LandsrettenØstre Landsret afviste et søgsmål anlagt af fire humanitære organisationer – Mellemfolkeligt Samvirke, Oxfam Danmark, Amnesty International Danmark og den palæstinensiske organisation Al-Haq – mod Rigspolitiet og Udenrigsministeriet. Organisationerne ønskede prøvelse af lovligheden af tilladelser til eksport af komponenter til F-35-kampfly, idet de gjorde gældende, at der var en klar risiko for, at komponenterne via USA endte i israelske fly anvendt til krigsforbrydelser i Gaza. Landsretten fandt, at organisationerne savnede retlig interesse (søgsmålskompetence), da de ikke var direkte, individuelt og konkret berørt af tilladelserne, og sagen blev derfor afvist.
Danmark har siden 1997 deltaget i det amerikanske F-35-partnerskab med det formål at udvikle og producere kampfly. Som led i partnerskabet har Danmark indkøbt 27 F-35-fly, der leveres i perioden 2018-2027. Andre lande, herunder Israel, kan gennem særskilt aftale med USA's forsvarsministerium anskaffe sig F-35-fly.
Flere danske virksomheder producerer komponenter til F-35-programmet, herunder Terma A/S, Terma Aerostructures A/S, FJ Industries A/S og Multicut A/S. Eksport af våbendele kræver tilladelse efter våbenlovens § 6. Kompetencen er delegeret til Rigspolitiet, der efter ansøgning kan meddele tilladelse; Udenrigsministeriet høres i relevante tilfælde for at påse overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser.
Praksis blev ændret i 2000, således at eksport af underleverancer til EU- og NATO-lande ikke længere pålægges vilkår om fornyet tilladelse ved reeksport, når der er tale om bi- og multinationale samarbejdsprojekter. Siden 2013 hører Rigspolitiet som udgangspunkt ikke længere Udenrigsministeriet ved eksport til EU-, EFTA- og NATO-lande.
I august 2023 udarbejdede Udenrigsministeriet en udenrigs- og sikkerhedspolitisk rammevurdering for EU-, EFTA- og NATO-lande. Vurderingen fastslog, at risikoen for overtrædelse af Danmarks internationale forpligtelser ved våbeneksport til denne landegruppe er lav, idet landene har effektive nationale eksportkontrolsystemer. For USA fremhæves, at USA har undertegnet, men ikke ratificeret, FN’s våbenhandelstraktat, men at den amerikanske eksportkontrol varetager samme hensyn.
Det er Udenrigsministeriets vurdering, at risikoen for potentielle overtrædelser af Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser ved våbeneksert til disse lande er lav.
I lyset af konflikten mellem Israel og Hamas revurderede Udenrigsministeriet rammevurderingen i januar 2024 og igen i december 2024. Konklusionen forblev, at USA fortsat har evne og vilje til effektiv eksportkontrol, og at rammevurderingen opretholdes.
De anfægtede tilladelser blev meddelt af Rigspolitiet i perioden 2019-2025. Der er tale om i alt 13 tilladelser, heraf 8 gældende og 5 udløbne eller returnerede. Tilladelserne vedrører eksport til bl.a. USA, Storbritannien, Norge, Polen og Holland. I flere tilfælde er slutbrugeren angivet som 'ukendt', og alle tilladelser indeholder vilkår om, at der alene må udføres ikke-dødbringende materiel, og at modtagerne er omfattet af F-35-programmet. Følgende tabel opsummerer de centrale tilladelser:
| Dato | Virksomhed | Modtagerland | Slutbruger | Gyldighed |
|---|---|---|---|---|
| 29. april 2019 | Terma A/S, Terma Aerostructures | USA | USA | 5 år (nu udløbet) |
| 8. januar 2021 | Terma Aerostructures | Storbritannien | USA | Returneret |
| 15. november 2021 | Terma Aerostructures | Canada | USA | 5 år |
| 24. november 2021 | FJ Industries | Polen, Norge | Ukendt | 3 år (nu udløbet) |
| 22. september 2022 | Terma Aerostructures | Holland | USA | 3 år |
| 16. november 2022 | Multicut | USA | USA | 5 år |
| 27. februar 2024 | Terma Aerostructures | Norge | Ukendt | 3 år |
| 8. maj 2024 | Terma Aerostructures, Terma | USA | Ukendt | 5 år |
| 11. december 2024 | Terma Aerostructures | Norge | Ukendt | 3 år |
| 6. februar 2025 | Terma Aerostructures | Storbritannien | Ukendt | 5 år |
Mellemfolkeligt Samvirke har omkring 20.000 medlemmer og har til formål at fremme mellemfolkelig forståelse og solidaritet samt bidrage til en bæredygtig global udvikling. Som medlem af ActionAid International har organisationen haft et program i Palæstina, herunder Gaza, hvor lokale civilsamfundsorganisationer implementerer projekter. Efter den 7. oktober 2023 blev udviklingsprojekter umuliggjort, og arbejdet er omlagt til akut nødhjælp. Tre af deres kolleger har fået deres hjem ødelagt under angreb.
