Skærpet straf for grov vold, røveri og pengefalsk begået af mindreårige – Udvisning af 16-årig syrisk statsborger

Lovgrundlag og bevisvurdering

Rettens bevisvurdering byggede på en kombination af forurettedes detaljerede videoafhøringer, lægelig dokumentation af adskillige friske læsioner (hudafskrabninger, blodunderløbne mærker, slimhindeblodninger og kvæstningssår), samt videooptagelser fra tiltaltes telefoner og skoleovervågning. Kriminaltekniske spor, herunder fingeraftryk på en hårspray og DNA på saks og gummihandske i kælderen, fastgjorde Tiltalte1 og Tiltalte2 til pengefalsk-aktiviteten.

Under hensyn til voldens karakter, herunder at der er tale om flere spark og tramp i ansigtet og slag med forskellige genstande på kroppen, alt begået af flere i forening, mens forurettede lå ned, henføres volden under straffelovens § 245, stk. 1.

Byretten fastslog, at røveri og ulovlig tvang var bevist under den underliggende trussel om vold, og at vidnetruslerne var bevist gennem optagelser, hvor der blev råbt trusler om drab. For så vidt angår frihedsberøvelsesanklagen, fandt retten at den formelle krav til anklageskriftet ikke var opfyldt.

Anklageskriftets forhold 3 indeholder alene en angivelse af, at de tiltalte i tidsrummet mellem kl. 17.10 og 18.35, i forening med to andre, ved den i forhold 1 og 2 anvendte vold og den underliggende trussel om yderligere anvendelse af vold har frihedsberøvet Forurettede. Det er imidlertid ikke beskrevet nærmere hvor og hvordan de tiltalte har frihedsberøvet Forurettede, hvorfor betingelserne i Retsplejeloven § 834, stk. 2, nr. 4 ikke er opfyldt.

Rettens begrundelse og afgørelse

Retten i Horsens fandt Tiltalte1 og Tiltalte2 skyldige i grov vold, røberi, ulovlig tvang, vidnetrusler, pengefalsk og våben/knivbesiddelse. Tiltalte3 frifandt retten, da det ikke blev bevist, at han deltog i volden, og hans tilstedeværelse alene ikke gjorde ham tilsluttet gerningerne. Anklagen om frihedsberøvelse blev afvist af formelle årsager.

Ved strafudmålingen lagde retten vægt på voldens grovhed, at den var begået over en mindreårig forurettet, at den strakte sig over ca. halvanden time på forskellige lokationer, og at dele af volden blev filmet. For Tiltalte1 blev der endvidere lagt særlig vægt på, at forholdene var begået kun 7 dage efter en tidligere voldsdom, og at der dermed var tale om hurtigt recidiv i gentagelsestilfælde.

Tiltalte er tre gange tidligere straffet for vold, herunder grov vold, og han er ved dom af 23. februar 2024 tildelt en advarsel, ligesom han ved Vestre Landsrets dom af 5. marts 2024, der er afsagt efter gerningstidspunktet i forhold 1, 2 og 4 (vold, røveri, ulovlig tvang og vidnetrusler) er tildelt en advarsel.

Straffastsættelse og Ungdomskriminalitetsnævnet

Byretten idømte Tiltalte1 fængsel i 1 år og 6 måneder, og Tiltalte2 fængsel i 1 år og 3 måneder. Begge blev tillagt vilkår om at efterkomme eventuelle afgørelser fra Ungdomskriminalitetsnævnet jf. Straffeloven § 74 b.

Vestre Landsret stadfæstede skyldfindelserne, men forhøjede Tiltalte1s straf til 1 år og 9 måneder under henvisning til pengefalskens karakter og tiltaltes unge alder. Landsretten ophævede dog vilkåret om Ungdomskriminalitetsnævnet for Tiltalte1, idet den lagde vægt på forarbejderne til bestemmelsen.

Det fremgår af forarbejderne til straffelovens § 74 b, jf. lovforslag nr. 84 af 26. oktober 2018, at udgangspunktet er, at den unge ikke skal idømmes en tillægsforanstaltning til en ubetinget fængselsstraf, hvis der fra det forventede prøveløsladelses eller løsladelsestidspunkt er mindre end tre måneder til, at den unge fylder 18 år.

Under hensyn til længden af den idømte straf og tiltaltes alder ved det forventede prøveløsladelses- eller løsladelsestidspunkt, fandt landsretten ikke grundlag for tillægsforanstaltningen. Tiltalte2 beholdt sin dom og vilkår fra byretten uændret.

Udvisning og proportionalitetsafvejning

For Tiltalte1 vurderede begge instanser, at betingelserne for udvisning var opfyldt jf. Udlændingeloven § 22, nr. 3 og Udlændingeloven § 49, stk. 1. Spørgsmålet om et eventuelt indrejseforbud skulle være for bestandigt eller tidsbegrænset, blev afgjort efter en proportionalitetsvurdering med hjemmel i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Landsretten lagde vægt på tiltaltes meget alvorlige voldelige kriminalitet i gentagelsestilfælde, begået kun 7 dage efter en tidligere dom, hvilket udgjorde meget tungtvejende grunde, der vejede tungere end hans familiebånd og opvækst i Danmark. Et permanent indrejseforbud blev dog fravalgt for at undgå overtrædelse af internationale forpligtelser.

Landsretten finder, at de hensyn, der taler imod udvisning, fører til, at indrejseforbuddet skal tidsbegrænses. Efter en samlet vurdering af oplysninger om tiltaltes forhold, herunder at han kom til Danmark som 7-årig, og at han i dag er 17 år gammel, stemmer fem voterende for at fastsætte indrejseforbuddet til 6 år, mens en voterende stemmer for, at indrejseforbuddet alene bør begrænses til 12 år.

For Tiltalte2 fandt retten, at udvisning med sikkerhed ville stride mod internationale forpligtelser, da han ikke tidligere var straffet for personfarlig kriminalitet af denne grovhed, og at hans ophold i Danmark var på mere end 9 år. Han tildeles derfor kun advarsel om udvisning.

Afgørelse og dissens

Vestre Landsret stadfæstede dommen med den ændring, at straffen for Tiltalte1 forhøjes til 1 år og 9 måneder, og at bestemmelsen om Ungdomskriminalitetsnævnet udgår. Udvisningen og indrejseforbuddet på 6 år fastholdes efter stemmeflertallet (5 mod 1). Tiltalte2's dom og advarsel om udvisning stadfæstes. Tiltalte3 frifindes. Konfiskation af økse og 163 falske pengesedler sker som påstået. Forurettede tilkendes 2.990 kr. i godtgørelse for svie og smerte.

Dissensen vedrører alene indrejseforbuddets varighed for Tiltalte1, hvor flertallet fastsætter det til 6 år, mens mindretallet finder, at et forbud på 12 år bør anvendes. Dommen er endelig og udfærdiget den 11. marts 2025.