LandsrettenVestre Landsret tog stilling til, om en tiltalt — der ved Retten i Aarhus var frifundet for forsøg på manddrab efter straffelovens § 237, jf. , men dømt for grov vold efter , til dels jf. — fortsat skulle bære sagens omkostninger fuldt ud, eller om statskassen delvist skulle dække dem, fordi tiltalte allerede ved anholdelsen havde erkendt den subsidiære tiltale. Landsretten stadfæstede byrettens omkostningsafgørelse under henvisning til, at sagen med rette var ført som nævningesag, og at omkostningsansvaret hverken stod i åbenbart misforhold til tiltaltes skyld eller var forårsaget af andres fejl.
Tiltalte blev anholdt den 24. juni 2024. Allerede ved anholdelsen oplyste tiltaltes forsvarer, at tiltalte erkendte at have overtrådt straffelovens § 245, stk. 1, men nægtede sig skyldig i drabsforsøg. Tiltalte afgav hverken forklaring til politiet, under grundlovsforhøret eller under den efterfølgende hovedforhandling i byretten.
Anklagemyndigheden rejste tiltale for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 237 (forsøg på manddrab), jf. § 21, subsidiært § 245, stk. 1, til dels jf. § 21. Sagen blev rejst ved et nævningeting, jf. retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 1.
Under hovedforhandlingen nægtede tiltalte sig skyldig i forsøg på manddrab og erkendte sig skyldig i overtrædelse af § 245, stk. 1, dog med den begrænsning, at han ikke havde forsøgt at stikke den forurettede flere gange. Der blev afgivet forklaring af tre vidner.
Ved dom af 6. december 2024 frifandt Retten i Aarhus tiltalte for tiltalen om overtrædelse af § 237, jf. § 21. Tiltalte blev dog dømt for overtrædelse af § 245, stk. 1, til dels jf. § 21, ved at have stukket den forurettede i halsen med en kniv og forsøgt at stikke igen. Byretten bestemte, at tiltalte skulle betale sagens omkostninger.
Tiltaltes forsvarer, advokat Karina Skou, kærede byrettens omkostningsafgørelse med påstand om, at statskassen efter landsrettens nærmere bestemmelse delvist skulle betale sagens omkostninger.
Forsvareren henviste navnlig til, at tiltalte blev frifundet for overtrædelse af § 237, jf. § 21, og i stedet fundet skyldig i overtrædelse af § 245, stk. 1, som han allerede ved anholdelsen erkendte at have overtrådt. Sagen kunne derfor efter forsvarerens opfattelse være gennemført som en tilståelsessag.
Anklagemyndigheden nedlagde påstand om stadfæstelse og anførte:
Landsretten konstaterede indledningsvis, at kæremålet opfyldte betingelserne i retsplejelovens § 1013, stk. 1, 3. punktum, da afgørelsen om omkostninger var uafhængig af sagens udfald, og de pålagte omkostningers beløb kunne antages at overstige 40 kr.
Landsretten fastslog herefter, at tiltalte som udgangspunkt skal erstatte det offentlige de nødvendige udgifter, der er medgået til sagens behandling, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1, 1. pkt..
Den omstændighed, at anklagemyndigheden besluttede at føre sagen som en nævningesag, kan under hensyn til sagens karakter og omfang ikke begrunde, at statskassen skal betale nogen del af omkostningerne.
Landsretten fandt endvidere, at undersøgelsen ikke havde været rettet mod andre forbrydelser end den, for hvilke tiltalte blev dømt, jf. § 1008, stk. 2.
Da undersøgelsen ikke har været rettet mod andre forbrydelser end den, for hvilke tiltalte blev dømt, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 2, og da omkostningsansvaret ikke står i åbenbart misforhold til tiltaltes skyld og ikke findes at være forårsaget ved andres fejl eller forsømmelser, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 4, er der heller ikke efter disse bestemmelser grundlag for at begrænse omkostningsansvaret.
Landsretten tiltrådte derfor byrettens bestemmelse om, at tiltalte skulle betale sagens omkostninger for byretten, og stadfæstede byrettens afgørelse.
