LandsrettenØstre Landsret stadfæstede byrettens dom på 17 års fængsel for organiseret handel med 220,1 kg kokain og 12 kg hash, men ændrede udvisningen fra et indrejseforbud på 6 år til et indrejseforbud for bestandig. Det centrale spørgsmål var, om tiltaltes ændring af anken fra en bevisanke til en udmålingsanke kunne sidestilles med en tilståelse efter den nyaffattede , og om udvisning for bestandig ville stride mod .
Ved Københavns Byrets dom af 20. november 2023 (SS 2-8645/2022) blev Tiltalte 5 idømt fængsel i 17 år og udvist af Danmark med et indrejseforbud gældende i 6 år. Domfældelsen vedrørte handel med ikke under 220 kg kokain og 12 kg hash.
Tiltalte havde ved selv og i forening med andre ageret som kokaingrossist, der organiserede systematisk indsmugling og distribution af kokain til forskellige aftagere i detail-leddet. Det blev lagt til grund, at han havde en tiltagende uafhængig rolle som importør via Holland.
Straffen blev fastsat i medfør af straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., der giver mulighed for at overskride den normale strafferamme med indtil det halve under særdeles skærpende omstændigheder. Den normale maksimumstraf for narkotikahandel af denne karakter er 16 år, men byretten fandt, at sagens grovhed og omfang begrundede en straf på 17 år.
Tiltalte ankede byrettens dom med påstand om formildelse, herunder frifindelse for anvendelsen af straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., og stadfæstelse af byrettens afgørelse om udvisning med et indrejseforbud i 6 år.
Anklagemyndigheden påstod oprindeligt skærpelse, herunder at indrejseforbuddet skulle gælde for bestandig. Ved mail af 6. november 2024 ændrede anklagemyndigheden imidlertid sin påstand og nedlagde påstand om fængsel i 16 år — en formildelse på 1 år. Anklagemyndigheden fastholdt dog, at straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt. fandt anvendelse, samt påstanden om udvisning med indrejseforbud for bestandig.
Begrundelsen for den ændrede påstand var den betydelige ressourcebesparelse, som det havde medført for den samlede straffesagskæde. Sagskomplekset var oprindeligt berammet som en fuld bevisanke over 33 retsdage med ni tiltalte, men efter tiltaltes frafald af bevisanken blev sagen ændret til en kortere hovedforhandling af fire dages varighed med én tiltalt og otte individuelle strafudmålingssager. Anklagemyndigheden henviste til, at der i en anden sag i samme kompleks (4. afd. nr. S-2551-24) var sket en tilsvarende nedsættelse med 1 år.
Tiltalte er født i 1996 og registreret som afghansk statsborger. Han er født og opvokset i Danmark og har aldrig boet i andre lande.
Hans familiære og personlige situation er ifølge Udlændingestyrelsens udtalelse af 23. november 2022 og tiltaltes egne forklaringer:
Tiltalte er tidligere straffet ved udeblivelsesdom af 5. december 2023 med bøde for overtrædelse af straffelovens § 121.
Straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9 fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 661 af 11. juni 2024 om ændring af bl.a. straffeloven (Gennemførelse af flerårsaftale for domstolene for 2024-2027 m.v.), der trådte i kraft den 15. juni 2024. Dette var efter byrettens dom, men før landsrettens behandling.
Den tidligere bestemmelse krævede, at gerningsmanden frivilligt havde angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse. Efter ændringen er det tilstrækkeligt, at gerningsmanden har aflagt tilståelse.
Af de specielle bemærkninger til lovforslagets § 2 (lovforslag nr. L 115 af 28. februar 2024) fremgår bl.a.:
Forslaget indebærer, at det ikke længere vil være en betingelse for, at lovbestemmelsen kan anvendes, at gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv, eller at gerningsmandens tilståelse er fuldstændig.