Oxfam Danmark har ca. 8.300 medlemmer og arbejder for en retfærdig verden uden fattigdom og ulighed. Som del af Oxfam International har organisationen siden 2016 en kontrakt med Oxfam Palæstina for udviklings- og nødhjælpsprojekter i Gaza. Støtten til Gaza er steget fra ca. 4 mio. kr. i 2023 til forventet 13 mio. kr. i 2024. Krigen har umuliggjort udviklingsarbejde og tvunget en omlægning til humanitær bistand; medarbejdere er fordrevet og partnere dræbt.
Amnesty International Danmark har ca. 60.000 medlemmer og arbejder for beskyttelse af menneskerettighederne. Den danske afdeling har siden 2003 sammen med Oxfam International arbejdet for en global våbenhandelstraktat og har dokumenteret krænkelser af humanitær folkeret i Gaza gennem rapporter og samarbejde med lokale field workers. Organisationen har været i dialog med Udenrigsministeriet om våbeneksport til Israel.
Al-Haq er en palæstinensisk menneskerettighedsorganisation stiftet i 1979 med det formål at beskytte og fremme menneskerettigheder og retssikkerhed i de besatte områder, bl.a. ved retslige skridt. Organisationens ansatte i Gaza har fået deres hjem og kontorer tilintetgjort, og de er gentagne gange fordrevet.
Organisationerne nedlagde følgende påstande:
Herudover begærede organisationerne søgsmålet tillagt opsættende virkning, således at der ikke lovligt kunne ske udførsel indirekte til Israel, så længe søgsmålet ikke var endeligt afgjort.
Rigspolitiet og Udenrigsministeriet påstod sagen afvist, subsidiært frifindelse, og påstod begæringen om opsættende virkning ikke imødekommet.
Sagen blev anlagt ved Københavns Byret den 3. april 2024. Ved byrettens kendelse af 22. maj 2024 blev sagen henvist til behandling ved landsretten som 1. instans efter retsplejelovens § 226, stk. 1.
Landsretten besluttede den 6. september 2024 at udskille spørgsmålet om retlig interesse og anmodningen om opsættende virkning til særskilt behandling og afgørelse, jf. retsplejelovens § 253, stk. 1 og 2. Disse spørgsmål blev mundtligt forhandlet sammen med tilsvarende spørgsmål i sag BS-31133/2024-OLR (Person 1 mod Rigspolitiet og Udenrigsministeriet).
Organisationerne gjorde gældende, at de havde retlig interesse, fordi en samlet helhedsvurdering af deres formål, struktur og konkrete arbejde i Gaza gav dem en væsentlig interesse i at få prøvet påstandene. De henviste til retspraksis, herunder:
Det gjordes endvidere gældende, at sagen ikke var en actio popularis, men en prøvelse af konkrete forvaltningsafgørelser, og at uden deres søgsmål ville der ikke være nogen domstolskontrol med dansk våbeneksport.
Rigspolitiet og Udenrigsministeriet anførte, at der i dansk ret ikke gælder nogen almindelig actio popularis, og at foreninger kun har søgsmålskompetence, hvis de selv eller nogen, de er mandatar for, opfylder de almindelige betingelser om at være konkret og individuelt berørt. De henviste til:
Der var således ikke grundlag for at lempe de almindelige betingelser for søgsmålskompetence, og organisationerne var hverken tillagt klageret eller særstatus på området. Endelig var Maastricht-doktrinen (U 1996.1300 H) ikke anvendelig, da sagen ikke angik suverænitetsoverførsel eller forhold af indgribende betydning for hele befolkningen.
Landsretten indledte med at konstatere, at organisationerne ikke er adressater for de anfægtede tilladelser og ikke har en lovhjemlet søgsmålskompetence. Spørgsmålet var herefter, om de alligevel havde retlig interesse som følge af en konkret og individuel berøring, eller om de som foreninger undtagelsesvis kunne tillægges en selvstændig søgsmålskompetence.
