LandsrettenLandsretten frifandt en advokat, der havde udført en MeToo-advokatundersøgelse for en tv-station, for erstatningskrav fra en kendt tv-vært, som mistede sit job efter undersøgelsen. Retten fandt, at advokaten ganske vist havde tilsidesat god advokatskik ved ikke at redegøre for det retlige grundlag og forældelsesspørgsmål, men dette indebar ikke et erstatningsansvar over for tredjemand. Der var ikke grundlag for at fastslå, at advokaten havde handlet usagligt eller undertrykt oplysninger.
I efteråret 2020 iværksatte Virksomhed A/S 1 (en tv-station) en advokatundersøgelse som led i MeToo-debatten for at afdække krænkende handlinger i mediebranchen. Advokatundersøgelsen blev udført af Sagsøgte (advokat), der var fast advokat for tv-stationen. Der blev oprettet en midlertidig indberetningsordning, hvor nuværende og tidligere medarbejdere kunne indberette episoder om uønsket seksuel opmærksomhed eller krænkende kultur.
To tidligere praktikanter, Person 5 og Person 3, indberettede episoder fra henholdsvis 2001 og 2003, hvor de som unge praktikanter besøgte Sagsøger (en kendt tv-vært og Stilling 1) i hans private lejlighed. Ifølge indberetningerne havde Sagsøger udvist sexchikanøs adfærd. Sagsøger var på daværende tidspunkt ansat hos Virksomhed A/S 2 (et produktionsselskab), der producerede programmer for Virksomhed A/S 1, og Sagsøger var således afhængig af tv-stationens ønske om at anvende ham som vært.
Advokaten gennemførte samtaler med de to indberettere, Sagsøger (bistået af sin egen advokat), samt to vidner (Vidne 2 og Person 4), der havde været til stede ved episoderne.
På baggrund af samtalerne konkluderede advokaten, at der overvejende sandsynligt var udvist adfærd, der måtte karakteriseres som sexchikane. Hun vurderede, at Sagsøger havde udsat Person 5 for en uønsket fysisk seksuel handling og havde presset hende til sex, og at Person 3 havde været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed. Advokaten fandt, at der forelå et sagligt opsigelsesgrundlag, hvis Sagsøger havde været ansat hos Virksomhed A/S 1.
Resultatet blev forelagt tv-stationen, som besluttede at aktivere en kontraktuel klausul over for produktionsselskabet om ikke længere at benytte Sagsøger som vært. Virksomhed A/S 2 opsagde herefter ansættelsesaftalen med Sagsøger i december 2020. Kort efter indgik Sagsøger en fratrædelsesaftale med Virksomhed A/S 2, der indeholdt en endelighedsklausul om, at aftalen var indgået til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav mod både Virksomhed A/S 2 og Virksomhed A/S 1 som følge af opsigelsen.
Sagsøger anlagde sag mod advokaten med krav om erstatning på i alt 1.990.602,65 kr. med tillæg af renter. Kravet var sammensat således:
| Post | Beløb |
|---|---|
| Tabt arbejdsfortjeneste (december 2020 – februar 2023) | 1.887.226,65 kr. |
| Svie og smerte (maksimalsats) | 85.500,00 kr. |
| Behandlingsudgifter (psykolog m.v.) | 17.876,00 kr. |
Sagsøger gjorde gældende, at advokaten havde handlet ansvarspådragende ved:
Advokaten nedlagde påstand om afvisning, subsidiært frifindelse. Hun henviste til, at Sagsøger gennem fratrædelsesaftalen havde givet afkald på ethvert krav mod både tv-stationen og produktionsselskabet, og at dette også afskar ham fra at rejse krav mod hende som tv-stationens advokat. Hun fastholdt, at bevisvurderingen var foretaget korrekt efter civilretlige standarder, og at undersøgelsen var grundig og i overensstemmelse med god advokatskik.
Landsretten afviste advokatens påstand om afvisning. Endelighedsklausulen i fratrædelsesaftalen vedrørte efter sin ordlyd ikke retsforholdet mellem Sagsøger og advokaten. Landsretten lagde vægt på, at Sagsøger i det væsentlige havde opfattet fratrædelsesaftalen som et fait accompli, og at han ikke havde drøftet klausulen med sin bisidder. Endelighedsklausulen medførte derfor hverken, at Sagsøger manglede retlig interesse i sagen, eller at advokaten kunne frifindes alene på dette grundlag.
Landsretten bemærkede indledningsvis, at Advokatnævnet ved kendelse af 4. november 2021 havde pålagt advokaten en bøde på 20.000 kr. for tilsidesættelse af god advokatskik, jf. Retsplejelovens § 126, stk. 1. Østre Landsret havde ved dom af 18. juni 2024 stadfæstet kendelsen og udtalt, at advokaten i forbindelse med afrapporteringen den 18. december 2020 – i strid med sine egne tilkendegivelser – ikke havde redegjort for det retsgrundlag, hvorpå hun støttede undersøgelsens resultat, og at hun ikke havde redegjort for de særlige juridiske problemstillinger om forældelse og passivitet, som de mange år siden hændelserne rejste.
Landsretten lagde i den foreliggende sag til grund, at advokaten derved havde tilsidesat god advokatskik.
Retten fandt imidlertid, at denne tilsidesættelse ikke automatisk indebar et erstatningsretligt ansvar over for tredjemand. Ved vurderingen af, om der forelå et ansvarsgrundlag, indgik navnlig, at advokatundersøgelsen var gennemført med saglighed og uden at undertrykke oplysninger.
Landsretten foretog en samlet vurdering af advokatens gennemførelse af processen, de civil- og ansættelsesretlige bevisafvejninger og de deraf følgende konklusioner. Retten fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at advokaten handlede usagligt, undertrykte oplysninger eller over for opdragsgiveren undlod at redegøre for tvivlsspørgsmål på den af Sagsøger anførte måde. Landsretten lagde herved vægt på advokatundersøgelsens form og på, at Sagsøger havde været repræsenteret ved advokat, der deltog i møderne og varetog korrespondancen med den undersøgende advokat.
Landsretten finder således, at der ikke er grundlag for at fastslå, at Sagsøgte (advokat) handlede usaglig, undertrykte oplysninger eller over for opdragsgiveren Virksomhed A/S 1 undlod at redegøre for tvivlsspørgsmål på den af Sagsøger anførte måde.
Da der ikke var handlet ansvarspådragende, blev advokaten frifundet.
Landsretten frifandt advokaten. Sagsøger blev pålagt at betale 150.000 kr. i sagsomkostninger til advokaten til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
