LandsrettenEn dansk fodboldtræner blev i foråret 2015 fyret fra en tysk fodboldklub og mistede muligheden for at gøre et erstatningskrav på ca. 3,7 mio. kr. gældende, fordi en ufravigelig tysk 3-ugers søgsmålsfrist ikke blev overholdt. Han sagsøgte det danske advokatfirma, der rådgav ham, samt det tyske advokatfirma, som det danske firma havde inddraget til rådgivning om tysk ret. Østre Landsret stadfæster byrettens dom om, at det danske advokatfirma er erstatningsansvarligt, mens det tyske advokatfirma frifindes, idet det lægges til grund, at de tyske advokater mundtligt havde oplyst den danske advokat om fristen.
Appellant, tidligere Sagsøger var i 2014-2015 ansat som hjælpetræner hos den tyske fodboldklub "Fodboldklub 2" sammen med cheftræner Vidne 1 og en anden hjælpetræner, Vidne 7. Ansættelseskontrakterne var undergivet tysk ret. Efter en periode med dårlige resultater blev de tre trænere i februar-marts 2015 hjemsendt ("freigestellt") og efterfølgende opsagt af klubben.
De tre trænere rettede henvendelse til den danske advokat Vidne 2 hos Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøgte ApS, som de underskrev fuldmagt til, og som skulle varetage deres interesser over for klubben – herunder forsøge at fastholde kontrakterne eller opnå en gunstig økonomisk aftale. Advokat Vidne 2 inddrog i den forbindelse et tysk advokatfirma, Appelindstævnte mbH, tidligere Sagsøgte mbH, til et afgrænset rådgivningsopdrag om de svage punkter i de tyske kontrakter, mens advokat Vidne 2 selv stod for forhandlingerne med klubben og korrespondancen med klienterne.
Det var mellem parterne ubestridt, at der efter tysk ret gælder en 3-ugers frist for at indbringe en opsigelse for arbejdsretten, hvis lovligheden af opsigelsen skal anfægtes, at denne frist ikke blev overholdt for Appellants, tidligere Sagsøgers vedkommende, og at den oprindelige opsigelse af ham var ugyldig efter tysk ret. Det var også ubestridt, at Appelindstævnte mbH, tidligere Sagsøgte mbH ikke skriftligt havde oplyst advokat Vidne 2 om fristen – hverken i mails eller i et notat af 6. marts 2015.
Parterne var enige om, at Appellants, tidligere Sagsøgers tab som følge af den forpassede frist kunne opgøres til 3.714.970 kr. Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøgte ApS gjorde dog gældende, at kravet skulle nedsættes, fordi Appellant, tidligere Sagsøger havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt ved ikke i tilstrækkeligt omfang at søge nyt arbejde.
Sagens afgørende bevisspørgsmål var, om de tyske advokater Vidne 3 og Vidne 4 under telefonsamtaler med advokat Vidne 2 henholdsvis den 19. februar og den 5. marts 2015 mundtligt oplyste ham om 3-ugers fristen, selvom den ikke fremgik skriftligt af hverken mails eller notatet af 6. marts 2015.
Vidne 3 forklarede, at hun under telefonsamtalen den 19. februar 2015 oplyste advokat Vidne 2 om, at der ved en opsigelse (modsat en fritstilling) løb en "hard deadline of three weeks", og at advokat Vidne 2 dertil svarede, at en retssag var udelukket, og at sagen skulle løses ved forhandling ("It's all about negotiation"). Vidne 4 forklarede tilsvarende, at hun den 5. marts 2015 oplyste advokat Vidne 2 om, at opsigelsen skulle anfægtes inden tre uger, hvortil advokat Vidne 2 grinede og afviste et søgsmål, da Appellant, tidligere Sagsøger ikke ville "brænde sine broer" i forhold til fremtidige arbejdsgivere i Fodboldliga 1.
Advokat Vidne 2 forklarede, at han ikke var blevet oplyst om fristen, og at det først kom frem i maj 2015, at en frist var overskredet. Appellant, tidligere Sagsøger, Vidne 1 og Vidne 7 forklarede samstemmende, at de ikke var bekendt med, at der var inddraget et tysk advokatfirma med henblik på fristoplysning, og at de stolede fuldt ud på, at advokat Vidne 2 varetog deres interesser.
Landsretten lagde ved bevisbedømmelsen indledningsvis vægt på, at det havde forekommet naturligt, hvis oplysningen om fristen tillige var blevet gentaget skriftligt i mails eller i notatet af 6. marts 2015, når der var tale om en så afgørende frist for klienternes sager, og at fraværet heraf i første omgang kunne tale for, at oplysningen heller ikke var givet mundtligt.
Efter en samlet vurdering af samtlige omstændigheder fandt landsretten det dog tilstrækkeligt godtgjort, at Vidne 3 og Vidne 4 mundtligt oplyste advokat Vidne 2 om fristen. Landsretten lagde herved vægt på:
På den baggrund tiltrådte landsretten, at Appelindstævnte mbH, tidligere Sagsøgte mbH var frifundet for Appelindstævnte ApS', tidligere Sagsøgte ApS' friholdelsespåstand som følge af parternes procesaftale herom, samt at Appelindstævnte mbH, tidligere Sagsøgte mbH var frifundet for Appellants, tidligere Sagsøgers direkte betalingspåstand.
Af de af byretten anførte grunde tiltrådte landsretten, at Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøgte ApS var erstatningsansvarlig over for Appellant, tidligere Sagsøger, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt, og at Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøgte ApS derfor skulle betale erstatning som fastsat af byretten. Byrettens dom blev herefter stadfæstet i sin helhed.
Efter sagens udfald blev sagsomkostningerne for landsretten fastsat således:
| Betaler | Modtager |
|---|
| Beløb |
|---|
| Specifikation |
|---|
| Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøgte ApS | Appellant, tidligere Sagsøger | 250.278,12 kr. | 250.000 kr. til advokatbistand inkl. moms, 278,12 kr. til dækning af udgift til Vidne 7 |
| Appellant, tidligere Sagsøger | Appelindstævnte mbH, tidligere Sagsøgte mbH | 219.087,26 kr. | 200.000 kr. til advokatbistand ekskl. moms, 19.087,26 kr. til translatør og vidner |
| Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøgte ApS ⇄ Appelindstævnte mbH, tidligere Sagsøgte mbH | – | Ingen | Sagsomkostninger ophævet, da friholdelsespåstanden kun gav anledning til begrænset bevisførelse |
Beløbene forrentes efter rentelovens rentebestemmelser.
