LandsrettenØstre Landsret har stadfæstet Retten i Glostrups afvisning af et erstatningskrav rejst af en person, der havde været varetægtsfængslet i 370 dage i Litauen under forhold, som han påstod var umenneskelige. Sagen rejser spørgsmålet om den danske stat kan pålægges erstatningsansvar for krænkelser, der har fundet sted i en anden stat, når Danmark senere overtager fuldbyrdelsen af en udlændingsdom. Landsretten fastslog, at de danske regler om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning ikke finder anvendelse, da frihedsberøvelsen skete uden dansk initiativ eller deltagelse.
Erstatningssøgende, der var bosat i Litauen, blev anholdt og varetægtsfængslet fra den 24. maj 2009 til den 29. maj 2010 i alt 370 dage. I maj 2012 blev han idømt 3 års fængsel i Litauen for blandt andet voldtægt. Efter dommen rejste han til Danmark. I maj 2014 anmodede de litauiske myndigheder om udlevering ved europæisk arrestordre. Justitsministeriet besluttede dog den 25. juni 2014, jf. Udleveringsloven § 10 b, stk. 2, at Danmark i stedet skulle overtage fuldbyrdelsen af dommen.
Ved dom af 3. september 2018 bestemte Østre Landsret, at straffen skulle afsønes i Danmark, og der blev foretaget en afkortning med de 370 dages varetægtsfængsling, jf. Straffeloven § 86, stk. 5. Landsretten afviste dog at anse straffen for udstået eller at foretage en yderligere afkortning baseret på de forhold, som Erstatningssøgende angav var umenneskelige. Afgørelsen blev ikke anket til Højesteret, og en genoptagelsesansøgning til Den Særlige Klageret blev afvist i august 2021, hvor det blandt andet blev bemærket, at Erstatningssøgende ikke var afskåret fra at søge erstatning i Litauen.
Erstatningssøgende krævede den 14. februar 2021 erstatning og tortgodtgørelse for fængslingen i Litauen til et ikke opgjort beløb. Kravet blev afvist af Statsadvokaten i august 2021 og af Rigsadvokaten i november 2021. Herefter begærede Erstatningssøgende kravet indbragt for retten i december 2021. Statsadvokaten indbragte erstatningsspørgsmålet for retten i medfør af Retsplejeloven § 1018 f, stk. 1 i maj 2022.
Retten i Glostrup afsagde kendelse den 24. oktober 2023 og afviste behandlingen af kravet. Erstatningssøgende anede, og Østre Landsret fastslog ved kendelse af 12. december 2023, at byrettens afgørelse formelt burde have været truffet ved dom. Sagen blev herefter behandlet som en ankesag med mundtlig forhandling.
Erstatningssøgende nedlagde endelig påstand om tilkendelse af erstatning i medfør af Retsplejeloven kapitel 93 a eller dette kapitels analogi, jf. tillige EMRK artikel 41. Subsidiært påstod han, at byrettens kendelse skulle ophæves og sagen hjemvises til administrativ behandling eller til byretten til fornyet behandling.
Erstatningssøgendes centrale argumenter:
Anklagemyndighedens påstande og argumenter:
Stridspunktet i sagen var, om Retsplejeloven kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning finder anvendelse, når Danmark overtager fuldbyrdelsen af en udenlandsk strafdom, men hvor de forhold, der gives erstatning for, har fundet sted i den udenlandske stat uden dansk deltagelse. Spørgsmålet vedrørte specifikt, om overtagelsen af fuldbyrdelsen automatisk medførte, at Danmark påtog sig erstatningsansvar for eventuelle krænkelser under den forudgående varetægtsfængsling i Litauen.
Landsretten indledte begrundelsen med at fastslå, at spørgsmålet om en eventuelt manglende afkortning af straffen på grund af varetægtsfængslingsforholdene i Litauen allerede var endeligt afgjort ved dom af 3. september 2018. Sagen havde forgæves været forsøgt indbragt for Højesteret og Den Særlige Klageret. Spørgsmålet om erstatningsansvar for manglende afkortning kunne derfor ikke tages under påkendelse igen.
Vedrørende det primære anliggende udtalte landsretten:
Der ses ikke i retsplejelovens kapitel 93 a at være grundlag for, at Danmark ved at påtage sig fuldbyrdelsen af den straf, som Erstatningssøgende er idømt ved en litauisk domstol, også har påtaget sig erstatningsansvaret for de eventuelle krænkelser, som Erstatningssøgende måtte have været udsat for i Litauen. Forholdet falder derfor ikke ind under retsplejelovens kapitel 93 a.
Landsretten lagde vægt på, at Retsplejeloven kapitel 93 a finder anvendelse i sager, hvor der rejses erstatningskrav af personer, mod hvem der har været rettet et straffeprocessuelt indgreb, eller hvor kravet udspringer af en embedshandling inden for strafferetsplejen, som kan lægges en dansk tjenestemand eller myndighed til last. Eftersom Erstatningssøgende var varetægtsfængslet i Litauen for kriminalitet begået der, og uden nogen form for initiativ eller deltagelse fra danske myndigheder, faldt kravet ikke ind under kapitlets rammer.
Landsretten bemærkede endvidere, at heller ikke et eventuelt erstatningskrav som følge af en ambassades handlinger eller undladelser falder inden for området for Retsplejeloven kapitel 93 a. Da det rejste krav ikke kunne påkendes under en sag efter kapitel 93 a, tiltrådte landsretten afvisningen, jf. herved U 1997.242 Ø.
Da landsretten ved kendelse af 12. december 2023 havde fastslået, at byrettens afgørelse burde have været truffet ved dom, og det ikke kunne udelukkes, at denne formalitetsmangel havde været en medvirkende årsag til, at sagen blev anket, fandt landsretten, at sagsomkostningerne for landsretten skulle afholdes af statskassen. I byretten blev der derimod fastsat salær på 5.430 kr. med tillæg af moms til den besikkede advokat, som skulle betales af Erstatningssøgende.
Østre Landsret stadfæstede Retten i Glostrups kendelse. Sagen afvides. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
