LandsrettenVestre Landsret stadfæstede byrettens dom i en tvist mellem to tidligere samlevende om det økonomiske opgør efter salget af deres fælles ejendom. Appellanten (manden) krævede 1.221.345,17 kr. af appelindstævnte (kvinden) — hendes halvdel af ombygningsudgifterne — samt tilbagebetaling af en overførsel på 200.000 kr. Landsretten fandt, at samejeoverenskomsten krævede et særskilt tillæg for at en part kunne kræve forlods dækning af salgsprovenuet, og at et sådant tillæg aldrig blev udarbejdet. Under alle omstændigheder var kravet forældet efter forældelseslovens § 3, stk. 1.
Parterne var samlevende og ejede i fællesskab ejendommen Adresse 1, Område, By 1. Appelindstævnte havde oprindeligt købt huset for 795.000 kr. Efter appellanten flyttede ind, ønskede han en omfattende ombygning, som blev gennemført i 2016-2017.
Den 12. september 2016 — på et tidspunkt hvor ombygningen var langt fremskreden — indgik parterne en samejeoverenskomst. Ombygningen blev afsluttet i slutningen af 2016 eller begyndelsen af 2017. Parterne boede herefter sammen i huset i ca. 1,5-2 år, inden samlivet ophørte.
Appellanten hævdede at have afholdt ombygningsudgifter for ca. 2,7 mio. kr. og krævede, at appelindstævnte skulle betale 1.221.345,17 kr. — svarende til hendes halvdel — af nettoprovenuet fra hussalget, som var deponeret på en fælles konto i Spar Nord Bank.
Samejeoverenskomsten af 12. september 2016 indeholdt følgende væsentlige punkter:
Punkt 7 — som blev sagens omdrejningspunkt — bestemte, at parterne, når ombygningen stod færdig og den endelige pris var kendt, ville udarbejde et tillæg til aftalen, hvis de ønskede at afholde udgifterne i et andet forhold end halvt hver. Tillægget skulle indeholde en klar tilkendegivelse af, hvorvidt den ene part skyldte den anden part et beløb.
Et sådant tillæg blev aldrig udarbejdet — hverken under samlivet eller efter samlivsophævelsen.
Appellanten gjorde gældende, at samejeoverenskomstens pkt. 7, jf. pkt. 1, skulle fortolkes således, at der ikke skulle udarbejdes et tillæg i den situation, hvor det alene krævedes, at parterne afholdt omkostningerne med halvdelen hver. Samtlige betalinger var foretaget af appellanten privat, og fakturering til Virksomhed ApS 1 og Virksomhed ApS 2 kunne ikke tillægges betydning i forholdet mellem parterne.
Vedrørende udestuen anførte appellanten, at etableringen efter samlivsophævelsen var en nødvendig udgift for at få huset solgt, og at appelindstævnte dermed ikke havde lidt noget tab.
Appelindstævnte gjorde gældende, at appellantens fortolkning af samejeoverenskomstens pkt. 7 var konstrueret til lejligheden og ikke tidligere gjort gældende. Det fremsatte krav udgjorde i realiteten et "fakturakrav" om deling af omkostninger, som ikke knyttede sig til samejeoverenskomsten og provenuet — og et sådant krav var forældet.
Det var ikke dokumenteret, at appellanten personligt havde betalt fakturaerne udstedt til selskaberne. Udgifterne afholdt efter samlivsophævelsen var ikke accepteret af appelindstævnte og kunne ikke kræves betalt af hende.
Landsretten foretog en fortolkning af samejeoverenskomstens pkt. 1 og pkt. 7 ud fra ordlyden og sammenhængen mellem bestemmelserne:
Ud fra ordlyden og sammenhængen mellem pkt. 1 og pkt. 7 i samejeoverenskomsten finder landsretten, at bestemmelsen i pkt. 7 må forstås således, at den alene tager sigte på den situation, hvor parterne har udarbejdet et tillæg til samejeoverenskomsten med angivelse af, at en part har afholdt mere end halvdelen af omkostningerne til byggeriet, og at denne part som følge heraf forlods skal have dette opgjorte tilgodehavende dækket i det ved salget af ejendommen opnåede nettoprovenu inden en ligelig deling af nettoprovenuet mellem parterne finder sted.
Landsretten fandt ingen holdepunkter for, at bestemmelsen kunne udstrækkes til den foreliggende situation, hvor der ikke var udarbejdet et tillæg med et opgjort tilgodehavende, og hvor appellanten efter samlivsophævelsen havde fremsat krav om betaling af halvdelen af ombygningsomkostningerne.
Appellanten var derfor ikke berettiget til at kræve forlods betaling fra nettoprovenuet ved ejendomssalget.
Landsretten fastslog, at appellantens krav — uanset fortolkningen af samejeoverenskomsten — under alle omstændigheder var forældet:
Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser.
Overførslen på 200.000 kr. den 15. september 2015 kunne appellanten ikke bevise udgjorde et lån. Et tilbagebetalingskrav vedrørende denne overførsel var ligeledes forældet.
Udgifterne til udestuen, der blev opført efter samlivsophævelsen for at gøre huset lettere at sælge, kunne ikke pålægges appelindstævnte. Landsretten fandt intet grundlag for at pålægge hende at dække disse omkostninger. Det bemærkedes, at udgifterne i øvrigt var afholdt af appellantens nye kæreste, Person 14.
Landsretten stadfæstede byrettens dom i sin helhed.
Appellanten blev pålagt at betale 100.000 kr. i sagsomkostninger for landsretten til appelindstævnte til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen blev der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og hovedforhandlingens varighed.
Beløbet skulle betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a:
Sagsomkostninger tilkendt ved dom eller anden retsafgørelse i en borgerlig sag forrentes fra fuldbyrdelsesfristens udløb med rente som fastsat efter § 5, stk. 1 og 2.
