LandsrettenVestre Landsret stadfæstede byrettens dom, hvor en 28-årig irakisk statsborger — der har boet i Danmark i ca. 22 år — blev fundet skyldig i forsøg på manddrab begået under utilregnelighed og udvist med et indrejseforbud på 6 år. Landsretten fandt efter en proportionalitetsvurdering, at udvisning ikke var i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men at et indrejseforbud for bestandig ville være uproportionalt.
Tiltalte, en 28-årig mand og irakisk statsborger, blev ved Retten i Kolding den 8. oktober 2024 (sag 1-2278/2024) fundet skyldig i forsøg på manddrab efter straffelovens § 237, stk. 1, jf. § 21. Han havde med flere knivstik overfaldet en tilfældig ældre mand, der derved kom i livsfare.
Tiltalte blev frifundet for straf, da han på gerningstidspunktet var utilregnelig på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må sidestilles hermed, jf. straffelovens § 16. For at forebygge nye lovovertrædelser blev han dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling uden fastsat længstetid, jf. straffelovens § 68 a, stk. 2. Samtidig blev han udvist af Danmark med et indrejseforbud på 6 år.
Tiltalte er født i 1996 og er statsborger i Irak, men har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 22 år — siden han var barn. Han har hele sin familie (mor, far, søskende) og venner i Danmark og har en dansk kæreste. Han taler bedst dansk, som er hans hovedsprog, og kan hverken skrive eller læse arabisk. Han har ingen familie, venner eller bekendte i Irak og har aldrig været tilbage i landet, siden han kom til Danmark.
Tiltalte modtager daglig medicinsk behandling for en psykisk lidelse og får medicin tre gange om dagen. Han har siden 15-årsalderen haft et stofmisbrug, og den sindssygelige tilstand på gerningstidspunktet er sandsynligvis udløst af brug af euforiserende stoffer.
Han er tidligere dømt for personfarlig kriminalitet efter at være fyldt 18 år og blev i den forbindelse idømt betinget udvisning. Landsretten vurderede ham som dårligt integreret i det danske samfund.
Mentalerklæringen indeholdt flere centrale observationer:
Betingelserne for udvisning var opfyldt efter udlændingelovens § 22, nr. 6, idet tiltalte havde haft lovligt ophold i Danmark i mere end de sidste 9 år og var fundet skyldig i forsøg på manddrab, men frifundet for straf på grund af utilregnelighed og idømt en foranstaltning efter straffelovens § 68 a, stk. 2.
Efter karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet skulle der som udgangspunkt meddeles et indrejseforbud for bestandig i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7.
Herefter fulgte det af udlændingelovens § 26, stk. 2, at tiltalte skulle udvises, medmindre dette med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Spørgsmålet var, om udvisning ville være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (retten til privatliv). Da tiltalte er fastboende og indrejst som barn og har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i Danmark, krævedes der meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning. Det skulle også indgå, at tiltalte var frifundet for straf på grund af utilregnelighed.
Landsretten lagde vægt på følgende forhold:
På den anden side talte følgende imod udvisning:
Varigheden af indrejseforbuddet skulle også indgå i proportionalitetsvurderingen. Landsretten tiltrådte byrettens vurdering af, at en udvisning for bestandig ville være et uproportionalt indgreb, men at en udvisning med et indrejseforbud på 6 år ikke ville være det.
Landsretten lagde herved tillige vægt på bekendtgørelse nr. 1545 af 12. december 2024 om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum, der trådte i kraft den 1. januar 2025. Efter bekendtgørelsens § 16, stk. 7, kunne tiltaltes mulighed for efter indrejseforbuddets udløb at opnå visum til indrejse i Danmark ikke anses for teoretisk.
Landsretten stadfæstede byrettens dom i sin helhed:
Thi kendes for ret:
Byrettens dom stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Landsretten fandt efter en samlet afvejning, at de hensyn, der talte for udvisning, var så tungtvejende, at de havde større vægt end de hensyn, der talte imod. Udvisning var derfor ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Herefter og henset til de omstændigheder, som byretten i øvrigt har henvist til, finder landsretten efter en samlet afvejning, at de hensyn, der taler for udvisning af tiltalte, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, der taler imod udvisning.
