LandsrettenØstre Landsret afgjorde, at to tidligere bestyrelsesmedlemmer i en bank havde ret til skattemæssigt fradrag uden kildeartsbegrænsning for erstatninger på henholdsvis 51.793.623 kr. og 51.701.623 kr., som de havde betalt til Finansiel Stabilitet. Retten fandt, at efter sin ordlyd ikke giver grundlag for kildeartsbegrænsning, og at administrativ praksis om honorarmodtageres fradrag ikke kunne begrænse fradragsretten. Skatteministeriets påstand om, at indtægter fra bestyrelsesarbejde skulle behandles som honorarindkomst undergivet nettoprincip, blev derfor tilsidesat.
Sagen er anlagt af Sagsøger 1 og Sagsøger 2 (begge ved advokat Søren Lehmann Nielsen) mod Skatteministeriet (ved advokat Søren Horsbøl Jensen). Østre Landsret behandlede sagen med landsdommerne Ole Dybdahl, Anne Birgitte Fisker og Kaare Linde (kst.).
Sagsøger 1 og Sagsøger 2 var i perioden 23. marts 2009 til 10. november 2010 bestyrelsesmedlemmer i en børsnoteret bank. I den periode deltog de hver i mere end 100 bestyrelsesmøder og modtog i alt 368.100 kr. i bestyrelseshonorar.
Ved Østre Landsrets dom af 26. juni 2019 blev de pålagt et solidarisk erstatningsansvar over for FS Finans III A/S (Finansiel Stabilitet) på i alt 225.461.329 kr. med tillæg af procesrenter. Ansvaret var begrundet i, at de som bestyrelsesmedlemmer havde handlet uforsvarligt ved genbevilling og opretholdelse af en valutaramme, hvilket havde medført en unødvendig risiko for banken. Efterfølgende indgik de et forlig, hvorefter Sagsøger 1 endeligt skulle betale 51.793.623 kr. og Sagsøger 2 51.701.623 kr. til Finansiel Stabilitet.
| Part | Forligsbeløb (kr.) |
|---|---|
| Sagsøger 1 | 51.793.623 |
| Sagsøger 2 | 51.701.623 |
For Sagsøger 2's vedkommende var beløbet sammensat således:
| Komponent | Beløb (kr.) |
|---|---|
| Eget erstatningsbeløb | 22.222.687 |
| Uerholdeligt regreskrav | 29.570.936 |
| Procesrenter | 25.698.566 |
| I alt (inkl. sagsomkostninger 1.260.605) | 77.492.189 |
| Heraf erstatningskrav (uden renter) | 51.793.623 |
Sagsøgerne anmodede Skatterådet om bindende svar på, om de havde fradrag for de betalte erstatningsbeløb. Den 17. november 2020 afgav Skatterådet enslydende svar, der bekræftede fradragsret, men med den afgørende begrundelse, at indkomsten skulle opgøres efter et nettoprincip.
Skattestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at indkomst ved bestyrelsesarbejde som udgangspunkt er indkomst ved honorarvirksomhed. Undtagelse hertil gælder efter særlig praksis for advokater og konsulenter, hvilket ikke er relevant i nærværende sag. Indkomsten opgøres derfor efter et nettoprincip, således der alene kan ske fradrag i det omfang fradraget ikke overstiger indtægterne ved aktiviteten.
Skatterådet tiltrådte denne indstilling. Efterfølgende genoptog Skattestyrelsen sagsøgernes skatteansættelser for 2019, men godkendte kun fradrag på 92.000 kr. for Sagsøger 2 (svarende til dennes bestyrelseshonorar på 100.000 kr. fratrukket arbejdsmarkedsbidrag) og nægtede helt fradrag for Sagsøger 1, idet han ingen honorarindtægter havde i 2019. Landsskatteretten stadfæstede afgørelserne den 6. juli 2022 med den begrundelse, at honorarindkomst efter fast administrativ praksis er kildeartsbegrænset, og at driftstab ikke kan behandles anderledes end løbende driftsomkostninger.