Retten fandt, at organisationernes og deres internationale moderorganisationers forhold i Gaza utvivlsomt var væsentligt berørt af situationen, men at de ikke adskilte sig fra forholdene for borgere, virksomheder eller andre foreninger i Gaza:
Landsretten finder, at uanset at organisationernes og de internationale moderorganisationers arbejdsforhold og ansattes private forhold i Gaza utvivlsomt i meget væsentligt omfang er berørt af situationen i Gaza, kan det ikke lægges til grund, at der er tale om forhold, der adskiller sig fra forholdene for borgere, virksomheder eller andre foreninger og organisationer i Gaza i øvrigt.
Videre anførte landsretten, at den omstændighed, at Danmark tillader eksport til USA, at USA eksporterer F-35-fly til Israel, og at Israel anvender flyene i Gaza, ikke kunne begrunde en retlig interesse for organisationerne:
Hertil kommer, at den omstændighed, at Danmark har tilladt eksport af F-35 komponenter til USA, at USA tillader eksport af visse F-35 fly til Israel, at Israel generelt anvender F-35 fly i Gaza, og at arbejdsforholdene for de internationale moderorganisationer – på linje med forholdene for andre organisationer og virksomheder, der virker i Gaza – påvirkes af israelske luftangreb, ikke kan indebære, at organisationerne har en retlig interesse i at opnå en prøvelse af foreneligheden af danske våbeneksporttilladelser med Danmarks internationale forpligtelser i forhold til det igangværende F-35-samarbejde mellem Danmark og USA m.fl. – tilladelser, der er baseret på samlede risikoafvejninger, herunder af andre staters evne og vilje til at overholde folkeretten og af vigtigheden af Danmarks samarbejde med disse stater.
Retten fandt herefter, at organisationerne ikke var påvirket på en sådan direkte, individuel og konkret måde, at de opfyldte de almindelige krav til søgsmålskompetence.
Landsretten vurderede dernæst, om organisationerne kunne anses for at have en selvstændig søgsmålskompetence som foreninger. Den lagde vægt på, at de meget bredt formulerede formål i sig selv ikke kunne begrunde søgsmålskompetence, og at organisationerne hverken i lovgivningen eller våbenhandelstraktaten var tillagt klageret eller en særstatus. Selv om Amnesty Internationals og Oxfams moderorganisationer havde spillet en rolle i udarbejdelsen af våbenhandelstraktaten, gav det ikke den danske afdeling en særlig status i relation til domstolsprøvelse. Organisationerne var heller ikke faglige organisationer eller brancheforeninger, der varetog medlemmernes konkrete retlige interesser:
Organisationerne, der som nævnt ikke er tillagt en lovbestemt søgsmålskompetence, er heller ikke i lovgivningen tillagt klageret i forhold til Rigspolitiets afgørelser om udførselstilladelser efter våbenlovens § 6.
Af FN’s våbenhandelstraktats præambel fremgår, at de deltagende stater "[a]nerkender den frivillige og aktive rolle civilsamfundet, herunder de ikke-statslige organisationer, og erhvervslivet kan spille med hensyn til at skabe opmærksomhed om formålet og hensigten med nærværende traktat samt understøtte dens gennemførelse, …". I modsætning til Århus-konventionen på miljøområdet indeholder våbenhandelstraktaten imidlertid ikke bestemmelser om offentlig deltagelse i beslutningsprocesser eller adgang til klage og domstolsprøvelse for organisationer som sagsøgerne.
Landsretten fandt således, at organisationerne ikke kunne anses for at være tillagt en selvstændig søgsmålskompetence.
Endelig vurderede landsretten, om der efter Maastricht-doktrinen (U 1996.1300 H) kunne gives adgang til realitetsprøvelse. Retten udtalte:
Der findes heller ikke på baggrund af den såkaldte Maastricht-doktrin, jf. U 1996.1300 H, grundlag for alligevel at give organisationerne adgang til en realitetsprøvelse af deres påstande. Sagen angår således ikke overførsel af lovgivnings- eller myndighedskompetence eller – uanset sagens alvorlige karakter – i øvrigt forhold, som er af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed.
På den baggrund konkluderede landsretten, at organisationerne ikke havde retlig interesse, og sagen skulle afvises.
Landsretten afsagde følgende kendelse:
Sagen afvises.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
Som følge af afvisningen var der ikke anledning til at tage stilling til begæringen om opsættende virkning.
