LandsrettenEn 17-årig udlænding, der kom til Danmark som 7-årig, blev ved Retten i Horsens dømt for blandt andet røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, grov vold efter og pengefalsk. Han ankede med påstand om formildelse og frifindelse for udvisning, mens anklagemyndigheden kontraankede med påstand om skærpelse. Vestre Landsret skærpede straffen til fængsel i 1 år og 9 måneder, stadfæstede udvisningen og fastsatte efter afstemning (5-1) indrejseforbuddet til 6 år.
Sagen udspringer af flere strafbare forhold begået af tiltalte, der var under 18 år på gerningstidspunktet. Retten i Horsens afsagde dom den 11. oktober 2024 (rettens nr. 2239/2024), hvor tiltalte blev fundet skyldig i blandt andet:
Tiltalte, født i 2008, ankom til Danmark som 7-årig og havde således opholdt sig i landet i omkring 10 år på domstidspunktet. Han afsonede på tidspunktet for landsrettens behandling allerede en tidligere dom på en sikret institution (Institution 1).
Tiltalte påstod formildelse af byrettens dom og nedlagde herunder påstand om frifindelse for udvisning.
Anklagemyndigheden kontraankede og påstod skærpelse af straffen.
For landsretten blev der afspillet uddrag af videooptagelser fra mobiltelefoner fra henholdsvis kælderen på Adresse 2 og Skole 1 vedrørende forhold 1 og 2.
Tiltalte forklarede supplerende for landsretten om sine personlige forhold:
Landsretten lagde ved straffastsættelsen vægt på de samme momenter, som byretten havde fremhævet, men tillagde herudover karakteren af forhold 5 om pengefalsk yderligere vægt. Det indgik også i vurderingen, at tiltalte ikke var fyldt 18 år på gerningstidspunktet.
Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at straffen skulle forhøjes til fængsel i 1 år og 9 måneder.
Byretten havde bestemt, at tiltalte skulle efterkomme en eventuel afgørelse fra Ungdomskriminalitetsnævnet efter §§ 12-14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Landsretten ophævede denne bestemmelse med henvisning til straffelovens § 74 b og dennes forarbejder (lovforslag nr. 84 af 26. oktober 2018).
Af forarbejderne fremgår, at udgangspunktet er, at den unge ikke skal idømmes en tillægsforanstaltning til en ubetinget fængselsstraf, hvis der fra det forventede prøveløsladelses- eller løsladelsestidspunkt er mindre end tre måneder til, at den unge fylder 18 år.
Under hensyn til længden af den idømte straf og tiltaltes alder ved det forventede prøveløsladelses- eller løsladelsestidspunkt er der ikke grundlag for at idømme tiltalte en tillægsforanstaltning efter straffelovens § 74 b.
Bestemmelsen om Ungdomskriminalitetsnævnet udgik derfor.
Landsretten fandt, at betingelserne for at udvise tiltalte efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 2, 3 og 6, var opfyldt.
Herefter fulgte det af udlændingelovens § 26, stk. 2, at tiltalte skulle udvises, medmindre dette med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.
Ved proportionalitetsvurderingen efter EMRK artikel 8 lagde landsretten vægt på de omstændigheder, som byretten havde anført, herunder:
Landsretten tiltrådte byrettens samlede afvejning:
Der foreligger sådanne meget tungtvejende grunde, som efter Menneskerettighedsdomstolens praksis kræves for at kunne udvise en udlænding, der som barn er indrejst i værtslandet, for kriminalitet begået som mindreårig.
Udvisningen blev derfor stadfæstet.
Eftersom fængselsstraffen oversteg 1 år og 6 måneder, skulle indrejseforbuddet som udgangspunkt være for bestandigt, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7.
Landsretten fandt imidlertid, at et indrejseforbud for bestandigt med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Indrejseforbuddet skulle derfor tidsbegrænses i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.
De hensyn, der taler imod udvisning, fører til, at indrejseforbuddet skal tidsbegrænses.
Afstemning om varigheden:
Efter en samlet vurdering af oplysningerne om tiltaltes forhold — herunder at han kom til Danmark som 7-årig, og at han på domstidspunktet var 17 år — afsagdes dom efter stemmeflertallet:
Indrejseforbuddet blev herefter fastsat til 6 år, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 32, stk. 5, nr. 1, regnet fra tidspunktet for udrejse eller udsendelse af landet.
Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom med følgende ændringer:
Byrettens dom stadfæstes med de ændringer, at straffen forhøjdes til fængsel i 1 år og 9 måneder, og at dommens bestemmelse om, at tiltalte skal efterkomme en eventuel afgørelse fra Ungdomskriminalitetsnævnet, udgår.
Domssagen blev behandlet som almindelig domsmandssag ved Vestre Landsrets 10. afdeling.
