LandsrettenVestre Landsret frifandt en vognmand for overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne vedrørende manglende takografdata. Sagen drejede sig om, om to specialkøretøjer (en Volvo og en MAN), der var indrettet som rullende værksteder til dækskift på store landbrugsmaskiner, var omfattet af kravet om installation og anvendelse af digitale takografer. Byretten havde fundet tiltalte skyldig og idømt ham en bøde på 123.500 kr., men Vestre Landsret omstødte dommen og fandt, at køretøjerne ikke var "bestemt til godstransport", og dermed faldt uden for anvendelsesområdet for de relevante EU-forordninger.
Tiltalte driver en virksomhed, der udfører reparation og montering af dæk på store traktorer og landbrugsmaskiner direkte hos kunden. Virksomheden ejede i november 2020 to lastbiler, der blev brugt til disse opgaver:
Begge køretøjer var registreret til "særlig anvendelse" og nedvejet betydeligt (tilladt totalvægt ca. 20.000 kg). Ladets sider kunne kun foldes ud vandret som arbejdsplatform og kunne maksimalt bære 150 kg, hvilket umuliggjorde læsning med gaffeltruck. Der var ingen surringsøjer eller plads til gods på ladet, da kranen lå ned under kørsel.
Færdselsstyrelsen krævede datafiler fra de digitale takografer for perioden 1.-30. november 2020. Da der ikke var installeret takografer i køretøjerne, blev tiltalte anmeldt.
Anklagemyndigheden krævede i første instans en bøde på 123.500 kr. for overtrædelse af bekendtgørelse nr. 328 af 28. marts 2007 § 12, stk. 1, nr. 3, litra b, jf. Forordning (EU) nr. 165/2014 artikel 33, stk. 2. I landsretten nedlagdes påstand om stadfæstelse.
Tiltalte nægtede sig skyldig og påstod frifindelse, subsidiært formildelse. Han argumenterede for, at køretøjerne var rene arbejdsredskaber, der hverken havde plads eller mulighed for at fragte gods, og at leverandøren havde vejledt ham i, at takografer ikke var nødvendige pga. klassificeringen som særlig anvendelse.
Kerneproblemet i sagen var fortolkningen af begrebet "bestemt til godstransport" i henhold til EU-lovgivningen.
Anklagemyndighedens og byrettens synspunkt: Køretøjerne var teknisk set i stand til at medbringe små genstande (fx en papkasse eller et lille dæk) på ladet eller i skuret. Derfor var de omfattet af Forordning (EF) nr. 561/2006 artikel 2, stk. 1.
Tiltaltes og landsrettens synspunkt: Køretøjerne var permanent indrettet til andre formål end gods- eller personbefordring. De medbragte udelukkende værktøj til reparationer. Reservedele (dæk) blev leveret separat eller var allerede hos kunden. Ifølge Forordning (EU) nr. 165/2014 artikel 3, stk. 1 skal takografer kun installeres i køretøjer, der er omfattet af forordning (EF) nr. 561/2006. Hvis et køretøj ikke er "bestemt til godstransport" efter Forordning (EF) nr. 561/2006 artikel 4, litra a, falder det uden for kravet om takograf.
Vestre Landsret foretog en konkret vurdering af køretøjernes indretning og anvendelse. Retten henviste til Færdselsstyrelsens vejledning af 28. marts 2018, der fastslår, at specialkøretøjer, der er permanent indrettet til andre formål end gods- eller personbefordring, ikke er omfattet af køre- og hviletidsbestemmelserne.
Landsretten lagde følgende til grund:
Da køretøjerne faldt uden for anvendelsesområdet for Forordning (EF) nr. 561/2006, var der heller intet krav om installation eller anvendelse af takograf efter Forordning (EU) nr. 165/2014 artikel 33, stk. 2.
Vestre Landsret frifandt tiltalte for alle anklager.
Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger for landsretten. Byrettens dom blev omstødt.
