LandsrettenVestre Landsret stadfæstede byrettens skyldkendelse i en nævningesag om voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje begået af Tiltalte mod Forurettede — en kvinde med en udviklingsmæssig alder svarende til 6–12 år. Tiltalte, der selv er mentalt retarderet i lettere grad, blev frifundet for straf efter og anbragt i institution uden længstetid. De juridiske dommere nedsatte tortgodtgørelsen til 50.000 kr. under henvisning til Højesterets praksis i .
Tiltalte, født i 1989, og Forurettede boede begge på hvert deres bosted for personer med vidtgående psykiske handicap. De havde i flere år et kæresteforhold præget af turbulens, glæde, tristhed og voldsomhed. Forurettede var meget draget af Tiltalte og havde svært ved at sige nej til ham — hun gik ofte med til seksuelle handlinger for at behage ham og fastholde forholdet.
Tiltalte modtog kønsdriftsnedsættende medicin for at styre sin seksualdrift og forebygge farlig kriminalitet, herunder voldtægt. I perioder undlod han dog at tage medicinen på grund af bivirkninger.
Den 11. januar 2023 befandt Forurettede sig på Tiltaltes bosted. Forurettede havde forinden sagt, at hun ikke havde lyst til sex. Tiltalte gennemførte alligevel vaginalt samleje med hende. Efterfølgende gennemførte han analt samleje og indførte en dildo i hendes anus — alt sammen uden hendes samtykke. Forurettede sagde gentagne gange nej og gav udtryk for, at det gjorde ondt, og at han skulle stoppe.
Efter hændelsen forlod Forurettede bostedet uden at sige farvel til personalet — en adfærd personalet aldrig havde oplevet før. Hun var bleg, gik med bøjet hoved og så chokeret ud.
Vidne 5 (Forurettedes kontaktpædagog gennem ca. 10 år) forklarede, at forholdet var komplekst og præget af turbulens. Forurettede fortalte flere gange, at hun og Tiltalte havde sex, selvom hun ikke havde lyst, og at dette fandt sted gennem hele forholdet. Hun fortalte også, at Tiltalte pressede hende til at indføre en dildo i sin anus, selvom hun ikke havde lyst.
Vidne 3 (afdelingsleder på Tiltaltes bosted) oplevede under en fælles tur til København i 2021, at Forurettede flere gange sagde »av, det gør ondt« og »jeg har ikke lyst« gennem væggen til hotelværelset. Vidnet bankede på og hørte Tiltalte sige til Forurettede, at hun ikke måtte sige noget. Dagen efter fortalte Forurettede, at hun ikke kunne holde til »alt det sexeri«.
Vidne 1 (Tiltaltes kontaktperson) forklarede, at Tiltalte dominerede Forurettede, og at deres forhold ikke var ligeværdigt. Personalet intensiverede samtaler med Tiltalte om sex og grænser efter en episode, hvor Forurettede havde sorte mærker på lårene. Tiltalte kunne presse Forurettede ved at true med at afbryde kontakten, hvis de ikke havde sex.
Dagen efter hændelsen, den 12. januar 2023, fortalte Forurettede til Vidne 4 (ansat på hendes bosted), hvad der var sket. Hun var ked af det og græd. Hun fortalte, at hun havde følt sig presset — også til at tage hovedpinepiller hos Tiltalte. Forurettede anmeldte efterfølgende Tiltalte til politiet.
Forurettede fortrød senere anmeldelsen på grund af konsekvenserne, navnlig at hun ikke længere måtte se Tiltalte. Personalet på de to bosteder besluttede, at Forurettede ikke længere måtte komme på Tiltaltes bosted for at beskytte begge parter.
Retten i Aarhus fandt ved dom af 23. september 2024 Tiltalte skyldig i voldtægt ved vaginalt og analt samleje samt andet seksuelt forhold end samleje (indførelse af dildo) uden samtykke. Retten fandt, at Tiltalte var omfattet af straffelovens § 16, stk. 2 (mental retardering i lettere grad), og at han derfor ikke skulle straffes, men anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Byretten tilkendte Forurettede tortgodtgørelse.
Tiltalte påstod frifindelse, subsidiært formildelse således at han dømtes til anbringelse i institution med en længstetid på 5 år.
Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af byrettens dom.
Forurettede gentog sin påstand om 100.000 kr. i tortgodtgørelse. Tiltalte bestred både pligten til at betale tortgodtgørelse og kravets størrelse.
For landsretten afgav Tiltalte og vidnerne Vidne 1, Vidne 2, Vidne 3, Vidne 4 og Vidne 5 supplerende forklaring. Videoafhøringen af Forurettede blev afspillet.
Tiltalte forklarede, at han fortsat boede på bostedet og tog kønsdriftsnedsættende medicin, som hjælper ham med at styre sin seksualdrift. Han ønskede ikke at svare på, hvordan det ville have påvirket hans seksualdrift, hvis han ikke havde taget medicinen, mens han var kæreste med Forurettede. Han fastholdt, at han aldrig tiltvang sig sex mod Forurettedes vilje.