Sagsøger 1 påstod, at Skatteministeriet skulle anerkende, at han havde skattemæssigt fradrag uden kildeartsbegrænsning for 51.793.623 kr. i 2019. Sagsøger 2 påstod tilsvarende, at Skatteministeriet skulle anerkende fradrag uden kildeartsbegrænsning for 51.701.623 kr. Skatteministeriet påstod frifindelse.
Fradragshjemlen i Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a er central:
Ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.
Skatteministeriet gjorde gældende, at bestyrelseshonorarer efter fast praksis er honorarindkomst, der hverken er lønindkomst eller selvstændig erhvervsindkomst, og at fradragsretten derfor er kildeartsbegrænset – dvs. udgifter kan kun fradrages i indtægten fra bestyrelsesarbejdet. Denne opfattelse er beskrevet i Den juridiske vejledning (bl.a. afsnit C.C.1.2.3) og støttet på retspraksis fra Landsskatteretten, f.eks. TfS 1998, 695 LSR og TfS 2000, 528 LSR. Ministeriet henviste desuden til forarbejderne til Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1, hvoraf fremgår, at bestyrelseshonorarer i almindelighed ikke kan anses for overskud ved erhvervsvirksomhed.
Sagsøgerne bestred, at der findes hjemmel til kildeartsbegrænsning i statsskattelovens ordlyd eller forarbejder. De pegede på, at den skattepligtige indkomst opgøres som summen af alle skattepligtige indtægter fratrukket alle fradragsberettigede udgifter, jf. Statsskatteloven § 4 og § 6. Deres bestyrelseshverv kunne ikke sidestilles med hobbyvirksomhed, da det var en reel, erhvervsmæssig aktivitet med betydeligt tidsforbrug og honorar. Endvidere anførte de, at Skatterådets bindende svar utvetydigt havde bekræftet fradragsretten uden forbehold om kildeartsbegrænsning.
Landsretten indledte med at fortolke Skatterådets bindende svar. Derefter vurderede den, om statsskatteloven hjemler kildeartsbegrænsning. Endelig traf den afgørelse om fradragsret og sagsomkostninger.
Landsretten fandt, at Skatterådets svar måtte forstås i lyset af den tiltrådte indstilling, som specifikt angav, at indkomsten skulle opgøres efter et nettoprincip med kildeartsbegrænsning. Det bindende svar kunne derfor ikke i sig selv give sagsøgerne medhold i fuld fradragsret.
Om den materielle ret udtalte landsretten:
Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, giver efter sin ordlyd ikke grundlag for en kildeartsbegrænsning. Den af Skatteministeriet hævdede indskrænkende fortolkning af bestemmelsen ses endvidere ikke at have støtte i lovens forarbejder.
Retten afviste, at den begunstigende praksis for hobbyvirksomhed (hvor fradrag sker kildeartsbegrænset i medfør af Personskatteloven § 3, stk. 2, nr. 1) kunne begrænse fradragsadgangen efter statsskatteloven. Ligeledes kunne praksis vedrørende Virksomhedsskatteloven § 1 ikke danne grundlag for en begrænsning, da denne lov alene omfatter selvstændig erhvervsdrivende.
Det bemærkes herved, at den begunstigende praksis, der er fulgt ved opgørelse af den personlige indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1, hvorefter udgifter til hobbyvirksomhed fradrages til trods for, at der ikke er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, dog således at fradragsretten er kildeartsbegrænset, ikke findes at kunne begrænse adgangen til fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Disse bemærkninger understreger, at den administrative praksis, der sidestiller honorarmodtagere med hobbyvirksomhed, ikke havde fornøden lovhjemmel i den foreliggende situation.
På den baggrund konkluderede landsretten, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 havde krav på fradrag uden kildeartsbegrænsning.
Skatteministeriet skal anerkende, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 for skatteåret 2019 har ret til skattemæssigt fradrag i den skattepligtige indkomst uden kildeartsbegrænsning for deres erstatningsforpligtelser på henholdsvis 51.793.623 kr. og 51.701.623 kr.
Sagsomkostninger
Efter sagens udfald blev Skatteministeriet pålagt at betale sagsomkostninger med 302.250 kr. inkl. moms til hver af sagsøgerne, i alt 604.500 kr. Beløbene forrentes efter Renteloven § 8 a.
