LandsrettenØstre Landsret stadfæstede byrettens dom i en sag mellem en tidligere direktør og hans arbejdsgiver om godtgørelse for manglende ansættelsesbevis i forbindelse med udstationering til Belgien og Holland, godtgørelse for usaglig opsigelse og erstatning for uberettiget bortvisning. Landsretten tiltrådte samtidig, at direktøren skulle tilbagebetale et uberettiget modtaget løntillæg, mens selskabets øvrige modkrav ikke blev taget til følge.
Appellanten havde i ca. 10 år været ansat hos Appelindstævnte A/S i Danmark, da han i starten af 2021 flyttede til Belgien for som direktør at overtage driften af selskabets nyerhvervede afdelinger i Belgien og Holland. Overtagelsen fulgte efter en langvarig due diligence-proces og indebar en væsentlig ændring af hans stilling, arbejdsopgaver og ansvar.
Der blev ikke udarbejdet noget nyt ansættelsesbevis eller tillæg til hans kontrakt i forbindelse med flytningen. Det skyldtes bl.a., at appellanten insisterede på fortsat at være ansat på danske vilkår og ikke ønskede at overgå til belgiske løn- og ansættelsesvilkår. Appellanten modtog i den forbindelse et løntillæg på 2.000 euro om måneden i 7 måneder som kompensation for det ekstra arbejde, hvilket senere blev omtvistet mellem parterne.
Selskabet var samtidig ramt af en hvidvasksag, som medførte, at en del af selskabets midler blev indefrosset, hvilket gav økonomiske udfordringer. Butikkerne i Belgien oplevede desuden faldende omsætning som følge af coronaepidemien og beslutninger om reducerede åbningstider, herunder delvise nedlukninger af butikkerne i Kortrijk og Liège, som ledelsen i Danmark ikke var blevet orienteret om.
Ledelsen modtog oplysninger om utilfredse medarbejdere og trusler om strejke fra de lokale fagforeninger og rejste derfor til Belgien i slutningen af august 2021 for at undersøge forholdene. Et møde mellem appellanten og selskabets direktør den 30. august 2021 udviklede sig til en konfrontation, hvor appellanten ifølge selskabet optrådte truende. Samme dag blev appellanten opsagt og fritstillet. Opsigelsen indeholdt ikke konkrete oplysninger om, hvilke medarbejdere appellanten skulle have optrådt truende overfor, eller hvilke butikker der var lukket.
Appellanten var som eneste tegningsberettigede i det belgiske selskab den eneste med adgang til selskabets konto i banken ING. Ledelsen ønskede efter fritstillingen selvstændig adgang til kontoen, men banken oplyste, at dette krævede appellantens fysiske medvirken. Da appellanten ikke medvirkede hertil, måtte selskabet gennemføre en langvarig proces med ændring af tegningsreglen i det belgiske selskabsregister, hvilket tog over 2 måneder og i mellemtiden tvang selskabet til at anvende en dyrere betalingsudbyder, Virksomhed Ltd., med et gebyr på 12 euro pr. transaktion.
Med henvisning til den manglende bankadgang blev appellanten den 15. september 2021 bortvist af Dansk Erhverv på vegne af selskabet, efter en forudgående varsling den 10. september 2021. Selskabet rejste efterfølgende krav om erstatning for såvel det udbetalte løntillæg, de afholdte transaktionsomkostninger som en ikke-returneret arbejdscomputer.
Appellanten nedlagde påstand om betaling af 524.615,35 kr. med procesrente fra den 22. november 2021. Appelindstævnte A/S påstod frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb, og nedlagde en selvstændig modkrav-påstand om, at appellanten skulle betale 144.245,28 kr. med procesrente fra den 10. januar 2022, sammensat af:
Appellanten påstod frifindelse for modkravet og nedlagde desuden påstand om, at selskabet skulle betale sagsomkostninger for byretten, mens selskabet påstod stadfæstelse af byrettens omkostningsafgørelse.
Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at ændre byrettens dom, og stadfæstede denne fuldt ud, herunder fordelingen af sagsomkostninger. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for landsretten til modparten, jf. retsplejelovens § 313, stk. 1, da hver part for en del havde vundet og for en del tabt sagen.
Landsretten lagde til grund, at appellanten ikke forud for sin afrejse til Belgien modtog de oplysninger, der krævedes efter den dagældende ansættelsesbevislovs § 2 og § 3, stk. 1, jf. § 4, og at han derfor havde krav på godtgørelse efter lovens § 6, stk. 1. Landsretten fremhævede, at det manglende ansættelsesbevis havde haft konkret og væsentlig betydning for tvisten, herunder for uenigheden om løn og om, hvorvidt en leaset bil indgik i lønpakken som fri bil. Da der ikke forelå sådanne skærpende omstændigheder, som efter Højesterets dom U.2011.805 H er forbeholdt særligt grove tilfælde, fastsatte landsretten – ligesom byretten – godtgørelsen til 25.000 kr.
Landsretten fandt, at den fremsendte opsigelse ikke dokumenterede et sagligt grundlag, da den hverken indeholdt konkrete oplysninger om, hvilke medarbejdere appellanten skulle have truet, eller hvilke butikker han skulle have lukket. Selskabet havde heller ikke i øvrigt godtgjort, at medarbejdernes utilfredshed skyldtes appellanten. Betingelserne for godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b var derfor opfyldt, og landsretten tiltrådte byrettens fastsættelse til 120.000 kr., svarende til 3 måneders løn, under hensyn til appellantens anciennitet og omstændighederne ved opsigelsen.
Landsretten lagde til grund, at appellanten frem til sin opsigelse og fritstilling den 30. august 2021 havde gjort, hvad der måtte forventes af ham som direktør for at bistå med bankadgangen, og at selskabet ikke havde godtgjort nogen misligholdelse efter dette tidspunkt, hvor han ikke længere kunne disponere på selskabets vegne. Bortvisningen den 15. september 2021 var derfor ikke berettiget, og selskabet skulle betale erstatning efter funktionærlovens § 3 svarende til løn i opsigelsesperioden, i alt 220.000 kr.
Appellanten havde bevisbyrden for, at han var berettiget til det udbetalte løntillæg på 14.000 euro, som var udbetalt på hans egen foranledning. Landsretten fandt ikke dette dokumenteret og tiltrådte, at selskabet havde krav på tilbagebetaling af 104.164,66 kr.
Derimod fandt landsretten ikke appellanten erstatningsansvarlig for selskabets transaktionsomkostninger på 36.732,47 kr., da han havde gjort, hvad der kunne forventes af ham som direktør for at give bankadgang, og selskabet ikke havde godtgjort, hvad han yderligere skulle have gjort efter sin fritstilling. Landsretten fandt heller ikke tilstrækkeligt godtgjort, at appellanten havde tilbageholdt en arbejdscomputer tilhørende selskabet, hvorfor kravet på 3.348,15 kr. heller ikke blev taget til følge. Selskabets selvstændige påstand blev herefter alene taget til følge for 104.164,66 kr.