Vidne 1 (kontaktperson på Tiltaltes bosted) forklarede, at Forurettede den 11. januar 2023 forlod bostedet uden at sige farvel — en adfærd han aldrig havde oplevet i de 50–100 gange, hun tidligere havde sagt farvel. Hun stak kort hovedet ind til ham og så »helt forkert ud«.
Vidne 2 (ansat på Tiltaltes bosted) så Forurettede samme dag: hun var bleg, gik med bøjet hoved og så chokeret ud. Hun havde aldrig før oplevet, at Forurettede ikke sagde farvel.
Vidne 4 (ansat på Forurettedes bosted) forklarede, at Forurettede dagen efter — den 12. januar 2023 — havde fortalt ham om hændelsen. Hun var ked af det og græd. Han vurderede, at Forurettede på grund af sin mentale retardering ikke ville kunne have opdigtet hændelsen, og slet ikke kunne have fastholdt en løgn i det videre forløb.
Vidne 5 (Forurettedes kontaktpædagog) forklarede, at Tiltalte dominerede Forurettede både fysisk og psykisk, og at Forurettede var meget impulsstyret og havde svært ved at drage erfaringer. Forurettede fortalte hende flere gange, at hun havde sagt nej til sex — nogle gange accepterede Tiltalte det, andre gange gennemførte han samlejet alligevel. Hvis Tiltalte accepterede et nej, blev han vred og sendte hende hjem. Forurettedes udviklingsmæssige alder blev vurderet til 6–12 år.
Vidne 3 (afdelingsleder) forklarede, at Tiltalte havde en grænseoverskridende seksuel adfærd og ikke kunne tøjle sin seksualdrift. Hun havde talt med Tiltalte om, at Forurettede ikke havde samme sexlyst som ham, men troede ikke, at Tiltalte reelt forstod budskabet. Tiltalte udnyttede Forurettede seksuelt ved at presse hende — fx ved at true med at afbryde kontakten, hvis de ikke havde sex.
Landsretten afsagde kendelse om skyldsspørgsmålet med dissens.
Samtlige nævninger og dommere tiltrådte, at Forurettedes forklaring om hændelsesforløbet den 11. januar 2023 kunne lægges til grund. Det var herefter bevist, at Tiltalte og Forurettede den pågældende dag — uden hendes samtykke — havde vaginalt og analt samleje, og at Tiltalte indførte en dildo i hendes anus.
Flertallet fandt det bevist, at Tiltalte forstod, at der ikke forelå samtykke fra Forurettede. De lagde vægt på Forurettedes forklaring om, at hun:
Flertallet fandt, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at Forurettede foretog visse aktive handlinger — såsom at gå med ind i soveværelset, tage tøj af og lægge sig oven på Tiltalte. Disse handlinger skete, fordi Tiltalte bad hende om det. Heller ikke forklaringerne om Tiltaltes betydeligt større sexlyst og hans tidligere pres på Forurettede kunne ændre vurderingen. Flertallet stemte for at stadfæste byrettens skyldkendelse.
Mindretallet fandt det ikke bevist, at Tiltalte forstod, at Forurettede ikke samtykkede til det vaginale samleje. De var dog enige i, at Tiltalte måtte have forstået det manglende samtykke til de efterfølgende handlinger (analt samleje og indførelse af dildo). Mindretallet stemte derfor for at frifinde Tiltalte for så vidt angik det vaginale samleje, men for i øvrigt at finde ham skyldig.
Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, hvorefter byrettens kendelse om skyldsspørgsmålet blev stadfæstet.
Samtlige nævninger og dommere tiltrådte med samme begrundelse som byretten, at Tiltalte er omfattet af straffelovens § 16, stk. 2, og at han derfor ikke straffes. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i lettere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med mental retardering.
På baggrund af de lægelige udtalelser og i øvrigt af de grunde, byretten havde anført, tiltrådte samtlige nævninger og dommere endvidere:
Forurettede havde nedlagt påstand om 100.000 kr. i tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26.
De juridiske dommere tog udgangspunkt i Højesterets afgørelse i U2022.1830H, hvor Højesteret fastslog:
at godtgørelsesniveauet på 100.000 kr., som er anført i forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, navnlig finder anvendelse i sager om voldtægt ved vold eller trussel om vold.
I U2022.1830H fastsatte Højesteret tortgodtgørelsen til 35.000 kr. i en sag om voldtægt, hvor forurettede var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Under hensyn til karakteren af og omstændighederne ved de seksuelle overgreb i den foreliggende sag fastsatte landsrettens juridiske dommere tortgodtgørelsen til 50.000 kr. — et beløb mellem de to niveauer fastlagt i Højesterets praksis.
Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom med den ændring, at tortgodtgørelsen til Forurettede fastsættes til 50.000 kr.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Dommerne var Peter Buhl, Rasmus Krogh Pedersen og Tina Lang Christensen (kst.) med domsmænd.
