogle ting". Han forklarede, at han ikke tænkte over, at Forurettede 1 kunne dø, og at han gik, fordi Forurettede 1 alligevel ikke ville komme ud, hvis tiltalte var til stede. Han betegnede ilden som "en lille brand" og "ikke farlig".
Tiltalte forklarede endvidere om sin baggrund og religiøse opfattelse. Han var ateist i et par år efter ankomsten til Danmark, men blev muslim igen. Om forholdet mellem mænd og kvinder forklarede han:
Tiltalte hævdede, at han ikke vidste, at Forurettede 2 og Forurettede 1 var kærester før hændelsen, og at han ikke ville have reageret, som han gjorde, hvis han havde vidst det. Han gav udtryk for vrede mod familien for ikke at have fortalt ham om forholdet.
I breve fra arresten til Vidne 2 skrev tiltalte blandt andet:
I will always do because of the values and honer that consesit me, because if I did not protect those values, i won't be who I am, I would just be a fraud..to you and to my self
You were right, I'v shall gotten away from my sister from really long time ago, I only tried to pick them up and put them in the right way, in return they stabbed me, where it hurts me the moste
Forurettede 1 forklarede, at han og Forurettede 2 lå i hver sin seng og grinede, da tiltalte bankede på. Der skete intet, der kunne give anledning til at tro, at han gjorde noget ubehageligt ved Forurettede 2. Han havde ikke sin hånd oppe ved hendes hals på noget tidspunkt. Han havde shorts på, men var i bar overkrop.
Han forklarede, at han hørte lyden af en deodorant og en lighter samtidig og så flammer — det var hans opfattelse, at tiltalte forsøgte at brænde ham inde. Han hørte moderen råbe, at han skulle komme ud, men så tiltalte presse hende ud af lejligheden. Efter hoveddøren smækkede, så han en skygge udenfor, som kun kunne være tiltalte, og turde derfor ikke gå ud.
Forurettede 1 har efter hændelsen haft psykiske problemer, flashbacks, koncentrationsbesvær og søvnbesvær. Der er mistanke om PTSD. Han har ikke kunnet færdiggøre sin uddannelse.
Forurettede 2 forklarede, at der var en god stemning mellem hende og Forurettede 1, og at de grinede sammen. Hun benægtede, at Forurettede 1 havde haft hænderne om hendes hals. Først den 29. juni 2023 — flere måneder efter hændelsen — oplyste hun i en SMS til politiet, at Forurettede 1 havde haft sin hånd "nær hendes hals, hage eller kind", men under sin politiforklaring samme dag havde hun forklaret, at Forurettede 1 ikke på noget tidspunkt havde nogen form for greb om hendes hals.
Hun forklarede, at hun bad Forurettede 1 gå ud på toilettet, fordi hun kunne "regne ud, at der var en dårlig stemning" hos tiltalte og Vidne 2. Hun var i chok over tiltaltes voldsomhed og havde ikke set ham så vred før.
Vidne 1 (den anden søster) forklarede, at hun blev ringet op og bedt om at komme, fordi tiltalte og Forurettede 1 var oppe at slås. Hun hentede deres mor og kørte til lejligheden. Hun forklarede, at hun havde sagt til Vidne 5 og Vidne 4, at tiltalte havde startet branden — men benægtede dette i landsretten. Vidne 5 fastholdt imidlertid, at Vidne 1 i bilen havde sagt, at tiltalte havde sat ild til lejligheden, og at tiltalte var blevet sur, fordi Forurettede 2 havde været alene med Forurettede 1.
Landsretten afsagde kendelse om skyldsspørgsmålet med samtlige dommere og nævninger.
Landsretten tilsidesatte tiltaltes forklaring om, at han gennem vinduet så Forurettede 1 forsøge at voldtage eller tage halsgreb på Forurettede 2, som utroværdig. Forklaringen var ikke underbygget af den øvrige bevisførelse.