Forslaget lovfæster dermed, at en tilståelse i almindelighed også skal indgå som en formildende omstændighed, når gerningsmanden ikke har angivet sig selv eller tilståelsen ikke er fuldstændig.
Bemærkningerne præciserer, at en tidlig og fuldstændig tilståelse stadig vil medføre en større strafnedsættelse. Om tilståelser under hovedforhandlingen hedder det:
Der vil være mindre grund til, at en tilståelse medfører en lavere straf, når tilståelsen først afgives under hovedforhandlingen i en domsmandssag eller nævningssag. Hvis tiltalte forud for hovedforhandlingen gennem forsvareren tilkendegiver at ville tilstå flere væsentlige forhold i sagen med den virkning, at bevisførelsen under hovedforhandlingen og dermed antallet af retsdage kan begrænses i væsentlig grad, kan en sådan tilståelse dog også medføre en lavere straf, selv om der også er forhold, som ikke tilstås.
Det afgørende spørgsmål i landsretten var, om tiltaltes frafald af bevisanken og efterfølgende erkendelse kunne karakteriseres som en tilståelse omfattet af den nye bestemmelse.
Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring, at udvisningen sker med indrejseforbud for bestandig.
Landsretten tiltrådte, at straffen var fastsat i medfør af straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., idet tiltalte havde haft en tiltagende uafhængig rolle som importør via Holland.
Vedrørende spørgsmålet om formildelse efter den ændrede straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9 udtalte landsretten:
Af byrettens dom fremgår, at tiltalte ikke har udtalt sig hverken i retten eller til politiet. Ved domsafsigelsen ankede han dommen til frifindelse, subsidiært til formildelse. Efter sagens berammelse frafaldt han sin bevisanke, hvorefter anklagemyndigheden anmodede om, at hans sag blev udskilt og berammet til en ½ retsdag. Det viste sig under den berammede hovedforhandling den 14. november 2024 ikke muligt at gennemføre sagen på ½ dag, og der blev berammet yderligere ½ retsdag.
Landsretten fandt — i overensstemmelse med anklagemyndighedens egen vurdering — at der ikke forelå en tilståelse som omhandlet i straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, og at der ikke i forarbejderne var holdepunkter for, at det at ændre en bevisanke til en udmålingsanke skulle medføre formildelse, selv om der ville være en ressourcebesparelse herved.
Landsretten lagde vægt på sagens karakter:
Sagen er en af flere vedrørende et omfattende netværk af personer, der har drevet organiseret handel med narkotika, og som har anvendt krypteret kommunikation og i vidt omfang ikke har ønsket at udtale sig til sagen.
Sagsbehandlingstiden fandtes på denne baggrund ikke at have oversteget det rimelige, jf. straffelovens § 82, stk. 2. Heller ikke i øvrigt fandtes der grundlag for formildelse. Det forhold, at anklagemyndigheden efter aftale med tiltalte og forsvareren havde nedlagt påstand om formildelse, kunne ikke ændre herved.
Den af byretten udmålte straf på 17 års fængsel, der tillige fastsattes i medfør af straffelovens § 89, fandtes herefter passende.
Landsretten ændrede byrettens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i 6 år til udvisning med indrejseforbud for bestandig.
Retsgrundlaget var udlændingelovens § 22, jf. § 49, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, nr. 7, hvorefter udlændinge, der idømmes en ubetinget fængselsstraf af mere end 1 år og 6 måneders varighed, udvises med indrejseforbud for bestandig, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Ved proportionalitetsvurderingen efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 indgik:
Landsretten konkluderede:
Navnlig under hensyn til den overordentligt grove karakter og det meget betydelige omfang af den begåede narkotikakriminalitet finder landsretten efter en samlet vurdering, at udvisning med indrejseforbud for bestandig ikke vil være et uproportionalt indgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Tiltaltes stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Afghanistan kunne således ikke opveje hensynet til den overordentligt grove og omfattende narkotikakriminalitet.
