LandsrettenØstre Landsret frifandt Ankenævnet for Patienterstatningen i en sag om erstatning for en demenslignende tilstand opstået efter en underbensamputation. Spørgsmålet var, om en klar behandlingsfejl – manglende blodsukkermonitorering under indlæggelse – med den fornødne bevislempelse kunne anses for årsag til tilstanden. Landsretten fandt, at patienten ikke havde godtgjort en tilstrækkelig sandsynlighed for, at tilstanden ikke var indtrådt uanset fejlen, og frifandt derfor Ankenævnet.
Sagen blev anlagt af den tidligere sagsøger (herefter patienten), der krævede erstatning for en demenslignende tilstand, som han mente skyldtes behandlingsfejl på Odense Universitetshospital. Ankenævnet for Patienterstatningen (appellanten) påstod frifindelse og ankede byrettens dom til landsretten. For landsretten gentog Ankenævnet sin frifindelsespåstand, mens patienten påstod stadfæstelse af byrettens dom, der havde givet ham medhold.
Patienten var under sagen repræsenteret af advokat Henrik Skoglund (beskikket). Ankenævnet mødte ved advokat Stine Pedersen (prøve).
Patienten, en mangeårig type 1-diabetiker, blev den 13. juni 2016 indlagt på Odense Universitetshospital for vurdering af behov for akut underbensamputation på grund af knoglebetændelse efter et langvarigt diabetisk fodsår. Operationen blev gennemført den 14. juni 2016, og der opstod en usædvanlig kraftig blødning på ca. 2.300 ml.
Efter operationen var patienten træt, utilpas, havde kvalme og kastede op. Hans blodsukker blev målt til 9,1 mmol/l kl. 17.10, 11,6 mmol/l kl. 17.58, 11,6 mmol/l kl. 20.42 og 14 mmol/l den 15. juni kl. 01.23. Herefter blev blodsukkeret ikke målt før kl. 08.29, hvor det var steget til 22 mmol/l, og der blev målt blodketoner på 6,3 mmol/l, hvilket indikerer akut ketoacidose (syreforgiftning). Behandling med hurtigtvirkende insulin blev straks iværksat, men tilstanden var allerede indtrådt.
Patienten udviklede efterfølgende en demenslignende tilstand med kognitive problemer.
Ankenævnet for Patienterstatningen afviste oprindeligt patientens erstatningskrav. Retten i Svendborg afsagde den 23. marts 2023 dom i 1. instans (sag BS-59062/2019-SVE) og gav patienten medhold. Dommen blev anket af Ankenævnet til Østre Landsret, der har behandlet sagen under sagsnummer BS-18369/2023-OLR.
Efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 21, stk. 1 erstattes skade som følge af diagnostiske fejl kun i de tilfælde, der er nævnt i . Efter er det en betingelse for erstatning, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes (specialiststandarden), og at skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, hvis patienten var blevet behandlet anderledes.
Landsretten bemærkede, at Højesteret i dommene U 2024.3803 og U 2024.5157 havde fastslået, at betingelsen om overvejende sandsynlighed for årsagssammenhæng efter omstændighederne kan anses for opfyldt, selv om der alene foreligger en vis større sandsynlighed (bevislempelse). Dette kan navnlig være tilfældet, når der klart er begået en ansvarspådragende fejl, når fejlen fører risikoen for en bestemt skade, og når en sådan skade faktisk er indtrådt. Graden af den krævede større sandsynlighed (men mindre end overvejende) beror på en konkret vurdering, bl.a. af fejlens karakter.
Det var ubestridt, at behandlingen ikke var i overensstemmelse med specialiststandarden, idet patientens blodsukker ikke blev målt i tidsrummet fra kl. 01.23 til kl. 08.29 den 15. juni 2016. Landsretten fandt – efter en samlet vurdering – at der herved klart var begået en ansvarspådragende fejl.
Ved vurderingen lagde retten især vægt på:
Da der klart var begået en ansvarspådragende fejl, var der grundlag for bevislempelse. Spørgsmålet var herefter, om det med en vis større sandsynlighed var påvist, at patienten ikke havde udviklet den demenslignende tilstand, hvis fejlen ikke var begået.
Til brug for sagen havde Retslægerådet afgivet to udtalelser. Rådet konkluderede:
Landsretten fandt, at selv om patientens kognitive funktion var forværret i en vis tidsmæssig sammenhæng med behandlingen, havde patienten ikke med en vis større sandsynlighed godtgjort, at den demenslignende tilstand ikke var indtrådt uafhængigt af fejlen. Betingelserne i Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1 var derfor ikke opfyldt.
Landsretten ændrede byrettens dom og frifandt Ankenævnet for Patienterstatningen.
Statskassen blev pålagt at betale sagsomkostninger for begge retter med i alt 85.000 kr. til Ankenævnet, heraf 80.000 kr. til advokatbistand inkl. moms og 5.000 kr. til retsafgift. Beløbet forrentes efter Renteloven § 8 a.