Landsretten lagde til grund:
Branden opstod ved, at tiltalte antændte dampene fra en sprayflaske med en lighter og satte ild til en trøje på et tøjstativ. Ilden spredte sig, og lejligheden udbrændte.
Landsretten lagde endvidere til grund, at tiltalte også forsøgte at sætte ild til sengen (første forsøg) og at antænde badeværelsesdøren (andet forsøg), før det lykkedes ved tredje forsøg at antænde trøjen på tøjstativet.
Landsretten fandt det bevist, at tiltalte havde forsæt til manddrab:
Anklagemyndigheden påstod forholdene henført under straffelovens § 81, nr. 6, hvorefter det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen helt eller delvist har baggrund i andres tro eller lignende.
Landsretten tiltrådte — i lighed med byretten — at tiltalte angreb og forsøgte at dræbe Forurettede 1, fordi han af religiøse, æresmæssige og moralske grunde ikke kunne acceptere, at Forurettede 2 og Forurettede 1 var alene sammen i lejligheden.
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 218 af 31. marts 2004. Af forarbejderne fremgår:
Efter § 81, nr. 6, skal det i almindelighed tillægges strafskærpende betydning, hvis gerningen har baggrund i andres … tro … eller lignende. Bestemmelsen sigter på tilfælde, hvor forbrydelsens motiv helt eller delvis kan tilskrives disse forhold. Fortolkningen af ordene »… tro … eller lignende« skal ske med udgangspunkt i straffelovens § 266 b, der kriminaliserer fremstsættelse af udtalelse mv., ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin »race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering«.
3 dommere og 3 nævninger (6 stemmer) fandt, at bestemmelsen ikke fandt anvendelse:
Forurettede 2 og Forurettede 1 er ligesom tiltalte muslimer. Tiltaltes handlinger har derfor ikke baggrund i Forurettede 2 og Forurettede 1's tro. Den omstændighed, at tiltalte har begået forholdene, fordi Forurettede 2 og Forurettede 1 ikke udøvede deres fælles muslimske tro på den måde, som tiltalte ønskede, kan ikke anses for at være omfattet af ordlyden i § 81, nr. 6, og der er i bestemmelsens forarbejder heller ikke klar støtte for en sådan fortolkning.
6 nævninger fandt, at forholdet kunne rummes inden for ordlyden:
Alle 18 stemmer blev afgivet for at fastsætte straffen til fængsel i 8 år.
Straffen blev fastsat efter:
Ved straffastsættelsen lagde landsretten vægt på:
Tiltalte var tidligere ved dom af 24. januar 2017 straffet for vold efter straffelovens § 244 med fængsel i 40 dage, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Han blev samtidig udvist betinget med en prøvetid på 2 år.
Alle 18 stemmer blev afgivet for at tage anklagemyndighedens påstand om udvisning med indrejseforbud for bestandig til følge.
Landsretten fandt, at betingelserne i udlændingelovens § 22, nr. 6 for at udvise tiltalte var opfyldt — tiltalte var idømt ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 237 og § 181. Udvisning skulle herefter ske, medmindre det med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.
Landsretten foretog en proportionalitetsvurdering med udgangspunkt i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68-71.
Kriterierne i vurderingen var:
Tiltalte var 27 år og havde boet i Danmark siden februar 2015 (ca. 10 år på domstidspunktet). Han var ikke gift eller samlevende og havde ingen børn. Hans mor og tre søstre boede i Danmark. Han talte, læste og skrev dansk, men var bedre til engelsk. Han havde en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet.
Tiltalte var født i Syrien og havde boet der de fleste år af sit liv før indrejsen. Han havde ikke været i Syrien siden 2015 og havde ikke familie eller venner dér. Han talte og skrev flydende arabisk og var sund og rask.
Landsretten fandt, at tiltaltes tilknytning til Danmark var lige så stærk som tilknytningen til Syrien, og at han ikke ville være uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Syrien.
