LandsrettenVestre Landsret skulle som 1. instans tage stilling til, om Aalborg Kommune var forpligtet til at refundere Brønderslev Kommunes udgifter til førtidspension for tre borgere efter den dagældende retssikkerhedslovs § 9 c. Sagen drejede sig om forholdet mellem den almindelige institutionsregel i § 9 c, stk. 2 og 5, og den særlige 6-årsregel om førtidspension i § 9 c, stk. 8. Landsretten gav Brønderslev Kommune fuldt medhold i kravet på i alt 951.002 kr.
Sagen angik refusionskrav for tre navngivne borgere, hvis sag alle involverede flere kommuner og flytninger mellem private boliger, institutioner og ældrebolig.
Person 1 blev tilkendt førtidspension af Brønderslev Kommune i november 2006, mens hun boede på en privat adresse dér. I 2009 flyttede hun til Aalborg Kommune, og i juni 2023 benyttede hun sin ret til frit boligvalg og flyttede til en ældrebolig i Brønderslev Kommune. Aalborg Kommune ydede refusion efter Retssikkerhedsloven § 9c stk. 5 for alle udgifter undtagen førtidspension. Kravet angik 89.807,90 kr. for perioden 1. juni–31. december 2023.
Begge borgere blev, mens de boede i Aalborg Kommune, med kommunens medvirken anbragt på institution i Vesthimmerlands Kommune, hvor de senere blev tilkendt førtidspension. De blev efterfølgende – fortsat med Aalborg Kommunes medvirken/betalingsforpligtelse efter Retssikkerhedsloven § 9c stk. 2 – flyttet til institutioner i Brønderslev Kommune. Aalborg Kommune refunderede udgifterne indtil februar 2022, hvor betalingen stoppede automatisk ved en it-systemomlægning. Aalborg Kommune krævede efterfølgende to beløb på hver 150.800,65 kr. tilbagebetalt for perioden 1. marts 2021–28. februar 2022 under henvisning til Ankestyrelsens fortolkning fra 2019, hvilket Brønderslev Kommune betalte i august 2023.
Parterne var enige om det faktiske hændelsesforløb og beløbenes størrelse. Den centrale juridiske tvist var, om udgifterne til førtidspension i perioden frem til 1. januar 2024 (hvor en lovændring trådte i kraft og løste tvisten fremadrettet) skulle afholdes efter:
Brønderslev Kommune gjorde gældende, at institutionsreglen havde forrang, og at 6-årsreglen alene var en subsidiær opsamlingsregel, der kun fandt anvendelse, hvis der ikke i forvejen bestod et andet refusionsgrundlag. Aalborg Kommune gjorde omvendt gældende, at 6-årsreglen var en selvstændig særregel med forrang for institutionsreglen, og at det først med lov nr. 1769 af 28. december 2023 blev lovfæstet, at institutionsreglen har forrang – hvilket efter Aalborg Kommunes opfattelse viste, at der ikke tidligere gjaldt en sådan forrang.
Baggrunden for tvisten var, at Ankestyrelsens praksis frem til Retten i Holstebros dom af 8. december 2016 (sag nr. BS 8B-318/2016) var, at institutionsreglen havde forrang for 6-årsreglen, uanset hvor mange kommuner der var involveret. Efter dommen ændrede Ankestyrelsen praksis, således at forrangen kun gjaldt, hvis der alene var to kommuner involveret – ved tre eller flere involverede kommuner fik 6-årsreglen i stedet forrang. Denne praksisændring gav anledning til lov nr. 1769 af 28. december 2023, der med virkning fra 1. januar 2024 lovfæstede, at institutionsreglen altid har forrang for 6-årsreglen, uanset antallet af involverede kommuner. Aalborg Kommune anerkendte forpligtelsen for perioden efter lovens ikrafttræden, men bestred den for perioden forud herfor.
Landsretten fastslog, at retten til refusion efter § 9 c, stk. 1, må anses for at omfatte udgifterne til førtidspension, hvilket følger direkte af bestemmelsernes ordlyd og har støtte i forarbejderne.
Om forholdet mellem stk. 8 og stk. 2/5 udtalte landsretten:
"Den dagældende bestemmelse i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 8, sidste pkt., om, at 'Refusion efter stk. 2, 3, 5 og 6 udskyder retten til refusion efter 1. og 2. pkt.' må efter sin ordlyd forstås således, at stk. 8, 1. pkt., og dermed 6-årsfristen, først får betydning, når der ikke længere er krav på refusion efter stk. 2, 3, 5 og 6."
Denne fortolkning fandt landsretten støtte for i forarbejderne til lov nr. 994 af 30. august 2015 samt i Retssikkerhedsloven § 9c stk. 10, 1. pkt., hvorefter retten til refusion efter stk. 2, 5 og 6 består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende eller et tilsvarende botilbud.
Landsretten fandt, at Brønderslev Kommune havde krav på refusion for alle tre borgere i medfør af institutionsreglen, og at 6-årsfristen i stk. 8 var uden betydning for kravene:
Aalborg Kommunes anerkendelsespåstand blev afvist, da den reelt havde karakter af et anbringende til støtte for frifindelsespåstanden og derfor ikke skulle tages under selvstændig påkendelse.
Landsretten tog herefter Brønderslev Kommunes betalingspåstand til følge fuldt ud: Aalborg Kommune skulle betale 951.002 kr. med procesrente som påstået. Efter sagens udfald skulle Aalborg Kommune tillige betale 104.500 kr. i sagsomkostninger til Brønderslev Kommune, heraf 100.000 kr. til advokatbistand og 4.500 kr. til retsafgift.