Forurettede 1 havde nedlagt påstand om erstatning og godtgørelse på i alt 365.976,35 kr. Tiltalte påstod frifindelse, men havde ikke indsigelser mod opgørelsen af kravene.
Landsrettens juridiske dommere tiltrådte byrettens afgørelse og tog kravene til følge med 128.840,35 kr. Beløbet dækkede:
Påstandene om godtgørelse for varigt mén og erstatning for forlænget uddannelse blev udskudt til afgørelse ved Erstatningsnævnet.
Beløbet forrentes fra den 15. maj 2024, jf. erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1.
Landsretten stadfæstede byrettens dom med følgende ændringer:
Skyldsspørgsmålet:
Straffen:
Fængsel i 8 år.
Udvisning:
Tiltalte udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1.
Erstatning:
Tiltalte skal inden 14 dage betale 128.840,35 kr. til Forurettede 1 med forrentning fra den 15. maj 2024.
Sagsomkostninger:
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.
Moderen forklarede, at tiltalte i lejligheden råbte og gik frem og tilbage med en saks i hånden. Han sagde, at han ikke havde noget imod, at hans søster havde en kæreste, men at "der ikke var nogen, der skulle voldtage hende". Hun forsøgte at dæmpe ham. Hun fik det dårligt på grund af lavt blodsukker, og tiltalte hjalp hende ud af lejligheden.
Brandsagkyndig Vidne 7 forklarede, at branden godt kan være opstået på den måde, tiltalte har forklaret — ved antændelse af dampe fra en sprayflaske med lighter. De kraftigste brandskader var ved sengene og tøjstativet. Ilden har udviklet sig hurtigt i den afgrænsede metalcontainer med indvendige trævægge. Der var kun én vej ud — gennem hoveddøren. I farlighedserklæringen blev det vurderet, at der havde været overhængende fare for personer i badeværelset, og at flugtvejene var påvirket i en sådan grad, at de ikke kunne benyttes uden overhængende fare.
Landsretten konkluderede, at tiltalte "i hvert fald anså det som overvejende sandsynligt, at Forurettede 1 ville dø som følge af branden i lejligheden".
Det kan ikke føre til en anden vurdering, at Forurettede 1 forblev i lejligheden i meget kort tid efter, at tiltalte og hans mor var gået, fordi Forurettede 1 var bange for tiltalte og fejlagtigt vurderede, at brandvæsenet ville nå frem så hurtigt, at han kunne komme ud i live.
Ved at antænde ild i kollegielejligheden under omstændigheder, hvor der opstod fare for tab af menneskeliv, fandt landsretten tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1 og 3.
Vi finder, at dette kan rummes inden for ordlyden af straffelovens § 81, nr. 6, idet tiltaltes gerning helt eller delvist har baggrund i den måde, som Forurettede 2 og Forurettede 1 udøvede deres tro på.
Efter udfaldet af stemmeafgivningen — 6 stemmer mod 6 — blev anklagemyndighedens påstand ikke taget til følge. Bestemmelsen fandt derfor ikke anvendelse.
Efter karakteren og omfanget af den begåede personfarlige kriminalitet, der er straffet med fængsel i 8 år, og tiltaltes forstraffe, herunder at han to gange er udvist betinget, finder landsretten, at meget tungtvejende grunde taler for at udvise tiltalte. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark, hvor han ikke har stiftet egen familie, sammenholdt med hans tilknytning til Syrien, ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1, skulle indrejseforbuddet gælde for bestandig, da der var idømt mere end 1 år og 6 måneders fængsel. Landsretten fandt ikke, at dette ville være et uproportionalt indgreb, navnlig under hensyn til den meget grove karakter af kriminaliteten. Det indgik i vurderingen, at tiltalte ville have mulighed for at opretholde kontakt med familien via elektronisk kommunikation.
